Racisteri

Eftersom grundloven hjemler folkestyre, burde folket altid have lov til at få sandheden at vide. Men sådan er det altså ikke. Visse sandheder er forbudt efter ”racisme”paragraffen.

Politiet har nok at gøre, og populariteten synker. Nu vil etaten oven i købet få endnu mere at bestille, og dette vil med ret stor sikkerhed få populariteten til at synke yderligere.

Nej, det er ikke en opblussen af gadeskyderierne, hjemmerøverierne eller ny ballade på Christiania, der tænkes på. Det er den påtrængende nødvendighed af skarpe indgreb til sikring af den gode tone i debatten. Det er behovet for at få den såkaldte "racisme"-paragraf i straffelovens § 266 b overholdt.

Nu har denne bestemmelse ganske vist ikke nogen særlig betydning på racismeområdet. I praksis lader det til, at det er alt muligt andet end lige netop forkerte biologiske menneskesyn, der sædvanligvis bringer borgerne på kollisionskurs med den. Især er det uheldige kulturtræk og dårlig opførsel hos visse grupper - man må vist, for ikke at havne på vand og brød, hellere lade være med at skrive hvem. Og det, der tages ved vingebenet efter § 266 b, er ”forhånelse” og ”nedværdigelse” - ikke blot på grund af ”race”, men også på grund af ”national eller etnisk oprindelse eller tro”.

Det lyder flot og glæder da også alle, der lever af menneskerettighederne. Om andre bliver glade, er mere tvivlsomt. Men § 266 b må jo da føres ud i livet, hvis ikke vi skal komme ”på kant med de internationale konventioner”. Dem er hovedparten af verdens lande ganske vist på kant med. Men konventionerne må naturligvis overholdes i alle de af vore hjemlige menneskerettighedsforvaltere påståede yderste konsekvenser her i landet.

Problemet for politiet i den forbindelse er bl.a., at det kan være svært at vide, hvad der er en ”forhånelse” eller ”nedværdigelse”. I visse tilfælde kan endog sandheder virke forhånende, hvis de siges ligeud. Hvis man f.eks. udtaler, at en bestemt religion rummer totalitære træk ligesom nazismen, vil det under danske forhold være nedværdigende for troens udøvere, selv om pågældende religion faktisk er totalitært indrettet.

Man kunne mene, at folket eftersom grundloven hjemler folkestyre, altid må have lov til at få sandheden at vide. Men sådan er det altså ikke. Visse sandheder er forbudt efter ”racisme”paragraffen. Sandheder, der virker forhånende over for f.eks. nogens tro, er forbudt.

Birthe Rønn Hornbech, som oven i købet er jurist, og Lene Espersen, der kun var justitsminister, mente ganske vist under en diskussion om ændring af racismeparagraffen i 2007, at der slet ikke kan føres sandhedsbevis for rigtigheden af nedværdigende og forhånende ytringer. Hvis noget er dokumenterbart sandt, kan det altså ifølge dem umuligt være nedværdigende og forhånende. Problemet er bare, at domstolene ikke har opdaget det. De nægter nemlig anklagede meningsforbrydere at føre bevis for, at noget, dommerne for tiden finder nedværdigende eller forhånende, ikke desto mindre er sandt. Det skete f.eks. for Mogens Glistrup.

Det skete for øvrigt også, da Dansk Folkepartis Ungdom i sin tid lavede en plakat, der forudsagde en fremtid, som nu i 2010 allerede delvist er blevet til en realitet. De unge mennesker fik en på sinkadusen af dommeren. Hvorvidt denne kan trækkes tilbage nu, da de alligevel har vist sig at have ret, vides ikke.

Hvad sker der i øvrigt for den, der offentligt tilslutter sig den fremtidsvision, plakaten annoncerede? Undertegnede er enig i den forudsigelse, den tegnede, og siger det gerne offentligt. Hvornår kører salatfadet op foran min hoveddør? Den eneste forskel mellem de unge plakatforbrydere og mig er sådan set min ringe evne til at lave farvede plakater.

Nåh, der er jo nok forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager. Nu afdøde redaktør for Den Danske Forenings blad, Sune Dalgårds, store drøm var at blive anholdt af politiet for overtrædelse af § 266 b. Han blev nemlig i 1944 sat fast af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo netop for forhånelse af fremmede - dengang tyskerne. Det blev kaldt hetz mod besættelsesmagten. Vore dages ordensmagt ville imidlertid ikke pågribe ham. Måske fordi det havde set skidt ud, måske fordi han var dr. phil. i hvalfangst i det 17. århundrede og kun i stand til at udtrykke sig i forældet sprog.

