Darwin

Når man hører nogen tale om darwinisme eller kalde personer for darwinister, skal man være på vagt. Der ligger nemlig i disse udtryk af klar afstandtagen fra alt, hvad Charles Darwin stod for, og fra evolutionslæren i det hele taget.

For helt at forstå, hvilken hån og afstandtagen der ligger i udtrykket darwinisme, må vi for en stund sammenligne med den engelske fysiker Isaac Newton. Med samme logik skulle enhver, der mener, at en sten falder til jorden, når man slipper den, kaldes for en newtonist og tilhænger af newtonismen. Der er ganske vist ikke samme fonetiske kraft i udtrykket newtonist, som der er i darwinist, men det er ikke hele forklaringen på forskellen. Forklaringen er, at der endnu, netop i dag, 150 år efter at Charles Darwin udgav sit banebrydende værk om arternes oprindelse, er vide kredse verden over, som ikke har forstået eller som ikke vil anerkende evolutionslæren som et videnskabeligt faktum.

Med udtrykket darwinisme reducerer man denne naturvidenskabelige kendsgerning til en filosofisk retning eller endog en nærmest religiøs forestilling, som højst må rangere på linje med, eller helst under, nogle gamle bøger, som er skrevet af folk, som troede, at Jorden var flad.



Verden over findes der mennesker, som både kan lære, læse og ræsonnere, men som ikke ønsker deres børn undervist i evolutionslæren. Den kan højst rangere på linje med de hellige bøgers beretninger og beskrivelser af naturens fænomener og omtales nedsættende som en teori.

Det er ikke ukendt i verdenshistorien, at naturvidenskabelige opdagelser har mødt modstand fra kirkelige kredse, der har ønsket at fastholde deres monopol på den endelige, guddommelige og uforanderlige sandhed. Nicolaus Kopernikus fik ballade, da han påviste, at Jorden ikke er universets centrum, Galileo Galilei blev tvunget til at afsværge de erkendelser, som i dag anses for fakta, og Isaac Newton mødte ikke tak fra kirken, da han i 1687 udgav sit værk om fysikkens grundprincipper.

Charles Darwin vidste udmærket, at han var oppe imod stærke, reaktionære kræfter og formulerede sig derfor forsigtigt - især om teorierne om livets opståen. Det emne turde han ganske enkelt ikke pille ved. Alligevel blev han udsat for hån og forfølgelse, men han havde næppe forestillet sig, at hans iagttagelser endnu 150 år efter skulle være genstand for skepsis og mistænkeliggørelse.



Sagen er, at ikke en eneste af Darwins grundlæggende iagttagelser og teorier er blevet afvist i de forløbne 150 år. Hver eneste detalje er efterprøvet igen og igen, og udviklingslæren må i dag betegnes som en række videnskabelige fakta på linje med Newtons love - og lige så sikre og forudsigelige som at en sten falder til jorden, når man slipper den.

Der er stadig mennesker, der taler om ”the missing link” i menneskets udviklingshistorie. Sagen er, at der ikke er noget missing link. Naturvidenskaben har ikke stået stille siden Charles Darwin, og i dag ved vi, at menneskearten i løbet af evolutionen har haft talrige forgreninger, hvoraf den nuværende foreløbig er den, der har overlevet. I modsætning til de kræfter, som nedgør og håner udviklingslæren, har naturvidenskaben bestandigt gjort nye erkendelser, som har det til fælles, at de understøtter Darwins iagttagelser.

Efter 150 års intens forskning og forsøg på at modbevise Darwins teorier må det efterhånden være tilladt at erklære, at der ikke mere er tale om en teori, men et faktum på linje med fysikkens love.