Græd bare over spildt mælk

Mellem 30 og 50 pct. af verdens fødevarer ender som affald, og ansvaret ligger ikke hos forbrugerne alene. Det ligger også hos producenterne, i forarbejdningsvirksomhederne, i butikkerne, på restauranterne og hos myndighederne. Det er et fælles projekt at komme madspild til livs.

Man skal ikke græde over spildt mælk, siger et gammelt ordsprog, men det kan godt være svært at lade være, når vi ved, at danskere årligt spilder mælkeprodukter og anden mad til en værdi af mindst seks mia. kr. Og så er det ellers at tørre øjnene og gribe til handling. De seks mia. kr. er nemlig alene værdien af den mad, der bliver smidt ud fra husholdningerne. Før forbrugerne overhovedet når frem til kasseapparatet med de daglige indkøb af mælk, ost, æbler, rugbrød, gulerødder og hakket kød, er der gået tonsvis af mad og gode råvarer til spilde.

Det sker i kæden fra jord til butik. Vi kalder det for ”det skjulte madspild”, fordi det hidtil ikke har fået særlig opmærksomhed, og fordi vi ikke kender omfanget af dette madspild i Danmark. Men vi ved, at det foregår. Det sandsynliggør tal fra udlandet, og det viser en undersøgelse, som den grønne tænketank Concito netop har udført med støtte fra Fødevareministeriet.

Æbler bliver hængende på træerne, fordi de er for små eller har en plet. Kål bliver pløjet ned, fordi høsten simpelthen blev for god - eller fordi supermarkedet fik et bedre tilbud fra Polen. Brød ender som svinefoder, fordi der alligevel ikke blev solgt så meget om tirsdagen, som man troede om mandagen, og ferske kødprodukter fordærves og må kasseres. Sidst - men ikke mindst - kasseres store mængder brød, gryn, mælk, mel, ris og færdigretter m.m. fordi de nærmer sig mindst holdbar til-datoen.

Mange af os spiser dagligt i en kantine og indimellem på restaurant. Vi forventer rigelige mængder og et bredt udbud. Det får vi, men prisen er blandt andet, at kolossale mængder god mad kasseres hver eneste dag. Det er både den mad, vi ikke spiser op, den mad, der aldrig bliver solgt, og det, der går til spilde under tilberedningen. Alene i vores offentlige kantiner - på arbejdspladser og hospitaler m.v. - serveres dagligt en halv million måltider, og beregninger anslår, at madspildet derfra løber op over 22.000 tons om året. Det er svært at forholde sig til så store mængder, men det svarer til vægten af 4.500 store elefanter eller 40.000 køer, og det er immervæk en del. Og så er madspildet fra private kantiner og restauranter slet ikke talt med.

Det store madspild er ikke bare spild af penge. Det er også spild af ressourcer i form af vand, brændstof og gødning, og det belaster miljø og klima. Godt 30 pct. af de drivhusgasser, der udledes i verden, stammer fra produktion og forbrug af fødevarer, og når så vi ved, at mindst en tredjedel af dem ender i containere eller affaldsspande, så vil det sige, at mindst 10 pct. af den samlede udledning af skadelige drivhusgasser ikke har gavnet nogen eller noget - tværtimod.

Det kolossale spild af ressourcer er især alarmerende i lyset af de voksende problemer med at brødføde Jordens befolkning. I dag sulter over én milliard af verdens 6,9 milliarder mennesker, og i 2050 vil befolkningen være vokset til ni milliarder. Mere end to milliarder flere mennesker, der skal have mad hver dag. I en tid, hvor klimaforandringer skaber tørkeproblemer i større og større dele af verden og oversvømmelser med især saltvand i andre. Begge dele er en kæmpeudfordring for verdens fødevareproduktion. Det er rystende viden, at omkring en tredjedel af verdens fødevarer ender som affald i den fattige såvel som i den rige del af verden.

I fattige lande er selve fattigdommen ofte skyld i store dele af madspildet. Afgrøden bliver ædt af skadedyr, og maden bliver fordærvet blandt andet på grund af dårlige muligheder for opbevaring og manglende nedkøling under transport. I vores del af verden, hænger madspild ofte sammen med en overflod, der gør det muligt at stille krav om bestemte størrelser på æbler og salathoveder og som betyder, at det bedre kan betale sig at lade kål stå på marken end at sælge den. Vi køber ind i større mængder, end vi kan nå at spise, vi rynker på næsen ad brød fra i går, og vi forventer, at supermarkedet helt op til lukketid bugner af friske varer - som bagefter kasseres, fordi de ikke blev solgt.

Arbejdet med at komme madspild og misbrug af ressourcer til livs er både international og lokal. Overflod er en dårlig undskyldning for spild af mad, og heldigvis ser vi flere initiativer, der trækker i den rigtige retning.

Herhjemme har Hvidovre Hospital omlagt køkkendriften med det resultat, at madspildet er nedbragt med 40 tons om året, svarende til en tredjedel. Den frivillige organisation FødevareBanken indsamler overskudsvarer fra fødevareproducenter og supermarkeder, som de fordeler til organisationer for socialt udsatte. Et andet frivilligt initiativ, Det Glade MadBud, videreformidler god overskudsmad fra storkøkkener, restauranter og kantiner til hjemløse, nogle supermarkeder har droppet mængderabatter og arbejder med ny teknologi, der kan forbedre holdbarheden af ferske madvarer. Det er blot nogle af de aktuelle eksempler.

Fortsættes...