Kapitulation

Det amerikanske forlag Yale University Press har efter råd fra eksperter besluttet at fjerne illustrationer af profeten Muhammed fra en bog om Muhammed-krisen.

Det gælder både et genoptryk af avissiden med Jyllands-Postens tegninger og en række eksempler på illustrationer af profeten udført af bl.a. Gustave Doré og Auguste Rodin. Bogen er skrevet af den danskfødte Jytte Klausen, som under affæren optrådte med det synspunkt, at den trods dødstrusler og censurkrav ikke handlede om ytringsfrihed, men om forhånelse af et kuet mindretal. Det er skæbnens ironi, at professor Klausen nu selv bliver udsat for censur, fordi en flok konsulenter mener, at det kan anspore til vold, hvis man bringer tegningerne i hendes bog. Til forskel fra i Danmark, hvor billedkunstnere og forfattere forholdt sig kujonagtigt tavst, da fagfæller blev udsat for trusler og censur, har American Association of University Professors protesteret på standens vegne, fordi der er tale om et overgreb på den akademiske frihed. Som professorerne sarkastisk udtrykker det, så siger forlaget med sin forhåndscensur nej til at forhandle med terrorister, men har i stedet valgt at komme terroristernes krav i forkøbet. Kapitulationen er med andre ord total.



To ting springer i øjnene i denne forrykte debat, som begyndte med fatwaen mod Salman Rushdie for godt 20 år siden. For det første krænkelsesfundamentalisternes manglende evne til at skelne mellem forbryder og offer. I forlagets forsvar for censuren og i hundredvis af artikler og kommentarer hedder det, at tegningerne ansporede til vold. Altså har de, der bringer tegningerne, et ansvar. Forlagets direktør har sågar erklæret, at hvis nogen skulle lide overlast som følge af genoptrykningen, så ville han have blod på hænderne. Men det forholder sig nu engang sådan, at hvis nogen reagerer med vold og trusler på en lovlig handling, så er det forbryderen, der alene bærer ansvaret, og det er retsstatens og offentlighedens opgave at forsvare den enkeltes ret til at gøre og sige, hvad man vil, så længe det foregår inden for lovens rammer. Det indebærer naturligvis også retten til at krænke religiøse følelser. Det absurde i forlagsdirektørens logik kan illustreres med et eksempel: Hvis en terrorist siger, at han vil myrde alle, som forudsiger regnvejr i næste uge, og nogle borgere formaster sig til at gentage vejrudsigten og derpå bliver slået ihjel, så har meteorologen blod på hænderne, og borgerne bærer selv et ansvar for, at de har måttet lade livet. Logikkens galskab er indlysende, men det er den altså ikke, når det handler om islam.

Det er foruroligende, at forlaget og dets ligesindede har overtaget trusselkulturens verdensbillede. Store dele af den vestlige verden har internaliseret fatwaen mod Rushdie, mens man holder skåltaler til ytringsfrihedens gunst. Budskabet til trusselkulturens praktikere er klart: Hvis I truer, så gør vi, som I ønsker, og vi erkender, at volden i så fald vil være vores ansvar. Kan man tænke sig en tydeligere ansporing til vold? For det andet afslører forlagets censur en muslimmobning, som bliver stadig mere udbredt. Forlaget tror, at man viser hensyn ved at indføre censur, men i virkeligheden krænker og diskriminerer man muslimer. Censuren bygger nemlig på den antagelse, at muslimer er en pøbel af uregerlige voldsmænd og fanatikere, der ikke skal behandles som andre borgere. Hvad er det for et menneskesyn, om vi må spørge dem, der besmykker sig med et sådant? Det er på tide at sætte en stopper for denne helt uacceptable mobning af muslimer.