LO på kontrakt

Med fagbevægelsens kontante indtog i kommunalvalget har venstrefløjen virkelig vist, at den evner at produktudvikle den kontraktpolitik, som den tidligere foragtede.

Så ivrige er socialdemokraterne, SF og Enhedslisten efter at opstille kontrakter, at de oven i købet får betaling for det i form af kolde kontanter fra fagbevægelsen. Hvem der reelt indgår kontrakten med vælgerne og dermed står til ansvar over for dem synes mere uklart. Men meget tyder på, at fagbevægelsen i vid udstrækning har kunnet købe sig indflydelse på venstrefløjen og oven i købet, som det synes at være tilfældet i Odense, været ivrig pennefører på valgprogrammet. Man skal ikke mange år tilbage, før der ikke var noget overraskende i, at en stemme på liste A var en stemme på fagbevægelsen. Dengang var båndene mellem LO og Socialdemokratiet så tætte, at man sad i hinandens kompetente organer, hvilket i praksis ville sige, at LO havde rig mulighed for at medformulere socialdemokraternes politik.



Over tid er båndene blevet løsnet mere og mere, men friheden har været dyr for Socialdemokratiet, som måtte vinke farvel til en betydelig støtte fra de gamle venner og forbundsfæller.

At udviklingen er gået den vej, skyldes blandt andet partiets selvsikre højrefløj anført af Helle Thorning-Schmidt, som helst ikke ville iklæde sig for mange røde gevandter, men i stedet valgte at tage kampen op på midten ved at kopiere Anders Fogh Rasmussens mærkesager, blandt andet skatteforhøjelsesstoppet.

Vælgernes dom over kopipolitikken var barsk. Helle Thorning-Schmidt indkasserede et historisk dårligt resultat for Socialdemokratiet ved folketingsvalget i 2007.

På den baggrund er det måske forståeligt, at hun vender tilbage til partiets gamle jagtmarker og gør sin gamle rival, Frank Jensen, til spidskandidat i København.

Da hun i 2005 stillede op til formandsvalget i Socialdemokratiet, hånede hun Frank Jensen og venstrefløjen for at tale om klassekamp. Men faktum er, at Helle Thorning-Schmidt skridt for skridt har bevæget sig væk fra sit oprindelige ståsted og nu står omklamret af de partier, som hun advarede partifællerne mod at isolere sig sammen med.

Hun blev valgt på at ville skabe resultater på midten med hjertet mod venstre, mens Frank Jensen slog på, at partiet skulle placeres klart til venstre. Meget tyder på, at hjertet har mindre at sige i Thorning-Schmidts taktiske overvejelser om ståsted og politisk placering. Socialdemokratiet har især i begyndelsen af hendes formandsperiode været præget af kølig beregning og en overmodig tro på, at kække bemærkninger og fiffigt udtænkte udmeldinger ville virke på de flygtende vælgere. Derfor er der næppe tale om et glødende kærlighedsforhold til den venstrefløj, som Thorning-Schmidt hånede, når hun pludselig lader sig omklamre af Socialistisk Folkeparti og fagbevægelsen.



Ud over den kontante gevinst handler det kort og godt om, at Socialdemokratiet systematisk er gået i gang med at genopdyrke sit gamle territorium og at mobilisere vælgerne der, hvor partiet traditionelt har haft bedst fat: på arbejdspladserne. Det er beklageligt, at sulten efter stemmer er så stor, at Socialdemokratiet er parat til at pantsætte sin politik til fagbevægelsen, men der er dog grund til at glæde sig over, at vælgerne har udsigt til at få mere klart definerede alternativer at tage stilling til efter en periode, hvor kopiknappen har været blandt de mest anvendte i dansk politik.