Truet frihed

Klimatopmødet i København afslørede en ny verdensorden.

Vesten med USA i spidsen svinger ikke længere taktstokken på den internationale scene, konstaterede man. De værdier, som FN blev grundlagt på, er under pres. USA's position som supermagt udfordres af Kina og andre stormagter på vej frem, eller blokke af lande, som har udpeget Vesten inklusive Israel som roden til alt ondt.

Det burde imidlertid ikke komme bag på dem, der har fulgt FN gennem de seneste år. De vestlige værdiers krise er tydelig i FN's Menneskerettighedsråd, hvor der foregår en kamp, som giver et indtryk af, hvad der venter.

I foråret gjorde udenrigsminister Per Stig Møller et stort nummer ud af, at det på den såkaldte Durban II-konference, der foregik i menneskerettighedsrådets regi, var lykkedes at afværge et angreb på ytringsfriheden. Allerede da blev sluterklæringen dog kritiseret for at indeholde formuleringer, der legitimerede overgreb på ytringsfriheden. Det er siden blevet bekræftet.

I efteråret foreslog Organisationen for Den Islamiske Konference (OIC) med støtte fra de afrikanske lande en ændring af FN's racismekonvention, der indebærer en sidestilling af racisme og religionskritik. Forslaget blev afvist, men det er ikke smidt i papirkurven. Det vil blive fremsat igen, for målet er at få afviklet frihedsrettighederne.

Det er alvorligt. Det drejer sig om intet mindre end et koordineret og systematisk forsøg på at ændre den internationale orden, som i de forgange 60 år har givet dissidenter verden over mulighed for at appellere til konventioner og internationale aftaler, når de kritiserede regeringer og krævede frihed. Situationen er så prekær, at tænketanken Freedom House for nylig iværksatte en kampagne for forsvaret af ytringsfriheden.

»Ytringsfriheden er under angreb i hver eneste region i verden,« konstaterede tænketankens direktør.

Hvis man forestillede sig, at FN blev skabt i dag, ville der ikke være en chance for at få vedtaget FN's menneskerettighedserklæring eller konventionen om politiske og civile rettigheder, som gør frihedsrettighederne til international lov.

Der er ikke tale om en tilfældig konfrontation, hvor man kan tale OIC, de afrikanske lande og Kina til fornuft. Nej, det drejer sig om et værdisammenstød, som vil stå på i årtier. Ikke mellem civilisationer eller lande. Protester mod kriminalisering af religionskritik fremsættes også af menneskerettighedsgrupper i islamiske lande. Ikke desto mindre bør vi berede os på, at friheden kommer under voksende pres.

I den kamp er det afgørende, at Vesten besinder sig på sin historie og værdier. Presset kommer både udefra og indefra. Desværre har selv mange såkaldt liberale en forskruet opfattelse af friheden og dens grænser. Man erklærer som krænkelsesfundamentalisterne, at friheden gælder så længe, man ikke skader andre.

Det er OIC's argument, når man kræver begrænsning af ytringsfriheden med henvisning til, at det skal være forbudt at krænke religioner. Man insisterer på, at det er ideer og ikke individer, der har rettigheder. Det er bekymrende, at der er så stor uklarhed om frihedens grundlag i de åbne samfund. Danmark og EU bør hurtigst muligt afskaffe blasfemi- og racismeparagraffer. Hvis ikke risikerer vi, at de love vil blive skærpet, fordi det multikulturelle samfunds mange tabuer vil kræve beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. Friheden vil i så fald blive det første offer.