Uddannelsesboblen

Som ministeren siger: »Vi skal leve af det, der sidder mellem ørerne.« Men hvad sidder der mellem ørerne på en kineser, en inder eller en koreaner? At flere studentereksaminer til danske elever automatisk skulle give flere jobs til danskere, vil vise sig at være en illusion.

Efter Anden Verdenskrig opstod et særligt fænomen på en række Stillehavsøer. Under krigen oplevede disse kulturer deres første møde med den moderne og højt teknologiserede kultur, da amerikanske tropper brugte øerne som militære baser. Øboerne kunne bl.a. observere, hvordan store mængder avanceret materiel blev fløjet ind med store flyvemaskiner.

Da krigen var ovre, forlod amerikanerne øerne, og strømmen af materiel ophørte naturligvis. I et forsøg på at tiltrække nye forsyninger iværksatte ledere på flere af øerne en kultisk praksis, hvor tilhængerne byggede primitive landingsbaner med bål som signallys, radioudstyr og geværer af træ og i øvrigt efterlignede den adfærd, som de havde observeret blandt soldaterne i forbindelse med flylandinger. Antropologer har sidenhen døbt dette fænomen ”cargokult”. For nylig har videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen meddelt, at regeringen har en ambition om, at 25 pct. af en ungdomsårgang i fremtiden skal have en universitetsuddannelse.

Ministeren begrunder sin ambition: »Det er et fuldstændig oplagt mål at have som videnssamfund. Danmark har ikke de store råstofforekomster, vi skal leve af det, der sidder mellem ørerne. Hvis vi vil være med i konkurrencen på det globale marked, må vi være ambitiøse.«

Det er svært at være uenig med videnskabsministeren, og hun er da også fuldstændig i tråd med den konsensus, som findes blandt et bredt spektrum af Folketingets partier. Væksten i dansk økonomi i de seneste 30-40 år er i vid udstrækning blevet skabt ved fremskridt i viden og teknologi. I dag er landets vækst, produktivitet og konkurrenceevne hvis ikke faldende, så i hvert fald stagnerende. I det lys synes det åbenlyst at satse på de løsninger, som hidtil har virket. Alligevel er der noget ved skiftende regeringers stadig mere hysteriske satsning på længere og længere uddannelse til flere og flere mennesker, som får mig til at tænke på Stillehavsøernes cargokult.



Satsningen på mere og længere uddannelse bygger den på en antagelse om, at hvis vi bare uddanner flere akademikere, så opstår der automatisk jobs til dem. Det svarer til øboernes antagelse om, at hvis de bare bygger en landingsbane og nogle hovedtelefoner af træ, så lander der en flyvemaskine. Øboernes ræsonnement er jo ikke helt ubegrundet, de har jo set soldaterne gøre det med succes. På lignende vis har vi i Danmark gennem de seneste tre til fire årtier observeret, at hvis vi bare producerede flere akademikere, så skulle der nok opstå stillinger til dem. Det er imidlertid ikke uproblematisk at lave en lineær fremskrivning af sammenhængen mellem uddannelse af flere akademikere og stigning i behovet for akademisk arbejdskraft.



For det første er væksten i den danske vidensøkonomi ikke kun et resultat af, at man har fundet på smartere og mere effektive måder at producere på. Den har i høj grad også været betinget af en global arbejdsdeling, hvor det manuelle arbejde er blevet flyttet til andre dele af verden, hvor lønomkostningerne er meget lavere. Denne globale arbejdsdeling er under opbrud, og vi kan ikke være sikre på, at vi også i fremtiden kan basere vores økonomi på udbytningen af en udenlandsk arbejderklasse. Problemet er ikke, at denne arbejderklasse er ved at forsvinde. Der er få tegn på, at mængden af mennesker, som kan presses til at arbejde under slavelignede forhold, er for nedadgående. Problemet er derimod, at vi ikke nødvendigvis kan blive ved med at være dem, der stryger profitten af deres arbejde. I Kina, Indien, Brasilien og flere andre tidligere ulande er der opstået en lokal klasse af kapitalister, som er i en langt mere fordelagtig position til at kontrollere og udbytte den lokale arbejdskraft.



