Offentliggjort 17.08.09 kl. 03:00
241.300 danskere i den erhvervsaktive alder er på permanent offentlig forsørgelse i form af førtidspension.
De er anbragt i en kasse, hvor det offentlige behandlerapparat er bekvemt frit for at beskæftige sig med dem, og skubbet ud af de arbejdsløshedsstatistikker, hvor mange af dem retteligt hører hjemme, da de ikke er helt uarbejdsdygtige.
Hvad alle disse førtidspensionister får dagene til at gå med, er til dels deres egen sag, men ikke alle sygner hen i resignation over en ufortjent skæbne.
I en veldokumenteret artikelserie har Ekstra Bladet således berettet om irakiske flygtninge, som i Danmark har opnået både statsborgerskab og førtidspension, men som er indvalgt i parlamentet i den kurdiske region i det nordlige Irak eller fungerer som rådgivere for Iraks præsident.
De danske myndigheder kender intet til dette økonomisk velpolstrede dobbeltliv, og hvordan skulle de?
Irakerne er jo på førtidspension og følgelig ekspederet ud i permanent glemsel. Sagerne undersøges nu af politi og sociale myndigheder, og det vil ikke overraske, hvis der bliver rejst straffesager om socialt bedrageri med krav om tilbagebetaling samt sager om at fratage danske statsborgerskaber opnået under tilsyneladende falske forudsætninger.
Mange sidder nok med fornemmelsen af, at de tre irakere kun repræsenterer toppen af et enormt isbjerg af uærlig omgang med offentlige penge, en lemfældig sagsbehandling og ikke-eksisterende sagsopfølgning, der som en evighedsmaskine mere kværner som beskæftigelsesterapi for de offentligt ansatte end yder reel service i et påstået velfærdssamfund.
Hvem husker ikke, da Danmark i sommeren 2006 fra Libanon evakuerede tusinder af danske statsborgere og udlændinge med opholdstilladelse i Danmark. Det var mennesker, der for hovedpartens vedkommende var kommet til Danmark på flugt fra Libanon, men som ikke var mere forfulgte, end at de kunne feriere i deres hjemland. Alle blev ved evakueringen registreret, og det havde været enkelt at afsløre tilfælde af socialt bedrageri, men det forhindrede Datatilsynet.
Regningen for dette bureaukratiske afsind betales af det mindretal af danskere, der dagligt træller under verdens højeste skattetryk, kæmper for at svare enhver sit og forsøger at få familielivet til at hænge sammen.
Regeringen har brystet sig af, at antallet af førtidspensionister har været faldende i de snart otte år, den har været ved magten, men tal fra Danmarks Statistik viser, at faldet i perioden fra 2004 til 2007 alene skyldtes den gradvise nedsættelse af folkepensionsalderen fra 67 til 65 år, mens udviklingen fra 2007 er påvirket af kommunalreformen.
På det seneste er antallet af førtidspensionister stigende, uden at denne bevidstløse menneskeparkering stoppes.
Regeringen og kommunerne må gribe ind over for åbenbare tilfælde af socialt bedrageri, men hvorfor får vi ikke et fundamentalt opgør med kassetænkningen og den livslange anbringelse af hundredetusinder på overførselsindkomst?
Tør regeringen ikke se virkeligheden i øjnene? Hvem er man bange for? Velsagtens de offentligt ansatte, der udgør en så stor vælgermasse, at regeringen underdanigt lader hånt om egne idealer på skatteydernes regning.
Hvorfor indfører man ikke et stop for førtidspension?
Metoden kan være såre enkel: Indfør præstationsløn efter devisen, at hver gang én person sendes på førtidspension, skal der permanent nedlægges én socialrådgiverstilling.
Annonce:



















