Sabotagetalen

Den 6. september 1942 er en vigtig dato i dansk besættelseshistorie. Denne dag holdt John Christmas Møller sin sabotagetale, en tale som markerede ønsket om aktiv modstand på dansk jord. Men husker vi manden og politikeren bag talen?

Den 6. september 1942 holdt den konservative profil John Christmas Møller (1894-1948) fra London via BBC den berømte radiotale, som senere skulle blive kanoniseret i besættelseslitteraturen som sabotagetalen. Den ekspatrierede politiker havde reageret prompte på den danske statsminister Vilhelm Buhls Antisabotagetale udsendt få dage forinden, hvori statsministeren gik i rette med de danske sabotører og deres aktioner mod tyske interesser. Besindighedens ånd måtte råde danskerne, mente Buhl, og dette onde, sabotagen, måtte stoppe, ellers ville det komme Danmark til voldsom skade. Christmas Møller slog heroverfor fast, at intet offer var for stort, og at danskerne stod ved et vendepunkt, hvor man måtte handle aktivt for at markere sin holdning. Danmark kunne ikke forvente at fastholde en særstilling og fortsat lade andre kæmpe for retfærdigheden. Sabotagen mod tyskernes transportsystem var derfor af vital betydning. I en afsluttende direkte appel, som undslap den britiske censur, opfordrede han sabotørerne til handling med ordene »gør jer pligt, gør jert værk«. Således stod Vilhelm Buhl og John Christmas Møller angiveligt solidt plantet i hver deres lejr, samarbejdets og modstandens, hvilket stadig er en gængs opdeling, når der krydses klinger og udveksles synspunkter i vor tids debatter om besættelsestiden.

John Christmas Møller blev af mange udråbt som den store modstandshelt, og særligt Sabotagetalen blev husket. Han blev et symbol på den nationale kampånd, og under sit ophold i den britiske hovedstad samlede stemmen fra London danskerne om opbyggelige radiotaler om det dansk-engelske værdifællesskab. Christmas Møller vandt plads blandt nationalheltene, som senere også talte Kaj Munk, der uden frygt talte tyskerne ret imod. Munk endte med at betale den højeste pris for sin aktivisme, da tyskerne likviderede ham på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg. Havde Christmas Møller valgt at blive i Danmark i 1942, havde han givetvist lidt samme skæbne. Begge herrer mente, at danskerne havde krav på at vide hvad der foregik, og tale- og prædikestol blev flittigt brugt i dette oplysningsarbejde. I tiden før afrejsen til London havde Christmas Møller således allerede markeret sig som en populær taler og kritiker af de danske nazister, og den 6. september 1942 harcellerede han både over Tysklands ageren og Buhls udmeldinger.

Vilhelm Buhls antisabotagetale var en logisk følge af den linje, som Staunings samlingsregering havde indledt efter 9. april 1940, og som Vilhelm Buhl og siden Erik Scavenius videreførte. Christmas Møller havde selv siddet i Staunings regering, hvor man håbede, at et udstrakt samarbejde kunne opretholde landets suverænitet og neutrale status og dermed beskytte samfundet mod overgreb og ødelæggelse. Men i 1942 var tonen en anden. »Neutralitet«, sagde Christmas Møller 6. september, »jeg har altid hadet det ord«. I verdenshistoriens vigtigste krig måtte man vælge side i kampen mellem godt og ondt, og kæmpe for de ideer og værdier, man troede på. I sin dagbog skrev Christmas Møller 6. september at han havde holdt en tale af »en vis vigtighed«, hvilket må siges at være en underdrivelse. Talen vakte opsigt både i London og hjemme i Danmark, og ikke for det gode. Den danske regering var vred over danskerens propaganda, og englænderne var på tidspunktet for talen venligt stemt over for den danske samarbejdspolitik. Uro og opstand i Danmark stod ikke på ønskelisten. Læser man talen i dag, fremstår den stadig dristig og kompromisløs, og man forstår, hvorfor Christmas Møller af flere blev opfattet som værende blandt de få politikere, der entydigt havde valgt modstanden.

Dykker man dybere i historien om politikeren og modstandsmanden John Christmas Møller synes den dog ved nærmere gennemgang at indeholde langt flere nuancer og detaljer, som dels belyser en af besættelsestidens store personligheder, dels lader den nysgerrige komme tættere på afgørende begivenheder i dansk besættelsestidshistorie.

