Det mener JP: Svagt skatteforlig

Naturligvis må man glæde sig over, at skatten sættes ned. Alt andet vil være urimeligt i et land med en marginalskat på 63 pct. Men når det er sagt, er der svært at finde de positive ord frem om det forlig, som regeringen indgik i aftes med Dansk Folkeparti.

Kort sagt savner forliget nytænkning og ikke mindst mod til at slå ned der, hvor effekten vil være størst: at sænke topskatten og øge beskæftigelsesfradraget, så det alt i alt bliver mere attraktivt at arbejde.

Aftalen slår med kirurgisk præcision ned på de vælgergrupper, regeringen og Dansk Folkeparti bejler til. Men samfundsøkonomisk er det svært at forsvare, at 9,5 mia. kroner blandt andet bruges på at give hver eneste skattepligtige borger i Danmark ekstra 1.000 kroner om året, uanset om de bidrager til fællesskabet eller ej.

Men det har formentlig været prisen for at få Dansk Folkeparti med på en aftale - i de regneeksempler, regeringen i går lagde frem, var det betegnende nok pensionister, Dansk Folkepartis kernegruppe, der blev brugt som eksempel. Men intet blev nævnt om, at skattelettelsen også kommer alle de øvrige på overførselsindkomster til gode.

Det er dog positivt, at det højere beskæftigelsesfradrag indfases allerede til næste år. At få de mange, som i dag er på overførselsindkomst, ind i reelle job bør stå helt centralt og er en udfordring, der bør kunne overvindes i en tid med historisk høj beskæftigelse, men det er beskæmmende, at hele forliget kun øger det samlede arbejdsudbud med 7.300 personer. Også her bør ambitioner være højere.

De største vindere af gårsdagens forlig bliver den store gruppe, der frem over slipper for at betale mellemskat. Det er netop de offentligt ansatte, hvis utilfredshed kan true regeringen.

Når forliget er fuldt indfaset, vil arbejdsindkomster mellem 304.000 og 365.000 kr. slippe for at betale mellemskat. Det bør i sig selv lægge en dæmper på de opskruede forventninger til forårets overenskomstforhandlinger.

Men det er uforståeligt, at tjener de blot en smule mere, så ryger de op i den høje topskat. Det er i hvert fald ikke et incitament til at få eksempelvis sygeplejersker til at arbejde ekstra for at bringe ventelister ned. Og det er mere end tvivlsomt, at kvalificerede mennesker med gode uddannelser lader sig friste af netop Danmark, når de opdager, hvad prisen er for at få job her.

Uagtet at parterne har aftalt, at de skal se på topskattegrænsen igen i 2009, skal man være gjort af særligt konservativt stof for at kalde det en sejr. Sagen er, at de konservative har lidt et eklatant nederlag og nu på den hårde måde har måttet sande, at de ikke kan komme igennem med kravet om lettelser i topskatten. Partiet er nemlig stødt på det dogme, der hersker i dansk politik om, at ingen må få mere end andre, og at alle skal stilles lige.

Desværre har den oprindelige finansieringsmodel overlevet. Skattelettelser betales ved, at energiafgifterne hæves. Det betyder, at det bliver dyrere at varme boligen op og bruge bilen.

Alt i alt har statsminister Anders Fogh Rasmussen betalt en høj pris for at bevare den stabilitet, der hidtil har præget hans regeringsperiode.

Han spillede højt spil ved at lægge et forslag frem, som han på forhånd måtte have vidst, at der ikke var flertal for. Det store sats på en kvalitetsreform druknede i skattedebatten, som på et tidspunkt så ud til at skubbe regeringen mod afgrunden.

Men nu er forliget indgået. Og så gælder det om at få debatten på sporet igen og få indgået et bredt forlig om den kvalitetsreform, som den offentlige sektor trænger til.

Derfor er det på tide at holde inde med kaglende snak om valg i utide. Efter at regeringens nok vanskeligste knast er ryddet af vejen, er der al mulig grund til at genoprette roen og trække i det politiske arbejdstøj.

JP