Masseuniversitetets tid

Man kan ikke ændre alt og derefter sige, at intet er ændret på universiteterne. Revolutioner er blodige. Et af de første ofre er Linda Koldau på Aarhus Universitet.

I slutningen af 1960'erne ophørte universitetet med at være et eliteuniversitet styret af professorerne. Universitetet blev et masseuniversitet styret af de yngre lærere og de studerende. Der var store hold dengang i 1970'erne. Jeg husker på Engelsk Institut, hvor jeg var ansat, at der begyndte 10 parallelhold. Det samme var tilfældet på de andre studier. Mange faldt fra. Der kom stor akademikerarbejdsløshed. I 1980'erne indførtes derfor adgangsbegrænsning. I løbet af 1990'erne begyndte der langsomt at komme visse reformer, men så under VK skete den største revolution i universitetsverdenen siden begyndelsen af det 18. århundrede. Det var ikke noget, Helge Sander fandt på. Den nye universitetsreform er skabt af nogle transnationale eller globale eliter og derefter tilpasset forskellige lokaliteter. Dannelse og videnskab er underlagt McKinsey & co.'s regime, som det er blevet beskrevet af den tyske sociolog Richard Münch. Det nye universitet er et såkaldt ”corporate university”, dvs. universitetet som et slags firma.

Herhjemme blev det nye universitets idé formuleret af Helge Sander med ordene ”Fra tanke til faktura”. Denne idé realiseres nu af den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard. Universitetet skal være nyttigt. Det skal bidrage til vækst og velfærd, og det skal styrke konkurrencestaten Danmark på det globale marked. Vi skal alle bidrage til artikelproduktionen. Det vil sige, at vi alle skal skrive mange artikler på engelsk, hvorved vi får point og penge. Der er ingen, der skal læse disse ting. Der er tale om produktion for produktionens skyld. Det siger sig selv, at der går en masse tabt ved en sådan radikal revolution. Hvad går tabt? Dannelsen - herunder dansk litteratur, klassisk musik og teologi. Disse unyttige ting. Alle lader, som om det hele er det samme. Men man kan ikke ændre alt og derefter sige, at intet er ændret. Revolutioner er blodige. Et af dens første ofre er Linda Koldau.

Hvordan kan det gå til, at en ung, tysk professor, Linda Koldau, har kunnet ryste hele Aarhus Universitet og skabe vrede hos de mange dekaner, prodekaner, brandingchefer, institutledere, studieledere, informationsmedarbejdere og undervisere på musikvidenskab, IÆK, Arts og Aarhus Universitet? Hvorfor er man gået så voldsomt til værks, og hvorfor vil de fyre hende? Hun har afsløret for meget. Hun er en systemkritiker og dissident. Hun har tilladt sig at sammenligne AU med DDR. Den samme sammenligning finder vi førende tyske sociologer komme med. Det er ikke noget nyt.

IÆK? Hvad er det? Det er det store institut, hvor Linda Koldau er ansat. Det er tværfagligt og beskæftiger sig med intet mindre end verden, dvs. den hyperkomplekse multikulturelle globaliserede verden. Alligevel har man ikke kunnet håndtere dette ”clash of civilisations”, som det har været, da de skulle forsøge at integrere en enkelt tysker. Det er, som om hun kom fra en anden klode. Det kunne være interessant at analysere hele affæren som en slags indvandrerhistorie. Måske har hun afsløret, hvor provinsielt og lukket universitetet er. Hun har afsløret universitetets managementelites luftguitarretorik. I al fald er hun blevet helt bogstaveligt den syndebuk, uden hvem ”fællesskabet” ikke kan fungere. Hun har nemlig et andet syn på musikvidenskab end musikvidenskaben i Aarhus.

På en hjemmeside for musikvidenskab kan man se et billede af en ung mand, der spiller tromme. Det ligner en reklame for en efterskole. Under billedet finder man denne tekst: et eksempel på en intens, udfordrende og pokkers hyggelig studieoplevelse er eksamen i rytmisk arrangement, som strækker sig over 14 dage. Eksamen er blevet til en hyggelig oplevelse; gad vide, om der var en statslig censor, der bedømte denne eksamen. Dette er et billede på det nye universitet. Målet er fast education. Dekanen for Arts, sinologen Mette Thunøe, har udtalt, at målet med et universitet ikke er viden, men handling. Læs lige det en gang til. Målet er ikke viden. Den unge mand med trommerne handler. Han gør noget. Han gør måske en forskel. Han gør nemlig som alle andre unge. Men hvad ved han mon om Buxthehudes kirkemusik? Da jeg så billedet, kom jeg til at mindes musikprofessor Søren Sørensen, der var rektor, da jeg begyndte.

