Den globale befolkningsudvikling

Vi vil blive vidne til væsentlige ændringer i den fremtidige befolkningsmæssige balance mellem industri- og udviklingslandene samt mellem de enkelte lande.

Jordens befolkning tæller i dag knap 7 mia. mennesker og vokser med godt 80 mio. om året. Den årlige tilvækst svarer således til Tysklands samlede befolkning. En tilvækst af denne størrelse er imidlertid af ny dato. Det kan vi få et indtryk af ved f. eks. at se på, hvor lang tid det tog at forøge jordens befolkning med 1 mia. mennesker før i tiden og i dag. Omkring 1800, dvs. for ca. 200 år siden, havde verdensbefolkningen nået den første mia., og det havde altså taget mange årtusinder. I løbet af de næste blot 130 år - dvs. til omkring 1930 - var Jordens befolkning vokset med yderligere 1 mia. Men omkring 1960 talte verdensbefolkningen 3 mia. Nu tog det altså kun 30 år at lægge yderligere 1 mia. til. På vejen frem mod de nuværende knap 7 mia. er jordens befolkning hvert 13. år blevet forøget med en mia.

I forbindelse med en vurdering af den globale befolkningsudvikling er det hensigtsmæssigt at sondre mellem industri — og udviklingslande.

Efter FN's opdeling omfatter industrilandene Europa, Nordamerika, Japan samt Australien og New Zealand. I denne del af verden — som har en befolkning på godt 1 mia., dvs. under en femtedel af jordens befolkning - er levestandarden meget betydelig. Den gennemsnitlige levealder er høj, nemlig 77 år, men fødselsniveauet er lavt og svarer til, at hver kvinde i gennemsnit kun føder 1,7 barn. Den årlige befolkningstilvækst er derfor meget beskeden og skyldes for hovedpartens vedkommende indvandring.

Adskillige østeuropæiske lande har så lavt et fødselstal, at deres folketal falder. Det gælder f. eks. Rusland, Ukraine, Hviderusland, Bulgarien og De Baltiske Lande, hvis befolkninger hvert eneste år formindskes med op mod ½ pct. I en række af de katolske lande i Sydeuropa som f. eks. Italien, Spanien og Portugal er det gennemsnitlige antal levendefødte pr. kvinde under 1,5. Det samme gælder Tyskland.

I så godt som alle industrilande er fødselsniveauet i dag for lavt til at opretholde befolkningens størrelse på langt sigt. Hertil kræves nemlig et gennemsnitligt fødselsniveau på mindst 2,1 barn pr. kvinde, det såkaldte erstatningsniveau. Når mange industrilande i dag alligevel har et lille fødselsoverskud, skyldes det, at der indtil for nylig har været et betydeligt antal kvinder i den fødedygtige alder. De kom nemlig til verden inden den seneste fødselsnedgang satte ind i slutningen af 1960'erne. Det er først efterhånden, som flere og flere kvinder fra de mindre fødselsårgange efter 1960'erne rykker ind i de fødedygtige aldre, at fødselsoverskuddet i industrilandene vil forsvinde.

Verdensbefolkningens stærke vækst - særlig efter Anden Verdenskrig - skyldes først og fremmest den hurtige dødelighedsnedgang i udviklingslandene. Ved en systematisk indsats af forebyggende og helbredende medicin i form af f. eks. massevaccinationer og antibiotika samt desinfektion af drikkevand og antimalariakampagner mv. har man for begrænsede pengebeløb enten udryddet eller reduceret en lang række sygdomme.

Kombinationen i udviklingslandene af et fortsat højt fødselsniveau og et hastigt faldende dødelighedsniveau efter Anden Verdenskrig medførte en meget stærk befolkningstilvækst i disse lande og var således drivkraften bag verdensbefolkningen hastige vækst. I slutningen af 1960'erne voksede befolkningen i udviklingslandene således med 2,5 pct. om året. En til vækst på 2 1/2 pct. betyder, at befolkningen fordobles i løbet mindre end 30 år. Selvom fødselsniveauet i forbindelse med samfundsændringer og en bevidst fødselsbegrænsende befolkningspolitik i stadig flere ulande begyndte at falde efter 1970 og i dag er nået ned under tre børn per kvinde, er der fortsat tale om betragtelige vækstprocenter, idet den gennemsnitlige levealder i samme periode er steget fra 40 til 60 år.

Den stagnerende befolkningsudvikling i industrilandene og den hastige befolkningsudvikling i udviklingslandene siden midten af 1900-tallet har medført en stor ændring af den befolkningsmæssige balance mellem de to regioner. Medens 1/3 af jordens befolkning i 1950 boede i industrilandene, er det i dag mindre en 1/5. Af verdensbefolkningens årlige tilvækst på 80 mio. sker over 95 pct. i udviklingslandene.

