Kina-aftalen

Forbløffelsen var markant, da statsminister Lars Løkke Rasmussen inden sit møde i maj med Tibets åndelige leder Dalai Lama vurderede, at dette ”private” møde i statsministerboligen Marienborg ikke ville få konsekvenser for Danmarks forhold til Kina.

For selvfølgelig ville det få konsekvenser. Hver eneste gang, Dalai Lama bliver modtaget af et udenlandsk statsoverhoved, protesterer kineserne.

Det kan man efter forgodtbefindende vælge at placere i den diplomatiske småtingsafdeling. Men det økonomiske pres, som Kina i kraft af sin stadigt stærkere internationale position kan lægge på et land, som efter Kinas opfattelse direkte eller indirekte støtter Tibet ved at modtage Dalai Lama, er en anden, alvorligere og lige så logisk konsekvens.

Statsministeren og hans rådgivere burde have kunnet forudse den månedlange krise, som nu er afsluttet med Danmarks officielle erklæring om, at regeringen er imod tibetansk selvstændighed, og med knæfaldet for Kinas ønske om at fremtidige møder med Dalai Lama vil blive behandlet med varsomhed.

Det er problematisk, at det sker umiddelbart inden de afsluttende forhandlinger på klimatopmødet i København. For det er svært at tyde det på anden måde, end at regeringen har søgt at købe Kinas opbakning til et vellykket resultat.

Hvis det er tilfældet, er det skandaløst. Et er, at Danmark i princippet ikke bryder med den hidtidige ét-Kina politik, og at det som andre vestlige lande ikke går ind for tibetansk selvstændighed. Det er det spor, som stort set alle nationer følger i konsekvens af Kinas økonomiske vægt.

Men noget helt andet er, at Danmark nu direkte lover at modsætte sig tibetansk uafhængighed, uden at de smukke ord om, at Danmark fortsat vil arbejde for tibetansk kulturel og religiøs frihed, overhovedet optræder i erklæringen. Danmark har nu definitivt anerkendt Kinas suverænitet over Tibet, og Danmark har nu indiskutabelt fastslået, at de principper om menneskerettigheder og ytringsfrihed, som hidtil har været et dansk særkende, må vige for økonomiske hensyn. Dansk udenrigspolitik skal åbenbart fremtidig afhænge af en økonomisk klassificering. Kampen for menneskerettigheder og demokratiske principper vil kun blive ført, hvis modstanderen ikke har betydning for dansk eksport.

At Danmark, som så mange andre nationer, har erkendt realiteterne i vor tids økonomiske geopolitik kan ikke overraske. Men hvis det betyder det endelige opgør med den værdibaserede udenrigspolitik, som Danmark hidtil har stået for, er det uacceptabelt.

Ved at bøje sig for Kinas krav om en klar dansk undsigelse af Tibet har regeringen på forhånd udhulet sine kønne ord om fortsat at støtte kulturel og religiøs frihed i Tibet. For hvordan forestiller den sig, at denne støtte skal komme troværdigt til udtryk?

Der er grund til respekt for Kinas imponerende fremskridt og dets betydning for verdensøkonomien. Men det er forstemmende, at Kina med økonomisk pression vil tvinge det internationale samfund til at blåstemple sin Tibet-politik. Og det er blåøjet grænsende til naivitet at tro, at det vil fremme tibetanernes sag.

Selvfølgelig er det betydningsfuldt for Danmark som for andre nationer at have et godt forhold til Kina. Men at dette knæfald for kinesiske interesser skulle komme, netop som Danmark har brug for Kinas støtte til et vellykket klimatopmøde, er både tankevækkende og uheldigt.