Forbuden tale

Det er vanskeligt at bekæmpe et problem, hvis ikke man må kalde det ved rette navn. Det er vanskeligt at indkredse problemet, hvis man er tvunget til at anvende omskrivninger, eufemismer og besynderlige hentydninger, og så længe man ikke har indkredset problemet, er det vanskeligt at udtænke løsningsforslag.

Problemet er kriminelle indvandrere i flere generationer fra muslimske lande, og sådanne indvandrere er muslimer. Det er de, fordi deres religion byder dødsstraf til renegater. Derfor er det logisk korrekt under ét at kalde indvandrere fra muslimske lande for muslimer, og når de er kriminelle, turde det vel være lige så logisk korrekt at tale om kriminelle muslimer.

Men var vor mund, for det er forbuden tale. Det fik den københavnske psykolog Nicolai Sennels at vide på den brutale måde, da han under en konference i februar i fjor påpegede problemet med baggrund i sin personlige erfaring som kommunalt ansat psykolog. Integrationsborgmester Jakob Hougaard, København, havde indkaldt en række eksperter til en konference med titlen ”Mangfoldighed og tryghed i byen”, og formålet var at samle ideer til en mere effektiv integrationsindsats.

På dette møde gjorde Nicolai Sennels rede for sine erfaringer, der blandt andet bygger på samtaler med flere hundrede kriminelle indvandrere og egentlig psykologisk behandling af omkring 150.

Efter mødet blev han indkaldt til en alvorlig samtale og fik en officiel påtale for at have udtalt sig i strid med kommunens ”værdigrundlag.” Hvad værdigrundlaget helt præcist består i, og hvad det præcist var for punkter, psykologen havde forbrudt sig imod, står den dag i dag ikke helt klart, men det var noget med generaliserende karakteristik af en bestemt befolkningsgruppe baseret på denne gruppes religiøse observans. Resten af den historie er kort fortalt, at Nicolai Sennels blev presset ud af sin stilling i Københavns kommune og i dag arbejder som psykolog i forsvaret.

Tilbage står vi med en stille undren over, hvorfor det egentlig skal være forbudt at kalde tingene ved rette navn. Hvorfor skal det være forbudt og i strid med et eller andet ”værdigrundlag” at påpege det faktum, at indvandrere fra muslimske lande, altså muslimer, er stærkt overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne? Hvorfor skal det være forbudt at omtale det faktum, at andre indvandrergrupper klarer sig fint uden at forfalde til kriminalitet - også efter at der er korrigeret for sociale problemer? Hvorfor skal det være forbudt, som Nicolai Sennels i begyndelsen af denne måned skrev i en kronik her i avisen, at påpege og punktere en række myter: At der ikke er forskel på indvandrere, at kriminaliteten alene skyldes sociale problemer, at religiøs ekstremisme kun findes i snævre kredse, og at kulturelle og religiøse faktorer er uden betydning for social og økonomisk dårligdom?

Statistikken er ikke til at komme uden om. Muslimer er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne. Det er også en kendsgerning, at den muslimske kultur i meget høj grad accepterer eller ligefrem fremmer aggression. Det er en kendsgerning, at den muslimske kultur i meget ringe grad accepterer den danske model for at tale om tingene og ad dialogens vej uden sanktioner gøre kriminelle begribeligt, at de er på gale veje. Det bliver opfattet som slaphed og animerer til ny kriminalitet. Københavns Kommune har statueret et eksempel på, at det er farligt for offentligt ansatte at sige det. Men så må andre jo gøre det.