FN's seneste befolkningsfremskrivning* - som er ført frem til 2050 - forudser en svag stigning i industrilandenes nuværende lave fødselsniveau, men således at det stadig vil være under erstatningsniveauet.

Fremskrivningens næsten uændrede folketal i industrilandene under et i de næste knap 40 år skyldes derfor i det væsentlige indvandring fra udviklingslandene. Men udviklingen forventes at blive meget forskellig i f. eks. Nordamerika og Europa. Befolkningen i Nordamerika vil vokse med 100 mio. i kraft af et fødselsniveau omkring erstatningsniveauet og en indvandring på op mod 1,5 mio. om året. I Europa vil folketallet med et fødselsniveau under erstatningsniveauet derimod formindskes med næsten 40 mio. I Østeuropa forventes befolkningen i Rusland således at falde fra godt 140 mio. til 110 mio., i Ukraine fra knap 45 mio. til godt 35 mio. Også Tysklands befolkning vil begynde at falde, nemlig fra 80 til 70 mio.

I udviklingslandene forudser befolkningsfremskrivningen på trods af et fortsat fald i fødselsniveauet en forøgelse af befolkningen fra de nuværende godt 5 1/2 mia. til knap 8 mia., således at verdensbefolkningen om knap 40 år vil udgøre over 9 mia. dvs. over 2 mia. flere end i dag. Men folketallene i de forskellige udviklingslande vil vokse med meget forskellig hastighed. I Kina øges folketallet kun fra 1,3 til 1,4 mia., medens Indiens befolkning vil vokse fra godt 1,2 mia. til 1,6 mia. og derved vil komme til at indtage pladsen som verdens folkerigeste nation. På grund af Afrikas langsomme fødselsnedgang vil denne verdensdel opleve en forøgelse af indbyggertallet fra en 1 mia. til godt 2 mia., dvs. mere end en fordobling i løbet af blot 40 år. Også i Vestasien - som rummer en væsentlig del af den arabiske befolkning - vil folketallet øges betragteligt. Det er også et markant træk i udviklingen, at f. eks. hver af landene Indonesien, Pakistan og Nigeria om 40 år kan forventes at have befolkninger på over en 1/4 mia. mennesker. Det svarer nogenlunde til det samlede indbyggertal i de fire største EU-lande, nemlig England, Frankrig, Tyskland og Italien. Dette skal sammenholdes med, at f. eks. Nigeria i 1950 havde en befolkning på under 40 mio.

Selv om der naturligvis knytter sig en vis usikkerhed til størrelsen af den fremtidige befolkningstilvækst i udviklingslandene, så vil der under alle omstændigheder ske en kraftig vækst i de kommende 40 år. I modsætning til industrilandene har udviklingslandene såkaldte unge befolkninger, dvs. befolkninger med en meget stor andel af unge, nemlig 1/3 under 15 år. Det betyder, at der i de kommende år vil rykke meget talstærke kvindeårgange ind i de fødedygtige aldre sammenlignet med de årgange, som rykker ud. Derfor vil der under alle omstændigheder i de kommende år blive født mange børn i udviklingslandene.

Vi vil derfor blive vidne til væsentlige ændringer i den fremtidige befolkningsmæssige balance mellem industri- og udviklingslandene samt mellem de enkelte lande. I dag bor 18 pct. af verdens befolkning i industrilandene, om 40 år er det under 14 pct. Europas andel af verdensbefolkningen vil falde fra knap 11 til godt 7 pct. Derimod vil Afrikas andel af verdensbefolkningen øges fra 15 til 22 pct. Dvs., at hver femte af jordens beboere om 40 år vil være afrikaner.

I en række udviklingslande vil den stærke befolkningstilvækst fortsat bidrage til fattigdom og arbejdsløshed, og dermed fremkalde stærke spændinger og skuffede forventninger i befolkningen. Lande i Afrika og Det Mellemste Østen kan tjene som eksempler herpå. Dette kan føre landene ind i en situation med ustabile regeringer, politisk ufrihed og et stigende pres fra betydelige dele af befolkningen for at udvandre til lande i industriregionerne.



Set i et globalt perspektiv vil den befolkningstilvæksten stille verden over for en række store udfordringer, når det gælder pres på energi og andre ressourcer: forurening, klimabelastning osv.

Det vil stille store krav til videnskabelige og teknologiske fremskridt samt menneskelig tilpasningsevne for at løse disse problemer, når alle i en verdensbefolkning på 9-10 mia. vil stræbe efter samme forbrug som den ene milliard i de nuværende industriregioner.

*United Nations (2009).

World Population Prospect.

The 2008 Revision. New York.