Tvangsfodring

Det er selvfølgelig helt tilfældigt, men alligevel tankevækkende: Tirsdag sidst på eftermiddagen sendte DR2 en dokumentarfilm om Josef Stalins tvangskollektivisering af Sovjetunionen.

Alle skulle være ens, alle skulle være lige lykkelige, og alle skulle være lige ulykkelige. Enhver, som viste en ansats til selvstændig tænkning, blev øjeblikkeligt neutraliseret med datidens effektive metoder.

Få timer efter stod indenrigs- og socialminister Karen Ellemann i DR's tv-avis og gav udtryk for synspunkter og ikke mindst en arrogance, som fint ville have passet ind i Stalins bestræbelser på at tvangskollektivisere befolkningen.

Her i landet i 2010 handler det om maden i daginstitutionerne. Et politisk flertal har vedtaget, at alle børn skal have et dagligt måltid i daginstitutionerne. Ordningen er obligatorisk, forældrene skal betale, og de kan end ikke betale sig fri af ordningen, hvis de ikke ønsker den.

Det betyder ganske vist, at en del børn får serveret sildemadder med rå løg, sylte med sennep, kalvehjerterand og et produkt, som med en vulgært flatterende omskrivning kaldes kaviar. Årsagen til dette særprægede traktement er, at maden er leveret fra kommunens ældrekøkken, som servicerer kommunens pensionister. Andre børn beordres til at nyde fem dage gamle madpakker, fordi leverandøren er fundet udenbys og sætter rationel drift over kulinarisk nydelse.

Det er alt sammen småproblemer, for det afgørende er, at samtlige børn tvangsfodres med kommunal mad. Selv de mest triste, grå og intetsigende produkter anses åbenbart for bedre end det, forældrene selv kan lave. I Århus Kommune har man, så vidt som bureaukratiet tillader det, forsøgt sig med en anelse fleksibilitet. Forældrene kan selv give deres børn madpakker med i institutionerne, om end det betyder kontrol og papirarbejde af stalinistiske dimensioner.

Forældrene samler landet over protestunderskrifter i tusindvis, politikere falder fra og undsiger deres egen lov, og flere kommuner søger dispensation fra tvangsfodringen og tvangsbetalingen. I Århus Kommune mener rådmanden at have opnået dispensation fra Indenrigsministeriet, og otte andre kommuner har indsendt dispensationsansøgninger.



På dette tidspunkt kunne man forvente, at en ansvarlig indenrigsminister ville standse op og tillade sig selv en smule konstruktiv, reflekterende tankevirksomhed. Men ikke indenrigsminister Karen Ellemann. Med et stivsind, som, hvis vi ikke gerne ville tro bedre, kunne forveksles med ganske almindelig dumhed, tordnede hun i tirsdagens seneste tv-avis arrogant mod Århus Kommune og kaldte det, som vi andre ser som fornuft og fleksibilitet, for en århushistorie og helt forrykt. Der kunne muligvis blive tale om dispensation for enkeltpersoner, hvis der var tale om fødevareallergi eller den slags. Men det ville selvfølgelig kræve lægeerklæring og deraf følgende yderligere bureaukrati.

I stedet for at anerkende det kommunale initiativ ville hun sende ”en hyrdeskrivelse” til landets kommuner og ”slå søm i”, at den statslige tvangsfodring står fast.

En indenrigsminister, som tager pavelige metaforer i brug for at understøtte sit eget rigide synspunkt, er selvfølgelig svær at tale fornuft med, men det ser ud til, at hun i det mindste forstår magtens tale. I dette tilfælde en utvetydig tilkendegivelse fra statsministeren, som nærmest har karakter af en offentlig irettesættelse. Sent på eftermiddagen i går var hun pludselig parat til at lytte, men det havde været mere troværdigt, hvis det var sket af egen drift.