Tilbage til New York...

Efter af Osama bin Ladens endeligt i Pakistan har kronikøren fundet sin snart 10 år gamle dagbog fra en rejse til New York frem.

Jeg må indrømme, at det kommer bag på mig, at Osama bin Laden stadig var i live indtil forleden dag. Jeg forestillede mig, at han for længst var omkommet. Sandsynligvis allerede kort tid efter den 11. september 2001. Formentlig i hulekomplekset Tora Bora i Afghanistans bjerge. Jeg har været meget skeptisk, hver gang han ifølge diverse medier igen skulle have givet livstegn fra sig.

Men nu er selve symbolfiguren på den moderne terrorisme altså omsider død. Der kan være grund til at tænke lidt tilbage. Jeg har således fundet en gammel rejsedagbog fra efteråret 2001 frem fra mine gemmer. De følgende indtryk er fra New York - byen, hvor det hele startede - fire uger efter tragedien.

Formaliteterne i lufthavnene (Billund, Amsterdam og New York) er overraskende overfladiske. Køreturen om aftenen fra JFK-lufthavnen i bydelen Queens til Manhattan er selvfølgelig fascinerende trods tabet af tvillingetårnene. Chrysler-bygningen funkler som en diamant, og Empire State Buildings sylespidse antennemast er illumineret i blåt, hvidt og rødt, det første indtryk af den patriotisme, som er meget dominerende i gadebilledet. Det amerikanske flag ses overalt: på huse, på biler, på tøj. Arabiske spisesteder og forretninger er særligt omhyggelige med at demonstrere et patriotisk sindelag, hvilket formentlig også er en forretningsmæssig nødvendighed. USA er et land i krig.

Lugten efter tragedien hænger stadig i luften ved Ground Zero. Krateret efter WTC er allerede blevet en turistattraktion. Samtidig går der stadig sørgende mennesker omkring. Jeg er på vej ned mod sydspidsen af Manhattan for at tage færgen til Staten Island, en af byens få gratis glæder, hvor man kommer i nærkontakt med Frihedsgudinden. Fra færgens agterstavn får man et fantastisk indtryk af byen. Men hvorfor er der stort set mennesketomt her, når færgen i øvrigt er stuvende fuld? Jeg får straks svaret? »It's ugly«, siger manden, der står ved siden af mig. Han hentyder naturligvis til de manglende Twin Towers. Det gør simpelthen for ondt at blive konfronteret med den amputerede skyline. Manden er imidlertid overbevist om, at tårnene vil blive genopbygget, stærkere og endnu højere.

Det er en mere prosaisk virkelighed, man kan opleve i Criminal Courts. Den ramponerede retsbygning ligger i Center Street, ikke langt fra Ground Zero. Der er fri adgang for publikum i kriminalretten, der arbejder døgnet rundt. Kontrollen af de besøgende er faktisk grundigere end i lufthavnene. Kropsvisitation og metaldetektor. Af en eller anden grund går alarmen i gang, hver gang jeg forsøger at gå igennem, selvom jeg havde tømt samtlige lommer. Til sidst får jeg lov til at passere alligevel. Jeg udgør tydeligvis ikke nogen trussel mod stedets sikkerhed.

»You want a good trial?« spørger man i receptionen med vanlig amerikansk sans for de underholdningsmæssige aspekter af hverdagens små og store tragedier. Jeg får valget mellem mord, overfald og røveri. Mit valg falder på overfaldssagen. Den anklagede er særdeles kraftig, kronraget og sort. Overfaldet, han er anklaget for at have begået, har fundet sted for over et år siden, men kan altså først nu realitetsbehandles ved retten. Anklageren virker udkørt og roder rundt i datoer af betydning for processen. Forsvareren er opsigtsvækkende ved at være iført cowboystøvler under det obligatoriske jakkesæt. Juryen består overvejende af yngre hvide kvinder. Et af jurymedlemmerne falder i søvn undervejs.

Dommeren optræder hjemmevant, som befandt han sig i sin private dagligstue, og smækker da også benene op på bordet, mens han overvåger og dirigerer advokaternes rituelle dans med deres ”objections”, som bliver ”sustained” eller ”overruled”. Et afgørende moment i sagen synes at være omstændighederne omkring en ”lineup”. De afhørte politifolk er som taget ud af en politiserie.

Fortsættes...