Den egyptiske overraskelse

De ultrakonservative salafisters succes ved det egyptiske valg er kommet som et chok for mange.

Mens Det Muslimske Broderskabs store opbakning længe har været forudset, så er det en stor overraskelse for både egyptiske og internationale eksperter, at salafisterne så hurtigt er blevet politisk mobiliserede, organiserede - og ikke mindst at de har fået så stor opbakning. De står for en ekstremt konservativ tilgang til islam, der ikke menes at have fodfæste hos så stor en del af den egyptiske befolkning, som vælgermassen synes at antyde. Fortolkningen af det foreløbige valgresultat har derfor i høj grad fokuseret på, hvad årsagerne til denne store tilslutning kan være.

Den tredje og sidste valgrunde til valget i Egypten er lige overstået. Det endelige valgresultatet lader stadig vente på sig, men de to første runder viser en stor majoritet til de islamiske partier anført af Det Muslimske Broderskabs parti (Freedom and Justice Party) med ca. 40 pct. af stemmerne. Dernæst kommer det ultrakonservative salafistisk orienterede Al-Nour-parti med ca. 25 pct. af stemmerne, efterfulgt af det islamiske Al-Wasat- parti med omkring 5 pct. af stemmerne.

Den egyptiske tænketank Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies (ACPSS) har med støtte fra Dansk Egyptisk Dialog Institut (DEDI) under et fælles projekt med Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) udført en række meningsmålinger op til valget i Egypten, der har vist en stejlt stigende tilslutning til Al Nour partiet siden den første undersøgelse i august 2011, hvor tilslutningen til partiet lå på omkring 5 pct.

Begrebet salafist refererer til en fortolkning af islam, som søger at genetablere islamisk tro og praksis, sådan som den blev udlevet på profeten Muhammeds tid. Salafisterne mener, at muslimer ikke må gøre oprør imod en muslimsk leder. Først i det øjeblik lederen eller samfundet generelt ophører med at være muslimsk, er voldeligt oprør i orden.

Denne definition, som kræver en subjektiv vurdering, har ført til, at et mindretal har tyet til voldeligt oprør, imens flertallet af salafister traditionelt set har levet en apolitisk tilværelse.

Men oprøret i Egypten betød, at der under januarrevolutionen på Tahrir Pladsen også opstod et spirende politisk engagement blandt Egyptens salafister. Med præsident Mubaraks fald dannede en gruppe salafister partiet Al-Nour, der var den første salafistorganisation, som i maj 2011 ansøgte om at blive et politisk parti og fik tildelt officiel status som parti den 12. juni 2011.

Partiet har på blot seks måneder organiseret sig, mobiliseret frivillige og er blevet Egyptens næststørste parti. Der er flere forklaringer på den enorme tilslutning.

Den franske politolog Stephane Lacroix, bosat i Kairo siden januar, peger på, at vælgerne ser salafisterne som et markant brud med det gamle regime. De har været forfulgte og undertrykte under Mubarak og har derfor en alenlang distance til det gamle system. Mange af de liberale partier er blevet stiftet af personer, som har levet godt under Mubarak-regimet. Derfor fremstår islamisterne og i særdeleshed salafisterne som de reneste politiske aktører. Et kryds ved salafisterne opfattes som en stemme på forandring.

Stephane Lacroix mener ikke, at vælgerne skelner skarpt imellem Det Muslimske Broderskabs Freedom and Justice Party og salafisternes Al-Nour Party.

Medlemmerne af begge partier har en høj grad af religiøs legitimitet, og begge partier opnår troværdighed ved, at flere af deres medlemmer har betalt en høj pris, mange af dem flere år i fængsel for deres politiske engagement eller religiøse tilhørsforhold under Mubarak-regimet. Salafisternes Al-Nour-parti adskiller sig fra de mulimske brødres Freedom and Justice-parti ved at være langt mere radikalt i sine krav til et islamisk udgangspunkt for samfundet - og står derfor i manges øjne som konsekvent forsvarer for islam, hvor de ser Freedom and Justice-partiet som et mere principløst, stort parti, som alle ville kunne stemme på.

