Det særligt danske

Begrebsafklaringer er ikke nemme, men er et forsøgt udi det danske.

Der er én god ting ved, at landet stander i våde (læs: et norm- og dannelsestab af dimensioner i tæt parløb med en ukontrolleret indvandring, som også Dansk Folkeparti har givet op overfor): Aldrig har jeg og en række medborgere været så optagede af at indkredse vores værdigrundlag og indholdet i begreber som (ytrings)frihed, demokrati, tolerance, respekt, dannelse, dialog, menneskesyn og danskhed.

Jeg kæmper således dagligt for at være tolerant over for dem, der skærer sæderne op i mit S-tog. De har sikkert siddet skævt på potten. Jeg bokser med mit menneskesyn, som er ondt, fordi jeg vil have sat prop i kædetilvandringen og ikke vil betale fire mio. kr. om året for oppasning af en enkelt utilpasset ung - uanset etnisk oprindelse. Og jeg strider for at komme til klarhed i dybet af min sorte sjæl over, hvorfor jeg elsker Danmark og ikke f.eks. Pakistan og Rumænien. Det til trods for, at EU og Institut for Menneskerettigheder ingen lejlighed forspilder til at fortælle mig, at kun planter har rødder, og at en fremmed er en ven, jeg endnu ikke har mødt.

Begrebsafklaringer er ikke nemme, men det skal ikke forhindre mig i at prøve. Jeg vil i denne runde bakse med fænomenet danskhed. Jeg har nemlig en intuitiv fornemmelse af, at der kan tales om danskhed, hvor meget multikulturalisterne og globalisterne end for- og benægter det. Min fornemmelse er forankret i konkrete erindringer, sansninger og oplevelser, som involverer både krop og bevidsthed. Men fornemmelser og følelser er ikke argumenter. Jeg har derfor kastet mig ud i at udarbejde et udspil til et slags faktaark.

Det særligt danske kan ikke forstås løsrevet fra dansk historie og kultur. Jeg vil derfor begynde med at citere en bid fra Foreningen Dansk Kulturs hjemmeside, hvor man kan håbe på, at hjemmesidebestyrerne har gjort deres hjemmearbejde: »Dansk kultur er summen af det danske folks historie og hukommelse fra oldtiden over vikingetiden, Danmarks samling og kristning under Harald Blåtand, indtil nyere tid med Danmarks Riges Grundlov (?) Dansk kultur er samtidig summen af vore skikke og omgangsformer, sproget, sange, digte, litteratur, skik og brug, højtider, bygningskunst, fest og tradition i en nordisk kontekst og udsprunget af en kristen kulturarv og med rødder i vikingetid og nordisk oldtid.« Lad mig for egen regning tilføje: Arven fra det antikke Grækenland, romerretten, reformationen og oplysningstiden.

Så vidt så godt. Men der skal konkrete boller på begrebssuppen. Så her kommer - med hjælp fra omgangskredsen og i uprioriteret rækkefølge - et forsøg på at indkredse den diffuse størrelse "danskhed". En række af ”pindene” findes også i andre kulturer, så det er det samlede kompleks, som udkrystalliserer ”det særligt danske”:

Fortsættes...