Well. Fortiden er måske også farlig. I JP 20/8 citeres Winston Churchill for nogle saftige udtalelser om islam. Nu er han død. Men hvis man gentager det, han har sagt - jeg må hellere lade være - ryger man så også i brummen? Er det på tide at finkæmme bibliotekerne for ulovlige udtalelser og få dem klippet ud af bøgerne?

Islam er godt nok en ”tro” i lovens forstand. Nogen kalder det ganske vist en politisk holdning. Men eftersom denne holdning nu er over tusind år gammel og totalt uforandret, må vi vel acceptere, at det er en ”tro” i lovens øjne - ikke? Modsat f.eks. kommunismen og nazismen, der aldrig nåede længere end til at blive anerkendt som amokløbne ideologier.

Men hvad med Scientology, Moon-bevægelsen og menneskeæderreligionerne på Borneo? Og vil politiet mon også komme på stikkerne, hvis man advarer mod de indiske guruer, der sidder ombølget af røgelse og messer for derved at få lejlighed til at tage vildfarne damer på lårene?

I gamle dage kunne man regne med, at ingen fik øje på det, der sagdes i et øjebliks ophidselse - eller i al fald ikke tog det alvorligt. Men det er slut nu. På Facebook er der ligefrem grupper, der har som hobby at holde øje med den gode tone for i givet fald at kunne skride til politianmeldelse.

Pubertetsprægede gymnasiediskussioner med deltagere over den kriminelle lavalder kan af den grund meget let ende i kriminalretten. For slet ikke at tale om fordrukne julefrokostsamtaler under seks øjne, sådan som Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, har fået at mærke.

Men hvem kan i øvrigt anmelde sådan noget? Bør politiet oprette en opsøgende afdeling, der kan holde opsyn med alt det, der ikke udelukkende foregår inde i folks hoveder?

Niels-Erik Hansen fra Racediskriminationscenteret (DRC) fortæller i JP 20/8, at politiet ikke finder Det Mosaiske Troessamfund klageberettiget i relation til nogle anmeldte forhånende udtalelser om jøder.

Normalt er det ganske vist politiets pligt at retsforfølge forbrydere, uanset hvem der fortæller betjentene om dem. Er der mon her tale om en nytolkning af reglerne, som politiet er nødt til at finde på for at slippe for at drukne i en tsunami af racismeanmeldelser? Nå. Hvem er det mon også, der skal være forhånet? I 2007-diskussionen i Folketinget lå det ganske og helt og aldeles fast, at også de etniske danskere er værnet af "racisme"paragraffen. Desværre har politiet imidlertid ikke hørt herom.

En vis Jamahir F. Abdallah fra en eller anden islam-organisation har f.eks. karakteriseret danskerne som slaver af druk og narko. Men en anmeldelse mod ham for racisme i den anledning afvistes af anklagemyndigheden med henvisning til, at majoritetsgruppen i et demokratisk samfund ikke er beskyttet (brev fra Københavns Politi af 3/6 1997, j.nr. 01aa-170-11-97/1).

Tja - der bliver nok at se til for betjentene i de kommende år. Det bliver antageligt nødvendigt at flytte nogle af dem væk fra efterforskningen af overfald på gamle damer, bankrøverier, indbrudsbølgen i Nordsjælland og narkobekæmpelsen, så de kan sættes ind på at sikre anstændigheden i udlændingedebatten i stedet.

Hvad de mere konkret kommer til at bestille i så henseende, skal vi dog nok ikke regne med at få at vide. Det vil de jo ikke kunne fortælle om uden at videregive de hadefulde ytringer, de efterforsker. Og så handler de vel selv racistisk?

Man husker den politimand, der fortalte om politiets problemer med tyvagtige rumænere, og som nær var røget i spjældet efter § 266 b for det.

En positiv konsekvens af den øgede fokus på racistiske ytringsforbrydelser vil dog være, at ledighedsproblemet blandt nyudklækkede jurister forsvinder.

De af dem, der ikke kan beskæftiges med at finde ud af, hvordan bestemmelsen skal forstås, vil således kunne få job i de racismecentre, menneskerettighedsforetagender og andre institutioner, der sørger for, at racistiske udtalelser ikke går upåtalt hen i selv de mest afsides beliggende ølstuer.