Foghs mission

Anders Fogh Rasmussen kommer ikke til at mangle udfordringer i sit nye job som Nato-generalsekretær, som han tiltræder i dag. Nato er inde i en vældig forandringsproces. Verdenshistoriens mest succesrige fredsbevægelse, som alliancen med fuld ret er blevet kaldt, skal redefinere sig selv efter sejren i Den Kolde Krig. Det bliver ikke mindst Fogh Rasmussen, som skal forestå denne proces.

Født ud af Anden Verdenskrig blev Nato grundlagt som den frie verdens værn mod Sovjet-imperialismen. Perioden frem mod Murens fald i 1989 var præget af to stærke militærblokke, som holdt hinanden fast i en terrorbalance. Efter Warszawa-pagtens opløsning har Nato ikke haft denne ene fjende, men set sig konfronteret med en byge af nye trusler og udfordringer, som ikke er nær så håndgribelige som før.



Terrortruslen sammenfatter den nye tids udfordringer. Den kommer fra mange sider og er - bortset fra Afghanistan - kendetegnet ved, at den ikke har et konkret, geografisk udgangspunkt. Terrortruslen er overalt og må bekæmpes overalt. Nato er nu som før fredens og frihedens bannerfører. Men freden og friheden udfordres overalt. Det afstedkommer automatisk en helt ny diskussion om begrebet Out of area: Hvor går grænsen for Natos virke? Og omvendt: Nato kan ikke alt.

Men Nato må grundlæggende søge at være aktiv dér, hvor den frie verden trues. Det er naturligvis lettere sagt og skrevet end udført, når man betænker de grundlæggende politiske og militære implikationer, som en sådan strategi fører med sig.

Men Nato ses i dag af mange som verdens politibetjent, slet og ret - og som FN's bevæbnede hånd. Det er ikke uomstridt, navnlig ikke i den muslimske verden, hvor der stadig er betydelige forbehold mod alliancens stærkeste magt, USA. Her får den nye generalsekretær en særlig opgave.

Han kommer generelt til at investere mange kræfter i forholdet til den muslimske verden, hvor en uforholdsmæssigt stor del af denne verdens konflikter er koncentreret. Et særligt fokus vil der også være på Rusland og de russiske reservationer over for en optagelse af lande som Georgien og Ukraine. De amerikanske planer om et missilskjold og Ruslands modstand herimod kommer Fogh ligeledes til at se mere til.

Det er værd at fastholde, at det netop er Fogh Rasmussen, som Nato-landene har valgt at sætte i spidsen for processen. Den kritik af Fogh og af Danmark generelt efter Muhammed-krisen, som er blevet fremført herhjemme fra visse sider, er faldet til jorden med et hult drøn; afsløret som manipulation og naiv ønsketænkning.

Det er blevet fremstillet, som om Fogh personligt som statsminister greb Muhammed-krisen helt forkert an, og som om Danmark generelt er lagt for had ude i verden; også på grund af sin udlændingepolitik. Om USA's nye præsident hed det, at han bestemt ingen grund havde til at støtte Fogh Rasmussen som ny generalsekretær, eftersom han havde haft et nært forhold til forgængeren, George W. Bush.

Intet har vist sig rigtigt. Alle disse politisk motiverede konstruktioner er overhalet af virkeligheden: Fogh blev valgt; han kommer fra Danmark, som der på grund af disse års aktive og ansvarsbevidste udenrigspolitik tværtimod står betydelig respekt om - og det var såmænd Obama personligt, som sikrede valget af Fogh. Tydeligere kan det vist ikke blive.

Lykke til, til Fogh Rasmussen. Og tillykke Danmark med posten.