Politik på afveje

Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, er på mange måder prototypen på en moderne politiker. Uden visioner, uden ideologi, uden tanke for, hvor samfundet skal bevæge sig hen, men formet af en politisk kultur, hvor det gælder om at tage stilling fra sag til sag og om at tilfredsstille de umættelige vælgeres forventninger om mere velfærd og flere rettigheder.

Da hun kom til magten, afskrev hun den politiske fortælling, som hendes forgænger ellers var rejsende i, og siden har hun vist sig ferm til at navigere i kommunikationssamfundet med dets indbyggede krav om rappe onelinere og populære løsninger på de problemer, som dukker op.

For hende og flere politikere med hende er politik blevet reduceret til et projekt. Alene ordet afspejler tilknytningen til en managementkultur, der har bredt sig fra erhvervslivet til de politiske partier. Formentlig ud fra den overbevisning, at det er, hvad vælgerne ønsker eller magter at fatte i en tid, hvor konkurrencen om lydhørhed er usædvanligt hård.

Nu understreger selv socialdemokraternes egen tænketank, Cevea, at de moderne politikere er på afveje. Tre af fire vælgere efterlyser mere idealisme i dansk politik, og to af tre vælgere mener, at de fleste politikere fører politik efter, hvad de tror, at vælgerne gerne vil have, frem for hvad de selv mener, at der er brug for.

Den politiker, der fastholder og handler ud fra en ideologisk overbevisning og forestilling om, i hvilken retning samfundet skal bevæge sig, er efterhånden en sjældenhed i det politiske landskab.

Mens vælgerne tidligere kunne træffe deres valg og sætte deres kryds ud fra en politisk grundindstilling og en tillid til, at en given kandidat ville handle ud fra denne overbevisning, når enkeltsager opstod, så forholder det sig i dag omvendt. Vælgerne kender politikernes indstilling til et utal af enkeltsager som kamphunde, knive eller burkaer, mens betingelserne for at sætte denne enkeltsagsholdning ind i en større sammenhæng er vanskeligere.

Det sørgelige resultat af denne udvikling er, at politikerne i stedet for at forme samfundet har kastet sig over at forme samfundets individer, som udsættes for et hav af restriktioner og forbud. I reglen garneret med masser af skemaer, handleplaner og evalueringer, som tillader meget lidt plads til fri og individuel udfoldelse.



Politik er blevet en kamp om at mene ofte det samme for de mange - frem for en kamp om rum og retning. Forskellen viser sig i indstillingen til jævnt hen ligegyldige enkeltsager, som for en utrænet eller udefrakommende ville gøre det svært umiddelbart at placere politikerne efter ideologisk ståsted.

Tendensen er blevet forstærket, efter at Venstre har lagt enhver diskussion om ulighed og fordelingspolitik død, og efter at Socialdemokratiet har efterabet Venstre på markante områder som udlændingepolitik og skatteforhøjelsesstop.

Det efterlader kort sagt vælgerne i et tomrum, som gør det urimeligt svært at kende forskel på højre og venstre, på liberalisme og socialisme. Når vælgerne nu efterlyser flere markante ideologer, er det en udfordring, som politikerne bør tage op. Hvis de store partier turde stå ved deres ideologier og ikke mindst turde give også upopulære bud på, hvilke reformer og forandringer Danmark skal undergå for at blive det ideelle samfund, ville grundlaget for en mere kvalificeret, afslørende og indholdsrig politisk debat være lagt.