Ny på udebanen

En sejlivet anekdote beretter om, at Anker Jørgensen, da han som relativt ny statsminister deltog på sit første EF-topmøde i Paris i 1972, kom ud til sine embedsmænd og fortalte, at han havde skrevet under på et eller andet med, at EF skulle blive en union. Men det betød vel ikke noget, mente Anker Jørgensen. Embedsmændene holdt vistnok masken.

At anekdoten hænger ved, skyldes blandt andet, at den lidt ondskabsfuldt bruges til at illustrere, hvor grueligt galt det kan nå, når en utrænet lilleputstatsminister slippes ud blandt store statsmænd.

I aften er Lars Løkke Rasmussen for første gang på egen hånd, når han skal spise med de store på EU-topmødet i Prag. Bortset fra en meget omtalt ungdomsrejse til Afghanistan er det ikke megen energi, Lars Løkke Rasmussen har brugt på internationale relationer. Hans politiske karriere er bygget op omkring det nære: kommunal økonomi og alt, hvad dertil hører.

Der er ingen tvivl om, at statsministerembedet har fået en langt mere international profil siden Anker Jørgensens EF-debut i Paris. For det første er Danmark blevet langt mere integreret i Europa, for det andet er Danmarks udenrigspolitiske profil skærpet, og for det tredje er verden ganske enkelt gennem globaliseringen blevet vævet mere sammen.

Det var Anders Fogh Rasmussen så bevidst om, at et af de få råd, som han delagtiggjorde offentligheden i, at han ville give Lars Løkke Rasmussen, var, at han hurtigst muligt skal opbygge et internationalt netværk.

»Han får en enestående mulighed, fordi der venter en international klimakonference, og dermed kan han bygge et netværk meget hurtigt op. Jeg havde selv samme fordel, da jeg kom til som statsminister, og Danmark overtog EU- formandskabet. Det er en enestående mulighed, og den får Lars også. Det vil jeg give ham et par tips om,« lød det fra Anders Fogh Rasmussen, da han sendte stafetten videre til den tredje Rasmussen i Statsministeriet.

Ud over et fælles efternavn har de tre gange Rasmussen også et skæbnefællesskab på det udenrigspolitiske område derved, at de alle er udråbt som udenrigspolitiske underhunde.

Men både Poul Nyrup Rasmussen og i særdeleshed Anders Fogh Rasmussen har demonstreret, at den karakteristik ikke er skabt til at klæbe ved, og at det er udtryk for elitært snobberi på forhånd at nedgøre en politiker, der ikke besidder en doktorgrad i det område, han skal varetage.

Poul Nyrup Rasmussen kunne samme dag, som han var blevet statsminister, også kalde sig formand for EF. Ifølge mediebilledet dengang var både Danmark og Europa dømt til at kuldsejle under en så uerfaren leder. Men det lykkedes dog Nyrup at få lagt fundamentet for udvidelsen af EU. Nyrup voksede så meget med opgaven, at Udenrigsministeriet måtte erkende, at det ikke havde eneret på at agere udenrigspolitisk.

Heller ikke Anders Fogh Rasmussen var der store forventninger til, da han vandt valget i 2001. Fogh Rasmussen var også rundet af det nære, men havde dog været i udenrigspolitisk træningslejr i Udenrigspolitisk Nævn, foruden at han som partiformand var en flittig gæst i internationale liberale netværk. Sammenlignet hermed begynder Lars Løkke Rasmussen helt fra bunden. Men tager han bestik af Fogh Rasmussens råd, kan han på rekordtid overraske mindst lige så meget som sine forgængere.