Han var ekspert i Buxthehudes musik. Linda Koldau minder på sin vis mere om ham, end de nye kollegaer, hun fik. Han modtog os, da vi ankom. Han var rektor fra 1967-71. I de hårde år. Og vi gik hårdt til ham. Lige så hårdt, som de nu går til Koldau. Men der er en stor forskel. I 1968 var det de studerende og de yngre lærere, der gjorde oprør mod professorerne og ”statsmagten”, som det hed dengang, hvor vi også havde en radikal undervisningsminister. Onde Helge hed han. Han blev efterfulgt af Sorte Ritt. I dag er det de ældre lærere, der gør oprør - senil ulydighed kalder vi det - mens de studerende og de yngre lærere står på ”statsmagtens” eller systemets side. De har alle taget Helge Sanders vision til sig. De befinder sig godt; de protesterer ikke, men gør, hvad de får ordre til. De forsker i flok i emner, de er blevet pålagt. Individuel forskning tolereres, men alle skal forpligte sig til at bidrage til ”fællesskabet”. Tonen må ikke være hård, og vi skal udvise respekt. Alle på universitetet opfatter sig selv som forfulgte muslimer.

Og de studerende trives. De kan arbejde og studere og får god SU. De går i skole; der er klasser, som de går i. De er i grupper. De dumper aldrig. De hygger sig som vores trommeslager. De har lektier for til hver time. De nægter at købe bøger. De får det hele på pdf-filer. Man kunne derfor sagtens skære i SU'en, for der er reelt tale om, at undervisningsmidler stilles gratis til rådighed. Til eksamen gengiver de lærernes power-point lysbilleder (slides hedder de). De skal gå til timer. Der er mødepligt i 75 pct. af tiden, så de kan blive væk cirka tre gange, og det gør de. Da de skal sidde til timerne, skal tiden gå: De fleste sidder med computeren foran sig og ser på Facebook eller film. Universitetet er i dag et undervisitet, som religionsfilosoffen K. E. Løgstrup så profetisk sagde for 40 år siden. God undervisning er god underholdning.

Linda Koldau blev ”kaldet” til professor, som det hedder i sjældne tilfælde. Universitetet ville gerne have et ”fyrtårn”. Stillingen blev derfor ikke slået op. Hun blev ansat, og hun blev betegnet som en fremragende og usædvanlig forsker. Det passer. Hun troede, hun blev ansat på et universitet, der bedrev videnskab, men så opdagede hun, at det ikke var et universitet, men en skole, sådan som jeg har beskrevet det. Hun fandt ud af, at de musikvidenskabsstuderende ikke vidste, hvem Mozart og Vivaldi var. Og at de ikke kunne noder. Det kunne de ikke, for de studerede ”musikkultur”, der er noget andet, men vel stadigvæk baseret på videnskab. Jeg kunne nævne masser af lignende eksempler. Havde et hold til eksamen, hvor ingen vidste, hvad årstallet 1864 henviste til. Der var en, der gættede på en krig. En anden havde stort besvær med at sige, hvornår Mellemkrigstiden var. Og endnu en mente, at Luther var amerikaner.

Er det de studerendes skyld? Nej, det er det ikke. De er kvikke, friske og velformulerede. De ved alt om populærkultur, og det kommer derfor til at styre udbuddet af undervisning. Ingen ville gide komme til et seminar om Henrik Pontoppidan eller Thorkild Bjørnvigs lyrik, men gerne til et om Lady Gaga - altså på Nordisk. Er det så gymnasiets og den nye reforms skyld? Nej, den passer som fod i hose til det nye corporate university uden fag, eller hvor alt er tværfag. Og vi skal ikke glemme, at alt det her er sket under VK-regeringen støttet af Socialdemokraterne.

Den universitetsreform, som vi har oplevet de sidste år i hele Europa, er den største reform siden det moderne universitet blev til i Berlin i 1810. Det er klart, at med så store reformer eller så radikal en revolution, da må noget gå tabt.

Det bedste symbol på, hvad der måtte forsvinde, for at de nye kunne komme til, var Det Teologiske Fakultet. Dette fakultet var oprindelsen til universitetet i Europa og til dels i Aarhus. Nu er det væk. De sidste rester findes på et Institut for Kultur og Samfund. Dernæst er dansk litteratur stort set udryddet til fordel for luftige teorier om globalisering og medialisering.

Universitetet har opgivet at bidrage til at opretholde kulturarven og historien. Fortiden er udryddet, og den kommer aldrig tilbage. Der vil i fremtiden ikke være nogen, der kan undervise i Holberg, Ibsen, Grundtvig, Claussen og Jensen, men de vil kunne så meget andet. Når man ophører med at undervise i disse kanoniske forfattere, forsvinder de ganske enkelt, og det samme gælder den klassiske musik. Hvis musikvidenskab ikke satser på Carl Nielsen og Otto Mortensen, Grieg og Stenhammer, Elgar og Williams, forsvinder de, og derefter forsvinder publikum til dem.

De evindelige musikfestivaler fra Vig, Samsø til Roskilde vil overleve uden universitetets medvirken. Vi kan roligt overlade dem til markedet.

Universiteterne er nyttige for konkurrencestaten Danmark. Universiteternes mål er i dag kun uddannelse. De skal sikre vækst og velfærd. De er underlagt en nødvendighed af stål. Men dannelsen er væk.

Gad vide, om det ikke kunne blive folkehøjskolens opgave at bevare det, som Aarhus Universitet har smidt væk. Som man kan se, er der på et sådant universitet ikke brug for en tysker, der ved en masse om musik. Hun ved sikkert ikke engang, hvem Lady Gaga er.