Leder: Dansk PÆN

MAN skulle tro, at forfulgte forfattere, overgreb på ytringsfriheden og knægtelse af almindelige principper for mellemmenneskelig dialog lige var noget for Dansk PEN at engagere sig i med liv og sjæl.

Sådan var det vist også engang. Sådan var PEN i hvert fald tænkt. Men i de senere år er den agtværdige forening blevet så underligt håndsky.

Senest vidner PEN's krampagtige forsøg på for enhver pris at undgå at tage den somalisk-hollandske forfatter og kvindeaktivist Ayaan Hirsi Alis oprørende skæbne på sig om foreningens intellektuelle og moralske deroute.
At Hirsi Ali - sammen med Salman Rushdie - hører til denne verdens mest truede forfattere, kan der da umuligt herske to meninger om.

Alligevel hedder det fra PEN, at når hun næppe kan komme i betragtning til regeringens flot anlagte fribyordning, som skal give forfulgte forfattere et tilholdssted, skyldes det, at hun ikke står på en bestemt liste over forfulgte forfattere - og at hun først i de senere år er blevet kendt som forfatter.

Drømmer man - eller er det et mareridt i fuldt dagslys? En grotesk teknikalitet bliver PEN's alibi for ikke at gøre sig til ét med Hirsi Alis skæbne. At Hirsi Ali ikke skulle være en eminent forfatter er simpelt hen et propagandafif fra PEN's side, lanceret til lejligheden. De, der har læst hendes dybt bevægende bøger, alle udkommet på dansk på Jyllands-Postens Forlag, vil tage sig til hovedet.
For Dansk PÆN handler det tydeligvis om ikke at støde an; ikke at risikere en for hård dialog med dem, der vil Hirsi Ali og ytringsfriheden det ondt. Ytringsfriheden skal omgås med pli og ynde, og tonen skal være dannet og afdæmpet som blandt søde hattedamer. Civiliseret samtale foregår mellem dem, der i forvejen er enige.

Sådan var det under Muhammed-krisen, og det er åbenbart fortsat foreningens svar på udfordringen fra formørkede kræfter. Det nærmer sig en parodi.

Det er i hvert fald oprørende, at sådanne signaler kommer fra en forening, som blev grundlagt for at hjælpe forfattere, der sætter livet på spil for det frie ord. Er der da ingen grænser for, hvor meget man vil lade sig intimidere?