EU-pres på ytringsfriheden

Den tværpolitiske enighed om nødvendigheden af hate speech-lovgivning bør få et skud for boven med von Trier-sagen. Den viser de absurde resultater ved at vælge at kriminalisere ord. Danmark må som under Muhammed-krisen insistere på ytringsfrihedens fundamentale værdi.

Den franske anklagemyndighed har for nylig anmodet politiet i Danmark om at afhøre filminstruktøren Lars von Trier. Anmodningen sker på baggrund af, at de franske myndigheder har iværksat en undersøgelse af von Trier for overtrædelse af den franske presselov, der bl.a. forbyder, at »undskylde krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden« samt »opfordringer til had«.

Undersøgelsen skyldes von Triers kommentarer under Cannes-festivalen, hvor han bl.a. udtrykte ”forståelse” og ”en lille smule sympati” for Hitler, at han var ”nazist” og udtalte, »at han kun ville være en ”anden-rangs jøde«, og at han godt kan lide jøder, men ikke ”for meget” på grund af Israel. Disse kommentarer har fået en række krænkede individer og en forening til at anmelde von Trier til politiet. En anmeldelse som de franske anklagemyndigheder altså nu har valgt at tage op. De fleste vil være enige om, at Lars von Triers bemærkninger på Cannes-festivalen både var pinlige og malplacerede, og at forsøget på at ironisere over nazismen og Hitler faldt til jorden med et brag. Men det kræver en kombination af ond vilje og ekstrem sensitivitet, hvis man som Dansk Folkepartis Søren Espersen påstår, at kommentarerne var udtryk for opfordringer til had mod jøder og glorificering af Hitler og Nazityskland. Kommentarerne var mere tåkrummende end hadefulde. Von Trier vil da også have gode chancer for at vinde en sag ved Menneskerettighedsdomstolen, hvis han skulle blive dømt i Frankrig. Og det er ikke fuldstændigt utænkeligt, at von Trier bliver dømt, hvis han bliver tiltalt.

Den franske presselov med dens ”hate speech”-bestemmelser er blandt de mest vidtgående i Europa og medfører drastiske indgreb i ytringsfriheden. Talrige prominente personer inklusiv 60'er ikonet Brigitte Bardot, den amerikanske Princeton-professor Bernard Lewis og forfatteren Michelle Houellebecq er blevet retsforfulgt for nedsættende udtalelser om jøder, muslimer, sorte og andre grupper. Også for udtalelser der i Danmark ville være straffrie. Eksempelvis blev en jødisk historiker idømt en bøde for at have skrevet en bog, hvor han gav Vatikanet og katolicismen en del af skylden for Holocaust, hvilket ifølge domstolene krænkede kristne. I februar blev den franske journalist og kommentator Eric Zemmour idømt en bøde efter at have udtalt, at de »fleste narkohandlere er sorte og arabere« under en debat om det franske politis mange visitationer af etniske minoriteter.

En række franske organisationer har specialiseret sig i at føre sager på vegne af ”krænkede” grupper. Hermed forsøger disse organisationer at sætte grænser for hvilke emner, der kan debatteres frit i Frankrig. På den måde risikerer man at amputere den offentlige debat om væsentlige emner, hvor opmærksomheden fjernes fra reelle problemer til spørgsmålet om, hvorvidt kritiske udtalelser nu også var for vidtgående og bør straffes. Selv når den anklagede bliver frifundet udgør retsforfølgelsen en ofte succesrig strategi, fordi den anklagede sværtes til som racist og bliver tvunget til at bruge tid og penge på sagen, hvilket givetvis resulterer i, at mange tænker sig grundigt om, før de udtaler sig på en måde, der kan forekomme for kontroversiel.

Mange danskere vil nok mene, at det virker som en urimelig begrænsning af ytringsfriheden at retsforfølge von Trier for hans kommentarer. Men læren af von Trier-sagen er ikke at finde frem til den ”rette balance” mellem kriminalisering og ytringsfrihed, når det gælder krænkende udtalelser. En sådan balance findes ikke. For hvilke ytringer, der er tilstrækkeligt krænkende, vil altid være subjektivt, og man kan kun sikre sig, at alle grupper føler sig tilstrækkeligt beskyttede, hvis man vælger den laveste fællesnævner. Der er som bekendt dem, der mener, at Muhammed-tegningerne er sammenlignelige med anti-semitiske karikaturer i Der Stürmer, og dem, der mener, at tegningerne er ganske uskyldige. Blandt muslimer var der dem, der trak på skulderne, og dem, der var klar til at slå ihjel for profetens krænkede ære.