Direktøren for den egyptisk ledede tænketank Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies (ACPSS), Diaa Rashwan, anfører, at den store tilslutning til de islamiske partier skal ses som et udtryk for protest. Protest imod det gamle regime, som i årtier har undertrykt de islamiske bevægelser. En proteststemme imod det, der i udbredt grad i befolkningens øjne er blevet anset som en smædekampagne fra de liberale partier og mediernes side imod salafisterne. Disse har siden valget blev skudt i gang, advaret befolkningen imod at stemme på de salafistiske partier, fordi de populært sagt så kunne vinke farvel til musik og dans i fremtiden.

Mens Det Muslimske Broderskab har opbakning i alle lag af samfundet, og de liberale partier fortrinsvis har opbakning hos den veluddannede middelklasse i storbyerne, så henter Al-Nour-partiet hovedsageligt stemmer hos de fattigere lag af den egyptiske befolkning.

Det viser analyser lavet af Dansk Egyptisk Dialoginstitut. De fattiges præference for Al-Nour-partiet har bidraget til uforudsigeligheden af valgudfaldet fordi denne befolkningsgruppe i højere grad end andre har været i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds helt op til valgdagen.

Samtidig er de fattiges stemme en stor del af forklaringen på den store tilslutning til Nour Partiet, fordi partiet har mobiliseret vælgere, der ellers ikke normalt stemmer i særlig grad til parlamentsvalg.

Men man skal heller ikke underkende, at meget store dele af Egyptens befolkning er dybt religiøse. Meningsmålinger fra PEW Research Center fra april i 2011, altså forholdsvis kort tid efter Mubaraks fald, viser, at 71 pct. af de adspurgte bakkede op om demokrati. Samtidigt mente 62 pct., at landets love strikt burde følge Koranen. Derudover erklærede hele 80 pct. af de adspurgte sig enige i, at religiøse ledere spiller en positiv rolle for samfundsudviklingen. Der er en høj grad af tillid til, at salafisterne vil være mere leveringsdygtige af social retfærdighed (tiltaler de fattige) og mere redelige politikere på grund af den høje moral, der forventes at følge med, når man er et religiøst menneske.

I Egyptens tidligere valg har partiers og kandidaters tilknytning til indflydelsesrige klaner og familier haft stor betydning for, hvem, der blev valgt til parlamentet. Al- Nour-partiets tilslutning overgår langt den tilknytning til de familier, der associeres til partiet, og partiet har sågar som en del af sit politiske program stærkt slået til lyd for et brud med klanernes magt, da dette har været en del af Mubarak regimets magtbase.

På paradoksal vis præger Al Nour-partiet, der ellers ikke er berømt for sin tilslutning til demokratiets frihedsrettigheder, altså en udvikling hen imod en mere demokratisk præget vælgeradfærd, hvor folk stemmer på det ud fra ideologisk og politisk observans og ikke på grund af tilhørsforhold til en bestemt klan.

Salafisterne oplevede - allerede før Det Arabiske Forår - en voksende tilslutning i Egypten. Men det var i form af en afpolitiseret, ultrakonservativ missionerende bevægelse, som var begyndt at vinde indpas efter mange års undertrykkelse af islamisterne og enhver anden form for politisk opposition til Mubarak-regimet.

Selvom salafisterne var organiserede i netværk, havde de ikke ligesom broderskabet en stærk organisation at læne sig opad, da de valgte at organisere sig partipolitisk. Men på kun seks måneder har salafisterne stablet en velorganiseret struktur på benene, der har formået at nå ud til de fattiges dele af det egyptiske samfund.

Diaa Rashwan fra ACPSS påpeger i øvrigt, at salafisterne ligesom broderskabet har været gode til at mobilisere vælgere til at komme til valgurnerne. Blandt andet ved at samle vælgerne i grupper om morgenen på valgdagen for at følges til valgstederne.



Det er umuligt at spå om, hvordan salafisterne vil klare sig ved fremtidige valg i Egypten. Men et studie af islamistiske partiers valgdeltagelse, som blev offentliggjort i Journal of Democracy sidste år, viser, at islamistiske partier ofte vinder det første reelt frie valg efter årtier med et undertrykkende sekulært styre.

Men derefter går det i reglen støt ned ad bakke ved efterfølgende frie valg. Samtidigt hermed er tendensen, at de islamistiske partier gennem deltagelsen i politik bliver mere demokratiske på sigt.