Burkabøvl

De seneste dages ballade om regeringens såkaldte burka-rapport bekræfter, hvad der for den mere tænksomme del af befolkningen har været tydeligt hele tiden: Der har på intet tidspunkt været brug for burkaudvalg eller burka-rapport.

Nedsættelsen af udvalget havde alene til formål at lægge låg på en pinlig diskussion, fordi de konservatives integrationsordfører, Naser Khader, var kommet for skade at udtrykke sig temmelig uklogt: Burkaer skulle forbydes overalt i det offentlige rum, og vistnok endda hjemme i private haver, hvis de kunne ses fra offentlig vej.

Denne lidt bastante melding afstedkom både undren og kritik, og i stedet for at aflive den håbløse diskussion med det samme valgte den nytiltrådte statsminister i august i fjor at parkere den med nedsættelsen af et såkaldt burka-udvalg. Opgaven var at undersøge brugen af muslimske heldækkende kvindedragter i det offentlige rum og klarlægge, om den repræsenterede et problem, der krævede politisk stillingtagen. Både grundloven og menneskerettighedserklæringer blev taget til indtægt for modstridende synspunkter.



Nu har regeringen været lidt tilbageholdendemed at offentliggøre rapporten i dens hele ordlyd, og det ser ud som et temmelig krampagtigt forsøg på at dække over endnu flere pinligheder. For eksempel at der ikke er tale om en systematisk optælling, men en ”kvalificeret fornemmelse.” Meget lidt betryggende for undersøgelsens kvalitet, men måske en del af forklaringen på, at antallet af burkaklædte kvinder kunne begrænses til tre. Sagen er, at det såkaldte burka-udvalg fra dag ét har været inderligt overflødigt, og dets konklusioner kan i bedste fald kun føre til yderligere overflødig snak - i værste fald til fortsat afsporing af enhver saglig diskussion. Realiteten er, at enhver i dette land kan klæde sig nøjagtigt lige så fjollet, som man ønsker, og der skal hverken lovgives mod spraglede bukser, farverige stråhatte, pompøse frisurer, skabagtige stolaer eller heldækkende muslimske klædedragter. Der skal heller ikke lovgives mod en mand, der finder sit livs mening i at slæbe rundt med et kors på hjul. Enhver kan mene om sådanne særheder, hvad man vil, men at lovgive om folks påklædning i det offentlige rum ville være udtryk for en uværdig statslig geskæftighed.



Går man inden døre, må man selvfølgelig følge den påklædningskodeks, der måtte være der. Hvis en forretningsindehaver ikke bryder sig om, at hans ansatte møder kunderne iført særprægede klædedragter, er det selvfølgelig hans suveræne afgørelse. I en retssal må dommerne selvfølgelig ikke med deres klædedragt udsende signaler, som kunne rejse tvivl om deres evne til at træffe uvildige afgørelser. Når man skal legitimere sig over for en buschauffør for at dokumentere sin ret til at benytte buskortet, over for en politibetjent for at dokumentere, at man er den rette indehaver af kørekortet eller i en paskontrol for at dokumentere sin sande identitet, kan det selvfølgelig ikke foregå med et tæppe foran ansigtet.

Hvis man ikke vil følge en arbejdsgivers beklædningsregler, står man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet og kan følgelig hverken hæve løn eller dagpenge. Sværere kan det ikke være.

Det behøver man hverken burkaudvalg eller ørkesløse politiske diskussioner for at finde ud af. Det hele er i virkeligheden meget enkelt, men sagligheden møder selvfølgelig modstand, så snart en eller anden råber det magiske ord: religion, og dermed kortslutter al sund fornuft med at kræve særlige hensyn og sætte gældende regler ud af kraft.