Slip Sverige fri

Sverige er på den anden ende, efter at formanden for det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne Jimmie Åkesson har fået optaget et debatindlæg i avisen Aftonbladet, som hudfletter det multikulturelle samfund og identificerer indvandring fra den islamiske verden som den største trussel mod landet.

Avisens chefredaktør har før publiceringen rådført sig med en hær af jurister og gjort det klart, at selv om han giver spalteplads til partilederen på debatsiderne, vil han ikke optage annoncer for Sverigedemokraterne i forbindelse med næste års valg.

Debatartiklen har udløst en politianmeldelse for tilskyndelse til »hetz mod en befolkningsgruppe«, og anmelderen mener, at den er så åbenlyst racistisk, at hun ikke behøver at forklare sig nærmere.

Flere ting springer i øjnene, når man betragter vores naboland fra den anden side af Øresund.

For det første de etablerede svenske medier, der takket være et forkvaklet syn på pressens rolle i et demokrati og den svenske konsensustænkning påtager sig rollen som censurinstans. Medierne ved bedst, hvad hr. og fru Svensson kan tåle at høre. Men pluralisme forudsætter netop, at en mangfoldighed af meninger mødes på ideernes markedsplads, ikke - som i tilfældet i store dele af svensk presse - at medierne skal bestemme, hvilke synspunkter der er stuerene, og hvilke der ikke er. Det kan voksne mennesker udmærket selv tage stilling til.

Når man har fulgt de seneste dages svenske debat, kan man få det indtryk, at medierne ser sig i en folkeopdragende rolle. De skal belære befolkningen og sætte grænser. Det er imidlertid i strid med ytringsfrihedens kerne, for tilliden til det frie ord forudsætter, at ingen synspunkter på forhånd formenes adgang til debatten, så længe der ikke er tale om opfordring til vold. Må man uden sammenligning i øvrigt minde om, at en vigtig årsag til Adolf Hitlers store popularitet i Bayern i midten af 1920'erne var, at myndighederne forbød ham adgang til offentlige talerstole.

For det andet er det klart, at pressen og de gamle partier har svært ved at behandle Sverigedemokraterne på samme måde som andre lovlige politiske partier. Kritisk, fair og med en uhildet journalistisk tilgang. Det er en udfordring, dansk presse har stået over for med Dansk Folkeparti og løst med skiftende held. I Danmark sammenblandede de gamle partier og især Socialdemokratiet i 1980'erne desuden vælgernes bekymring for indvandring og kritiske spørgsmål til udlændingeloven med racisme, og det gav DF ekstra vind i sejlene.

Da den svenske avis Expressen i 1993 forsøgte at lave kritisk journalistik på indvandringen, blev chefredaktøren fyret. Det sker næppe i Aftonbladets tilfælde. Debatten har flyttet sig, men der er stadig lang vej igen, før Sverige kan bryste sig af at have en fri og åben debat på dette vigtige område.

For det tredje rejser ugens islam-debat i Sverige et centralt spørgsmål: Hvad er sammenhængen mellem debat og tone i indvandrerdebatten på den ene side og kvaliteten af integration på den anden. Gavner det integrationen at holde kritiske synspunkter ude af debatten, og hvilke konsekvenser får det, hvis disse holdninger censureres, når de afspejler udbredte opfattelser i befolkningen? Intet tyder på, at integrationen lykkes bedre i Sverige end i Danmark. Tværtimod, så hvis det må være tilladt som nordisk lillebror at komme med et råd: Slip debatten fri.