Magt korrumperer total magt totalt

Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske.

Jeg ved det jo godt, for jeg har hørt det så mange gange: Religionen er farlig. Den skal helst ud af det offentlige rum, så man ikke slår sig på den. I øjeblikket kæmper de religionsforskrækkede for forbud mod alt, hvad der lugter af organiseret religion, læs kristendom. Man ønsker salmesangen ud af skolen, korset ud af studenterhuen og Jellingstenens kristusfigur ud af passet, selv om det er en del af det danske samfunds kulturelle arv. Man samles i foreninger for fred for kirkeklokkers bimlen, og enhver lejlighed benyttes til at fremhæve det urimelige i folkekirkens særstatus som en del af det danske samfunds officielle religion. Det er simpelthen udemokratisk, ligesom det er en demokratisk menneskeret at slippe for at ligge på kirkegården mellem kors og kristne, selv om jeg ikke forstår, hvad det kan skade, hvis man slet ikke tror på nogen gud.

Men der er en forskel på religionsfrihed, dvs. at have ret til selv at kunne vælge, hvad man vil tro på uden en statsmagts magtpålæg, og så helt slippe for at møde religion eller religiøse mennesker i det offentlige rum. Fra den tidligere regeringsleder Anders Fog Rasmussen så det ud til at være et forsøg på at hindre konflikter at få tørklæder og andre islamfunderede traditioner ud af det offentlige rum. Fra nyateistisk hold er det en håndfast tro på, at den rene fornuft er nok til at styre både enkeltmenneske, samfund og magtapparat i en fornuftig gænge uden magtmisbrug eller andet af samme grimme skuffe. Fra venstrefløjen var og er det stadig en ubetvivlelig mistillid til religion i det hele taget gamle Marx tanke om religion som ”opium for folket”, det middel som kapitalisterne bruger til at holde sultens slavehær i tømme, spøger stadig.

Står det til mig, skal religionen ikke udryddes. Heller ikke den omstridte folkekirke. Ikke så meget af hensyn til kirken som til folket - og demokratiet. Og demokratiet er vi da glade for, selv om vi brokker os meget.

Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 - med klar hentydning til Bibelen.

Kristendom og demokrati er ikke født samtidig, men de er vokset op sammen i en europæisk græsk-kristen familie med de familiestridigheder, der hører til i enhver familie. Demokratiet er storebror, ca. 500 år ældre end kristendommen, men den politiske frihedstanke, som fødtes i Grækenland blandt de - få - frie borgere, blev glemt en tid, inden den kristne frihedstanke tog form. Og der lå den indtil Renæssancen i 1500-tallet. Til gengæld blev den kristne frihed et uudsletteligt begreb i kristendommen, som indgik i demokratitanken, da den igen i 1700-tallet tog form.

Det er ikke bare Paulus, der teologisk samler og formulerer den sag i Galaterbrevet kap. 5, hvor de tåbelige galatere får på hatten, fordi de ikke har forstået, at de ved Jesu Kristi død og opstandelse for deres skyld er sat fri fra at skulle frelse sig selv ved at overholde den gamle jødiske lov om omskæring, spiseregler, sabbatsbud og meget mere. Det er også, hvad Jesus selv siger og gør, når han på en sabbat helbreder og lader sine disciple samle aks og i den forbindelse siger, at »sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld«. (Mk. kap.2,23-28).

Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske.

Det er ikke en frelsessag. Den side af sagen skærpes med Luther i 1500-tallet, så nu er hænder og hoved for alvor sat fri til at gå ud i verden og gøre det, man kan gøre - og lidt til.

Gud har givet os hovedet, for at vi skal bruge det og ikke lade det hænge på knagen derhjemme, når vi bevæger os ud i samfundet.

Men hovedet, viden og fornuft er ikke nok for mennesker at leve deres liv på. Det viser historien med al ønskelig - og også uønskelig - tydelighed. Da religionen forsvandt, kom der nye ”pseudoreligioner ” ind ad bagdøren, hvad enten det som i nationalsocialismen blev ”folket”, eller det i marxismen blev ”den arbejdende klasse” eller ”ideologien”, der pr. definition havde ret til den totale magt. Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.

Historien viser med andre ord, at selv om ægte tro og religion ikke kan hales ind på banen af sociale grunde, så er den socialt set en nødvendighed, fordi den udgør en instans, der forpligter os ud over vort eget. Religion giver os et sprog og et begrebsapparat, der holder os ansvarlige for både den skabte verden og medmenneskeligheden i verden.

Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser.

Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip - ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne.

Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre - på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager - begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum. Om end ikke dominant.