I september 1942 kunne man placere den danske regeringsleder Vilhelm Buhl og John Christmas Møller i hver sin lejr, hvor modstanden stod til at vinde den moralske sejr over samarbejdspolitikken. Men faktisk befandt John Christmas Møller sig krigen igennem i krydsfeltet mellem samarbejde og modstand. Som repræsentant for det etablerede politiske system og samtidig som en del af det illegale miljø, måtte Christmas Møller arbejde hårdt for at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Op gennem 1930'erne havde Christmas Møller og de konservative kæmpet for et øget dansk forsvarsbudget og militær oprustning, men uden held. Statsminister Stauning og udenrigsminister Per Munch gjorde sig ingen illusioner om, at danskerne kunne yde tyskerne megen modstand, og under tysk pres valgte man at underskrive en ikke-angrebspagt med Tyskland i 1939. I april 1940 stod det klart for Christmas Møller, at forsvarsviljen ikke var tilstede, men da skaden nu var sket, og fjenden stod i landet, indtrådte han i april 1940 i Staunings samlingsregering.

Fra første færd opererede han med sin egen dualisme og forsøgte at kombinere handelsministerposten og forhandlinger med tyskerne med rollen som foredragsholderen, der harcellerede mod eftergivenhed og de danske nazister. Det blev tyskerne, der i 1941 udfriede ham fra dilemmaet om det korrekte i forhandlingspolitikken, da de tvang ham ud af dansk politik og stoppede hans foredragsvirksomhed.

En politisk udspillet Christmas Møller sagde nu ja til illegale aktiviteter og en invitation fra briterne om at komme til London. I London formede hans tidlige taler sig som forklaringer og forsvar for Danmarks dispositioner, som ikke havde vakt sympati i Storbritannien i 1940-41. Samtidig forsvarede han sine egne valg overfor såvel konservative partifæller samt modstandsfolkenes ledere, da begge grupper til stadighed kritiserede hans dobbeltrolle. Kritikken gik på, at Christmas Møllers forsvar for den danske politik i samspil med hans støtte til modstanden og Frihedsrådet skabte signalforvirring. Da krigen lakkede mod enden blev Christmas Møller manden, der talte for samling og samarbejde mellem politikerne og modstandsbevægelsen, og som tak blev den kontroversielle mand udenrigsminister. Selv havde han drømt om statsministerposten, men han vandt aldrig entydig opbakning fra hverken politikere eller modstandsbevægelsen.

Han vendte hjem som folkets helt i 1945, da sejrsrusen var på sit højeste. Tilbage i det politiske system talte den konservative politiker for en ny økonomisk orden, økonomisk demokrati, og citeredes for udtalelsen »vi er alle socialister«.

Partiet var ikke begejstret, og Christmas Møllers sympati for den yderste venstrefløj under krigen bekymrede dem. Christmas Møller mente, at der skulle ryddes op og ud efter den førte politik under Besættelsen i Danmark, som for ham betød at alle der havde ført aktiv samarbejdspolitik - ham selv inklusive - nu var under anklage. Hans kompromisløshed i arbejdet efter krigen betød, at han ved sin alt for tidlige død i 1948 havde lagt sig ud med sit gamle parti, der havde genvalgt ham som formand i efteråret 1945.

Christmas Møllers fastholdelse af grænsen-ligger-fast parolen i sydslesvigspørgsmålet blev årsagen til et endeligt brud. Samtidig blev Christmas Møllers sympati for venstrefløjens indsats under krigen efter 1945 udfordret af de nye venners stadig stærkere kobling til Sovjetunionen. Da Christmas Møller døde alene i sit hjem, havde han meldt sig ud af partiet. Han var en isoleret og skuffet mand. Folkets helt fik en krank skæbne, og trods partiets forsøg på at skøtte hans eftermæle synes helten at have mistet sin høje status.

John Christmas Møllers statue i Kongens Have i Odense blev sidste år flyttet til Ansgars Anlæg og fik således en mindre fremtrædende plads i byen, og i DR's serie om Store Danskere fik han ikke plads. Det gjorde derimod diplomaten og politikeren Erik Scavenius, skurken, som tiden dog har givet en vis oprejsning, og Kaj Munk, der trods sin tidlige flirt med fascismen og Hitler blev en martyr for modstandsbevægelsen.

Historieforskningen har i disse tilfælde bidraget med nuancerede fremstillinger af historiske personer, og på samme måde kunne man ønske sig, at fortællingen om John Christmas Møller blev flere til del.

Han var kompleks, udfordrende og nytænkende. Men politikeren og mennesket Christmas Møller synes at være gået i glemmebogen, og ærgeligt er det.

For historien om John Christmas Møller indeholder meget mere end hans kanoniserede udsagn. Det er fortællingen om krigens dilemmaer, om at skulle tage de sværeste valg og indgå de nødvendige kompromisser.