Lov og sex

Intet i dansk lovgivning forbyder en gift mand at avle børn med andre end sin ægteviede hustru.

Blot skal han over for moderen, barnet og myndighederne stå ved sin handling og tåle de økonomiske konsekvenser, som det indebærer. Intet i dansk lovgivning forbyder en gift mand at have seksuelt samkvem med andre end sin ægteviede hustru.

Tilsvarende forbyder intet i dansk lovgivning en gift kvinde at avle børn med andre end sin mand, og intet forbyder hende at dyrke seksuelt samvær med andre mænd - eller kvinder for den sags skyld.

I de tilfælde, hvor det faktisk forekommer, kan det nok afstedkomme en del diskussioner, måske ligefrem ufred og opløsning af ægteskaber, men det er i hvert fald ikke noget, som rager myndighederne.



Set i det perspektiv skulle det være ganske uproblematisk, at en del herboende muslimske mænd engagerer sig i ægteskabslignende forhold med flere kvinder. Så længe der ikke er tale om lovformelig dansk vielse med de retsvirkninger, som det medfører, er sådanne forhold nemlig juridisk set at sammenligne med det liv, som et af gode grunde ukendt antal indfødte danske statsborgere praktiserer.

Hvad en imam i den anledning måtte messe af religiøse formularer er juridisk set ganske ligegyldigt. Det er dansk lov, der gælder, og her er et ægteskab et gensidigt, især økonomisk forpligtende forhold mellem to og kun to mennesker.

En nærmere granskning af sammenligningen afslører imidlertid tydeligt, at den er irrelevant. I de muslimske miljøer gør det i denne sammenhæng ikke større indtryk at henvise til dansk lovgivning, som blandt andet sikrer kvinderne nøjagtigt de samme rettigheder som mænd til at engagere sig i de forhold, som de ønsker, og til at bryde ud af de forhold, som de ikke ønsker.

Tværtimod er de muslimske polygamiægteskaber udtryk for en utålelig kvindeundertrykkelse, som ethvert civiliseret samfund bør reagere imod.

Det er ganske symptomatisk, at oplysningerne er kommet frem på fortvivlede muslimske kvinders egen foranledning.

Da Velfærdsministeriet gik i gang med at undersøge ikke-vestlige kvinders forhold i Danmark, havde ingen tænkt på polygami, og da slet ikke at det kunne være et problem. Det var de interviewede kvinder selv, der uopfordret i deres fortvivlelse gjorde opmærksom på problemerne.

I deres verden gælder imamers koranfortolkninger og familiernes hjemlige traditioner, som vejer tungere end en mentalt fjern dansk lovgivning. De må have deres koranfortolkninger og deres traditioner, som de ønsker, men i samme øjeblik som de kolliderer med individers frihedsrettigheder, som er beskyttet af dansk lovgivning, er det samfundets pligt at gribe ind og støtte dem, som har behov for hjælp.

Her kan det igen undre en smule, hvor alle de velformulerede danske kvindeaktivister er henne. De er så underligt fraværende i den debat, der handler om undertrykte muslimske kvinder.

Hvorfor dette svigt? Kun de fraværende kvindeaktivister selv kan give svaret. Vi andre kan blot gisne.

Mens vi venter på svaret, som måske aldrig kommer, må vi mane til beslutsom administration af dansk ret - ikke mindst på et område, hvor passivitet giver frit spil for et kvindesyn og en kvindeundertrykkelse, som er et moderne, civiliseret samfund ganske uværdig.