I det hele taget bør den tværpolitiske enighed (DF og LA undtaget) om nødvendigheden af hate speech-lovgivning få et skud for boven med denne sag, som viser hvilke absurde resultater, der opstår, når man vælger at kriminalisere ord. Velkonsoliderede liberale demokratier med tradition for fri debat og velfungerende institutioner har intet at frygte fra en fri debat, der også tillader skingre, ubehagelige og ekstreme ytringer.

Tværtimod bør det være et uomgængeligt krav, at man som borger i et demokrati, hvor flertallet kan vedtage begrænsninger, som man er uenig i, i det mindste har lov til at kritisere flertallets beslutninger, uanset hvor vanvittig kritikken måtte forekomme. I modsat fald er det nemmere for ekstremisten at overbevise sig selv i det legitime i at kortslutte demokratiet og skride fra ord til handling. For hvis demokratiet har besluttet, at man ikke engang må give udtryk for sine holdninger, hvorfor så respektere demokratiets øvrige spilleregler, herunder kravet om at forandringer skal være fredelige, og at staten har monopol på brug af magt?

Sagen bør også være et vink med en vognstang til den del af centrum-venstre, der under Muhammedkrisen havde det svært med at forsvare ytringsfriheden, fordi man ikke brød sig om indholdet og afsenderen. For som von Trier-sagen viser, kan vilkårlige straffebestemmelser, der knytter sig an til subjektive kriterier, meget let gå udover dem, som man mener hører til det gode selskab. Men von Trier deler skæbne med mange andre europæiske kunstnere, der i lande som Østrig, Storbritannien og Rusland har fået censureret eller er blevet straffet for ”krænkende” værker. Hvis man mener, at det er vigtigt at forsvare Lars von Triers ytringsfrihed, selvom hans kommentarer har krænket en række personer, må man også forsvare retten til at trykke Muhammed-tegninger eller i øvrigt udtrykke sig på en måde, som individer eller grupper finder krænkende. I modsat fald bliver forsvaret for ytringsfriheden afhængig personlige præferencer snarere end principper.

Von Triers mulige retsforfølgning i Frankrig viser nu også det utilgivelige i, at en dansk regering ikke nedlagde veto mod EU's Rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, der blev vedtaget i 2008. Rammeafgørelsen har gjort hate speech-lovgivning til en EU-retlig forpligtelse, hvis nærmere indhold vil blive defineret af EU-domstolen. Hvis rammeafgørelsens forpligtelse til at kriminalisere hate speech fortolkes som værende nærmere den franske end den danske forståelse, vil Danmark, selv med rammeafgørelsens særlige danske fingeraftryk (se min artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 2011.B215) skulle ændre racismeparagraffen og retsforfølge langt flere personer for langt mildere udtalelser, end det er tilfældet i dag.

Rammeafgørelsen har legitimeret et stigende pres på ytringsfriheden i Europa. Rammeafgørelsen åbner eksempelvis op for at inkludere f.eks. kriterier som social status eller politisk overbevisning blandt de definitioner af grupper, der ikke må krænkes. Det har flere central- og østeuropæiske lande udnyttet til at kræve forbud mod at benægte historiske forbrydelser udvidet til også at dække kommunismens ugerninger. Og hvorfor ikke?

Hvis det skal forbydes at benægte Holocaust, hvorfor så ikke også Stalins forbrydelser, som krævede endnu flere menneskeliv? Også europæiske foreninger, der repræsenterer homoseksuelle og handicappede, anser et forbud mod ytringer, der krænker lige præcis disse grupper, som en særlig vigtig form for anerkendelse. Og det på trods af at homoseksuelle og handicappede (lykkeligvis) aldrig har haft bedre vilkår end nu.

En dansk regering kan naturligvis ikke blande sig i den franske anklagemyndigheds arbejde eller i en eventuel retssag mod Lars von Trier. Franske myndigheder og domstole skal følge og opretholde fransk ret. Men den danske regering bør bruge denne sag til at få sat ytringsfriheden på dagsordenen i EU, så der kan blive gjort op med den foruroligende tendens til at forbyde ytringer, Europas politikere ikke bryder sig om. Et frit land og demokrati som det danske kan nemlig ikke være tjent med at lade krænkelsesfundamentalismen sejre på bekostning af ytringsfriheden. Danmark må derfor som under Muhammed-krisen insistere på ytringsfrihedens fundamentale værdi.