Athen år 0

Det er altid en oplevelse at komme til Athen - selv under krisen, fordi grækerne midt i alle fortrædeligheder ikke glemmer at være sig selv, som de imødekommende mennesker, de er.

I sit berømte digt om en græsk vase skriver den engelske digter John Keats (1795-1820) som afslutning:

Skønhed er sandhed, sandhed skønhed!

Det er det eneste, vi ved i verden,

og det eneste, vi behøver at vide!

Det er gode ord at huske, når man begiver sig til Grækenland, som jeg gjorde for nylig, og som jeg har gjort det op til flere gange om året i mange år. Denne gang var det ganske få dage i Athen, hvor jeg havde sat mig for at opspore Platons akademi og følge i hans fodspor frem og tilbage mellem akademiet og det gamle torv, agora, hvor han havde opholdt sig så meget sammen med Sokrates, der jo var hans helt; den Sokrates, der havde diskuteret med alle mulige i de skyggefulde søjlegange og havde deltaget i bystyret - mod sin vilje, men valgt ved lodtrækning, og som siden blev stillet for retten og anklaget for at fordærve dem, han diskuterede med, og dømt og henrettet - med skarntydesaft.

For et par år siden var min plan den samme, men på min tur til akademiet blev jeg opholdt af nogle fyre, som jeg spurgte om vej. De sad på en Mezedopolio, som er en slags restaurant, hvor man f.eks. drikker ouzo og får små godbidder (mezedes), så ouzoen ikke ryger ned på tom mave. Da jeg stoppede op for lige at puste, spurgte jeg, om de vidste, hvor en bestemt gade lå? Nej, den fandtes ikke der i kvarteret, var de sikre på. Så bød de mig på et glas ouzo. Egentlig var jeg helst fortsat, men jeg satte mig ned og drak mit glas. Det blev imidlertid til mange glas og mange godbidder af både det ene og det andet. Faktisk sad jeg med dem i næsten fire timer og var godt bedugget, da jeg endelig fik mig undskyldt, fordi jeg om aftenen skulle nå at høre Nana Mouskouris afskedskoncert i Herodes Atticus-teatret.

Når jeg nævner episoden, skyldes det, at den så tydeligt viser, hvor herlige og gæstfri mennesker, grækerne er. Da jeg forlod restauranten - og tillige opgav min søgen efter akademiet - var jeg og min familie inviteret på sommerferie hos tre forskellige familier, en af dem på øen Aigina. Jeg kunne desværre ikke modtage indbydelsen, fordi jeg skulle tilbage og genoptage mit arbejde i Danmark. Det betød, at den ene af de tre næsten grædende bønfaldt mig, om jeg ikke godt alligevel ville tage imod tilbuddet. Det ville betyde alt for både ham og hans kone og børn. Jeg havde det skidt med at afslå, men var nødt til det, og det er min egen fejl, at jeg ikke siden har taget det op og kontaktet ham. Men stadig: Disse mennesker vidste ikke alt det gode, de ville gøre for mig. Jeg bliver stadig bevæget, når jeg tænker på det. Det sjove ved det, hvad Platons akademi angår, var, at gaden lå lige ved siden af. Det fandt jeg ud af, da jeg endelig fandt akademiet denne gang.

Athen i år 0, det er nu. Første år med finanskrisen. Det var et andet formål med min tur, fordi jeg kender Grækenland så godt: Kunne det mærkes for en almindelig tilrejsende som mig selv, at Grækenland har store, store økonomiske problemer?

Både ja og nej!

Da jeg ankom til lufthavnen blev jeg med det samme udsat for noget, der fik mig til at tænke, at det sikkert ville kunne mærkes rigtig meget. Da jeg skulle ned til metroen, der fører ind til byen, var der otte klippeautomater til billetten. Kun én virkede! Så der var ved at opstå panik hos alle dem, der skulle med. Da jeg kom ind i byen, syntes alt imidlertid at være, som det plejede, indtil jeg kom til de mere befærdede steder - så dukkede tiggerne op. Der har altid været tiggere i Athen, men denne gang var det massivt. Jeg oplevede naturligvis de sædvanlige, mødre med børn, der sidder op ad husmurene; mænd med vansirede ansigter eller et amputeret ben; immigranter, der sover op ad husmuren med en kop foran sig til mønter.

Men denne gang var der også andre på færde. Jeg mødte f.eks. en ganske almindeligt udseende midaldrende lettere kraftig dame, der stod over for universitetet med hånden strakt frem. Som hun stod der og smilte lidt undskyldende, kunne hun være min nabokone. Da jeg en af dagene stod og ventede på bussen til Eleusis, en forstad til Athen, kom der en helt almindelig mand hen og spurgte, om jeg ville give ham en euro til noget vand at drikke. Jeg var lamslået! Jeg kender grækere godt nok til at vide, at det ikke er noget, man gør, medmindre man er absolut tvunget til det. Og toppen på det hele: Da jeg var på vej ud at spise en aften, kom en præst, en ortodoks præst, hen til mig og spurgte, om jeg kunne undvære noget til ham. Og det var ikke en indsamling, det var nød.