For det andet beror visionen om fortsat vækst i den danske vidensøkonomi på en racistisk antagelse, som meget vel også kan vise sig at være fejlagtig. I 1880'erne og 1990'erne hed det sig, at kineserne var gode til at kopiere. De var gode til at skille vestlige varer fra hinanden for derefter at finde på en måde at producere et lignende produkt til en tiendedel af prisen. Heldigvis kunne de ikke selv finde på nye ting. Denne forestilling synes at leve i bedste velgående i visionen om vidensøkonomien. Kinesere er ganske vist flittige og omhyggelige, men de har ikke de samme evner til at være kreative, innovative og trendsættende som os vesterlandske vidensarbejdere. Vi har måske nok brug for kineserne til producere vores ting, men kineserne har heldigvis også brug for os til at designe og konstruere de ting, som de skal producere. Eller hvad? Selv om kinesiske, indiske og andre asiatiske studerende nu uddanner sig på de bedste universiteter i Europa og USA, og selv om der for længst er oprettet topmoderne universiteter i Kina, Indien og andre steder, så synes vi i Danmark at klamre os til forestillingen om, at vi stadigvæk vil have et forspring i sammenligning med folk af andre racer. Som ministeren siger: »Vi skal leve af det, der sidder mellem ørerne.« Men hvad sidder der mellem ørerne på en kineser, en inder eller en koreaner?



For det tredje er der noget direkte perverst over forestillingen om, at hele 25 pct. af Danmarks befolkning kan holdes produktivt beskæftiget med ”vidensarbejde”. Det er givet, at ethvert samfund er bedst tjent med at fordele en vis del af sin arbejdsstyrke til at tænke over, hvordan man kan lave nye ting, og hvordan man bedst og mest hensigtsmæssigt udfører forskellige funktioner i samfundet. Jeg er dog alligevel skeptisk overfor tanken om, at marginalnytteværdien af vidensarbejder nummer 500.000 er lige så stor som af nummer 50.000 eller nummer 5.000. Der må være grænser for, hvor mange mennesker der er brug for til at lave ny viden, sammenlignet med mængden af mennesker, der skal omsætte denne viden i produktion.

I bagklogskabens lys ved vi nu, at den stadig pågående finanskrise opstod som resultatet af, at bankmænd, spekulanter, økonomer, ejendomsmæglere og neoliberale politikere var med til at oppuste en boble af overdrevne forventninger om fremtidig rigdom, der efterfølgende viste sig at være ude af trit med virkeligheden. På lignende vis er regeringens udmelding om en universitetsuddannelse til 25 pct. af fremtidens ungdomsårgange, som jo støttes af S og SF, med til at oppuste forventningerne om et fremtidigt arbejdsmarked, der meget vel også kan vise sig at være en illusion for mange. Når man opfordrer unge mennesker til at investere fem til seks år af deres liv på at tage en universitetsuddannelse, så skal man være meget sikker på, at denne investering forøger snarere end forringer deres muligheder for at finde produktiv beskæftigelse i fremtiden.



I studier af cargokulten har visse antropologer fremført den tese, at kultens ledere ikke selv troede på de ritualer, som de fik deres tilhængere til at udføre, men at kulten blot var et ideologisk system til at bevare og styrke ledernes magtposition.



Selv om denne analyse ganske givet har noget på sig, så vil jeg alligevel fremføre en anden tese: Mens amerikanernes indtog på øerne har åbnet de oprindelige indbyggeres øjne for en type af varer og velstand, som de ikke indtil da havde kendt, så har soldaternes tilbagetrækning sikkert medført en pludselig nedgang i øernes velstand. Så måske skal vi snarere se cargokulten som de lokale lederes velmente og heroiske, men ikke desto mindre impotente forsøg på at imødekomme deres undersåtters urealistisk opskruede forventninger om flere varer og velstand. På lignende vis er jeg overbevist om, at alle partier bag ambitionen om flere akademikere har et ægte ønske om at bevare Danmark som et vidensøkonomisk smørhul i verdensøkonomien. En fremtidig satsning på uddannelse af flere akademikere er deres bedste bud på, hvordan det skal lade sig gøre. Spørgsmålet er imidlertid, om vi alle sammen i stedet burde forberede os på en fremtid, hvor vi ikke længere kan regne med, at en uforholdsmæssig stor del af verdens goder på forunderlig vis fortsat finder vej til vores vidensøkonomiske landingsbane.