De uønskede

Da den hollandske politiker Geert Wilders i februar i år blev forment adgang til Storbritannien, skete det med henvisning til, at hans planlagte tale og forevisning af en islam-kritisk film var en trussel mod den offentlige orden og kunne provokere vold blandt grupper i det britiske samfund.

Wilders havde imidlertid ikke truet nogen, han havde heller intet gjort, som med rette kunne fortolkes som tilskyndelse til vold. Til gengæld havde han sagt nogle ting om islam og muslimer i Europa, som andre ikke brød sig om. En britisk imam truede således med optøjer, hvis Wilders fik lov at vise sin film i Storbritannien. Den britiske regerings begrundelse for at afvise Wilders var med andre ord ikke begrundet i noget, han havde gjort eller truet med at gøre, men var alene motiveret af, hvad andre kunne tænkes at gøre mod ham.

Det var ynkeligt at høre udenrigsminister David Miliband forsvare beslutningen, og den britiske regerings orwellske fremfærd blev understreget af indenrigsminister Jacqui Smiths opfordring til fremover at beskrive islamisk terror som ”anti-islamisk aktivitet”. Det vakte ubehagelige minder om kommunistiske regimers afvisning af kritiske udlændinge, hvis ytringer kunne tolkes som trusler mod den offentlige orden og undergravende virksomhed.

I erkendelse af, at Wilders-sagen ikke var god for regeringen, har indenrigsminister Jacqui Smith netop offentliggjort en liste på 16 såkaldte ekstremister, der er forbudt indrejse i Storbritannien. Det sker med henvisning til, at regeringen ønsker at oplyse omverdenen om, hvilken adfærd Storbritannien ikke ønsker at tolerere. Listen tæller en amerikansk radiovært, der siger tåbelige ting, men hvem gør ikke det; en obskur kristen prædikant og hans datter, der fordømmer abort og homoseksualitet, en jødisk ekstremist på Vestbredden, to nynazister fra Rusland, som afsoner straffe for vold mod indvandrere, et tidligere medlem af Ku Klux Klan og en gruppe islamiske prædikanter og militante, hvoraf en har afsonet 30 års fængsel for at have dræbt fire israelske soldater og en fireårig pige.



Listen er problematisk. For det første er den udtryk for en manglende skelnen mellem ord og handling. I et demokrati skal der være forskel på kriminelle handlinger og på at sige ting, som folk kan føle sig provokeret af. Der er forskel på at plædere for en tilbagevenden til kalifatet og at opfordre muslimer til at dræbe jøder. Det er forbeholdt diktaturer at kriminalisere meninger, ikke demokratier, men desværre sker der i disse år et skred i Europa, hvor der ikke længere skelnes principielt mellem tilskyndelse til vold og såkaldt ”hadefuld tale”, som er blevet et bekvemt instrument for de politisk korrekte til at lukke munden på dem, de er uenige med. For det andet er listen udtryk for en farlig tendens, ifølge hvilken den britiske regering ser det som sin opgave at afgøre, hvilke synspunkter landets vælgere kan tåle at høre og ikke tåle at høre. Det kan imidlertid aldrig være en regerings opgave at optræde som smagsdommer. Den skal sørge for, at landets love bliver ført ud i livet. Endelig er listen et bizart eksempel på den politiske korrekthed forklædt som hensyn til Storbritanniens sikkerhed. Når man ser listen, skulle man tro, at de seneste års styrkelse af de europæiske efterretningstjenester skyldes faren for jødisk, russisk og kristen terror eller ekstremisme generelt. Det er ikke tilfældet, men den britiske regering tør ikke kalde en spade for en spade, så derfor ender man i absurditeter som denne liste, der er en skændsel for et åbent samfund.