Ellers oplevede jeg det måske lidt mærkelige, at priserne kunne være gået op eller ned afhængigt af, hvor man var. Her tænker jeg - som den turist jeg jo er - specielt på restaurationspriserne. I Plaka, hvor der kommer mange turister, er priserne sat yderligere i vejret. Her møder man folk som sig selv og græske familier, hvor økonomien ikke er noget problem. Kommer man lidt uden for alfarvej, er situationen en anden. Jeg kan foreslå, at man, hvis man kommer til Athen, tager f.eks. metroen eller sporvognen ud til en af forstæderne og spiser. Det er rørende billigt. Skyldes det år 0? Måske - jeg ved det ikke, men jeg har ikke tidligere oplevet den store forskel så stærkt som denne gang.

Men lad mig lige vende tilbage til min plan om at opsøge Platons akademi. Det ligger ca. toenhalv kilometer nordvest for centrum i Athen. Denne gang var jeg besluttet på at finde det ordentligt. På vejen derud går man gennem områder, der virker meget forfaldne, og andre, der ser knap så slemme ud. Med jævne mellemrum dukker der små miljøer op med forretninger og en enkelt taverne, sådan som det er overalt i Athen. Da jeg nåede frem, var det lidt af en skuffelse. Stedet er grønt og forholdsvis stort, men det er så også det. Passet bliver det tydeligvis ikke. Hvad der kunne have været et helt særligt område, var et vildnis. Jeg tænkte med det samme, om det kunne skyldes krisen eller bare almindelig ligegyldighed? Jeg kender ikke svaret.

Denne gang mødte jeg ikke mine tre venner, så jeg fortsatte ufortrødent ca. en kilometer nordøst for akademiet, hvor mit næste mål lå, Kolonos Hippios-højen. Her blev tragediedigteren Sofokles født, og her lod han Ødipus afslutte sit liv, efter han som blind var vendt tilbage til Athen i skam og skyld oven på sin forfærdelige skæbne i Theben, hvor han jo havde slået sin far ihjel og giftet sig med sin mor. Meget passende er der her et miniteater samt en mindestøtte for to europæiske arkæologer, der arbejdede i Athen i 1800-tallet. Stedet virkede rimeligt velholdt og var altså lidt en modsætning til akademiet. Når jeg nævner det, skyldes det to små oplevelser, som jeg havde der.

Den første var, da jeg stod og kiggede ind på det lille teater. Døren dertil var lukket og låst, og tydeligvis var der ikke adgang for almindelige dødelige, medmindre der skulle ske noget på teatret. Pludselig dukkede der en lille dame op, som vist var gartner. Hun spurgte mig, om jeg gerne ville se teatret, for så ville hun lukke mig ind og vente på mig, mens jeg var derinde, og jeg kunne blive så længe, jeg havde lyst. Jeg blev ganske overvældet og følte mig som en helt særlig person, der fik lov til det. Da jeg senere kom ud, og hun fik låst igen til området, gik jeg op på toppen af højen.

Rundt omkring gik der haver op ad højens sider, hvor folk åbenbart boede. Jeg kunne ikke se huse eller andet, fordi der var høje hække langs stien. Netop som jeg kom ud i lysningen, før toppen, lød der en kvindestemme fra en have: »You're not Greek!« Jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at det var jeg ikke, mens jeg prøvede at få øje på hende i solen. »Your body language. It's amazing!« fortsatte hun. Siden har jeg spekuleret meget over, hvordan mit kropssprog var, men det, hun mente var, at en græker aldrig ville gå sådan. Det sagde hun bagefter uden at uddybe nærmere. Og jeg ville ikke spørge hende. Nu bød hun mig på en forfriskning, og vi fik en længere snak om bl.a. Sofokles, der røbede, at hun var en utroligt velorienteret kvinde.

Når jeg nævner de her to hændelser på Kolonos Hippios, skyldes det, at de bekræftede mig i mine gentagne oplevelser i Grækenland: Det er muligt, der er krise; det er muligt, at områder af Athen kan virke forfaldne; det er muligt, at fattigdommen er blevet mere udtalt, og det er muligt, man kan undre sig over de mentale ressourcer sammenholdt med den tilsyneladende forvirrede politiske situation, men summa summarum er, at midt i det hele er grækerne stadig de mest hjælpsomme og rare mennesker, man kan forestille sig.

Det er deres skønhed, og hvis skønhed er sandhed, så kan krisen ikke slå dem helt ud af kurs.