Frygtens kvarter

Det er underligt, som en række centralt placerede personer har travlt med at påpege, at chikanen mod pastor Ulrich Vogel i den københavnske forstad Tingbjerg i hvert fald ikke har noget med religion at gøre.

Det har heller ikke noget med bøllernes etniske baggrund at gøre, og det har i hvert fald slet ikke noget at gøre med, at det drejer sig om bøller med indvandrerbaggrund. Nej, var vor mund, det drejer sig om ganske almindelig kriminalitet.

Det er især underligt i betragtning af, at det for alle andre end direkte centralt placerede og ansvarlige personer lige præcis er, hvad det drejer sig om.

Det drejer sig om en gruppe voldsforbrydere, som åbenbart i deres forkvaklede selvforståelse finder legitimitet for deres destruktive adfærd i netop deres kulturelle baggrund. Det ville klæde politi og politikere at sige tingene lige ud, men frygten har ikke alene ramt og lammet de direkte ofre i Tingbjerg. Den har også ramt politi og politikere. Som chefpolitiinspektør Per Larsen udtrykker det: »Når vi er nødt til at sætte os på et område, avler det modtryk. Derfor er vi hele tiden meget varsomme, inden vi rykker ud med de blå blink.«

Sådan. Endelig ikke provokere voldsmændene, for det kunne avle modtryk.



Politiinspektøren tilføjer dog, at politiet »trækker en streg i sandet, når nogen mener, at de skal overtage bestemte byområder.«

Betryggende tale, men politiet skylder os at bevise det. Foreløbig er der hverken trukket nogen streg i sandet i Vollsmose, Mjølnerparken, Nørrebro i København, Gjellerup ved Århus eller i den såkaldte fristad Christiania, hvor selvbestaltede voldsmænd administrerer alternativ lov.

I Tingbjerg trykker angsten. Ingen skal have sagt noget. I hvert fald skal der hverken nævnes navne eller tages billeder. Repressalierne lurer.

Præsten, som gennem sit 17-årige virke i Tingbjerg har iværksat en lang række sociale arrangementer for især kvarterets svage eksistenser, har ved flere lejligheder måttet se sit hjem raseret af bøller. En cisterne er smadret, og et 150 kg. tungt pengeskab er væltet i hans entre. Ifølge hans egen vurdering kan noget sådant ikke finde sted i rækkehuskvarteret, uden at nogen må have hørt det.



Men ingen griber ind. Ingen skal blande sig. Ingen skal have sagt noget. Da præsten sagde noget - sagde fra over for bøllernes hærgen i bydelen, begyndte chikanerierne. Enhver, som siger fra, udsætter sig for hævntogter.

Den lokale provst, Johanne Haastrup, advarer kraftigt mod at tale om bøllernes kulturelle eller religiøse baggrund. »Vi skal passe meget på ikke at drage konklusioner på baggrund af deres religiøse baggrund,« siger hun til Kristeligt Dagblad og undlader af komme ind på, hvorfor.

Medlemmer af Tingbjergs menighedsråd, som vel kunne forventes at bakke præsten op, vil kun udtale sig anonymt. Flere af dem har skolesøgende børn, som kunne risikere at blive chikaneret af bøllerne, hvis forældrene markerer sig.

Således kan vi konstatere, at en bande med muslimsk baggrund har taget magten i Tingbjerg.

Politiet? Det er varsomt med at rykke ud med blå blink, for det kunne avle modtryk. Bøllerne kunne blive vrede. Og ve den, som nævner deres religiøse, kulturelle og etniske baggrund. Så bliver de ikke bare vrede, men også fortørnede, og så kan alt ske.