Fort Danmark

Det er meget symptomatisk for politikere, at de benytter enhver lejlighed til at demonstrere handlekraft, men ikke sjældent ville det have været bedre at give sig tid til en smule ekstra eftertænksomhed.

Som for eksempel i tirsdags, da Politiets Efterretningstjeneste meddelte, at FBI i Chicago havde anholdt to personer, som er mistænkt for konkrete terrorplaner mod danske mål og mod navngivne danske enkeltpersoner. Det er en særdeles alvorlig sag og må på ingen måde undervurderes. Men reaktionen fra nogle politikere var lige så forudsigelig, som gennemførelsen af deres forslag ville være uhensigtsmæssige. Dansk Folkeparti var hurtigt ude med krav om stramning af terrorparagrafferne og genindførelse af kontrol ved landets grænser. Det ville uagtet situationens alvor være en voldsom overreaktion.



Sagen er, at de lovstramninger, som blev vedtaget i den såkaldte terrorpakke, så rigeligt imødekommer myndighedernes muligheder for at bekæmpe og efterforske terrorkriminalitet. Disse lovstramninger ligger i forvejen på grænsen af, hvad man i et frit og åbent demokrati kan og bør acceptere af indgreb i befolkningens frihedsrettigheder.

Vi må konstatere som et faktum, at Danmark er blevet et terrormål, men et lige så uigendriveligt faktum er det, at vi er i stand til at imødegå truslen. Anholdelsen af de to amerikanske statsborgere er blot det seneste eksempel på, at beredskabet fungerer. Den danske straffelov giver politiet og dets efterretningstjeneste mulighed for at beskytte befolkningen, og den giver Politiets Efterretningstjeneste mulighed for et effektivt samarbejde med andre landes efterretningstjenester. Vi så det i februar 2008, da PET afslørede konkrete mordplaner mod bladtegner Kurt Westergaard. Nu har vi set det igen, og hvad vi ikke kan vide er, hvad PET i al ubemærkethed har forhindret af anslag og konspirationer i mellemtiden. Et afgørende element i efterretningstjenestens virke og aktionsmuligheder er som bekendt, at den i vid udstrækning kan operere i hemmelighed. Det kan være en lidt generende kendsgerning, ikke mindst for medierne, hvis eksistensberettigelse er at servicere offentligheden med oplysninger, men det er en del af den pris, vi alle må betale for egen og hinandens sikkerhed.



Som situationen er lige nu, kan vi notere os, at samfundets værn mod terroren fungerer. Naturligvis kan ingen garantere alles sikkerhed til enhver tid, og krav om en sådan statsgaranti bygger enten på naivitet eller en dyster og heldigvis urealistisk forestilling om, at Danmark skal gøres til en kontrolstat - Fort Danmark.

Naturligvis kunne man ved lovgivning indføre så megen kontrol med alt og alle, at terror og anden kriminalitet ville være nærmest umuligt, men prisen ville være ubærlig. Prisen ville være, at vi måtte give afkald på vore frihedsrettigheder og individets uafhængighed af statsmagten. Terroristerne ville have nået deres mål: at gøre os til en nation af skrækslagne individer.

Det vil ikke ske. Vi må trodse terroristerne ved at fortsætte vore daglige gøremål så uanfægtet af truslens tilstedeværelse som overhovedet muligt. Truslen er blevet en del af hverdagen, men uden at undervurdere alvoren må vi også konstatere, at andre og nok så alvorlige farer truer dagligt. Noget så banalt som trafikken for eksempel. Den har vi lært at håndtere med reflektorisk agtpågivenhed. På samme måde må vi håndtere terrortruslen. Med reflektorisk agtpågivenhed - og forvisning om, at myndighedernes beredskab fungerer.