Dialogens pris

Da Irans præsident Mohammed Khatami i 1999 var på officielt besøg i Italien, kom det ham for øre, at den fatwa-ramte forfatter Salman Rushdie også befandt sig i landet for at modtage en pris.

Det fik denne fortaler for såkaldt dialog mellem civilisationer til i et interview at ytre:

»Jeg er dybt utilfreds med, at en person, der har krænket flere end én milliard muslimers tro, skal opmuntres på denne måde.«

Han tilføjede: »På denne måde forstærker man sammenstødet mellem civilisationer.«

Ikke et ord om kunstnerisk frihed, ikke et pip om den dødsdom, der tvang Rushdie under jorden i 10 år, og som Khatami i marts 1989 havde krævet eksekveret. Den tidligere præsidents forståelse af begrebet dialog er klar: Man kan tale sammen, så længe det foregår på islams og det iranske præstestyres præmisser. I modsat fald stemples dialogens partnere som frafaldne, ballademagere, lakajer for Vesten eller simple kriminelle.



Det er den form for dialog, som Aarhus Universitet har besluttet at hylde, hvis den nystiftede Global Dialogue Prize som oplyst i flere iranske medier tilfalder Mohammed Khatami og en iransk filosof. Virksomheden Grundfos finansierer prisen på 500.000 kr. Det er et kynisk, men smart markedsføringskneb over for den muslimske verden, hvor man gerne vil sælge sine pumper, men hvorfor skal et uafhængigt universitet og Århus by lægge navn til?

Mohammed Khatami var præsident fra 1997 til 2005. Han tilhører uden tvivl præstestyrets knapt så fanatiske fløj, men han er stadig en varm tilhænger af den islamiske revolution og landets forfatning, der legitimerer undertrykkelse af rettigheder som religions- og ytringsfrihed, homoseksualitet og ligestilling mellem mænd og kvinder. Khatami har aldrig anerkendt det iranske folks ret til at vælge sin egen regering, og for blot to uger siden advarede han mod undertrykkelse af sig selv og sine allierede med den begrundelse, at det vil styrke de mørke kræfter, der er principielt modstandere af den islamiske republiks forfatning, i hvis navn tusindvis af uskyldige er blevet tortureret og henrettet.



Religiøse minoriteter blev forfulgt under Khatami, og frafald blev straffet med døden. 18 kvinder blev stenet til døde, og myndighederne fik i 1999 uhindret lov til at knuse studenterdemonstrationer. Det kostede adskillige liv.

I perioden 1982 til 1992 besad Khatami den vigtige post som minister for kultur og islamisk vejledning. Han var mullahernes chefcensor og fik hundredvis af bøger, film og kunstværker forbudt, mens forfattere, kunstnere og intellektuelle flygtede fra den kulturelle undertrykkelse. Kvindelige skuespillere, selv børn, fik ordre på at tildække sig i spillefilm. Under krigen mod Irak krævede Khatami, at kunst og litteratur skulle stille sig i krigens tjeneste.

Kunne man forestille sig, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 forlangte, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen leverede propaganda til den danske krigsindsats, og ville han i så fald blive belønnet med en pris for sit bidrag til civilisationernes dialog?

En global dialogpris fra Aarhus Universitet til Khatami er en skændsel for dem, hvis fornemste opgave det er at værne om den akademiske frihed, og det er en tilsmudsning af begrebet dialog, der, hvis det skal have nogen mening, må grunde sig på en ubetinget anerkendelse af individets frihed. Khatami repræsenterer ingen af delene.