Debat-afsporing

Lige for tiden er det lidt vanskeligt at få ørenlyd, når talen er om integration af muslimer i det danske samfund og deres vilje til det. Det hele drukner i temmelig larmende riverier om Pia Kjærsgaards hyr med to fritgående præster og deres fælles forsvar for Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet.

Sidstnævnte var i julen ude med nogle uheldigt generaliserende bemærkninger om muslimer, som ifølge formanden »voldtager deres egne børn.« Lige netop disse formuleringer var hverken egnet til eller beregnet på offentliggørelse, og formanden var da også hurtig til at erkende, at kan nok havde formuleret sig uklogt.



I mellemtiden rykkede de to fætre og folketingsmedlemmer Søren Krarup og Jesper Langballe ud med forsvar for Lars Hedegaard og om ikke hans formuleringer, så i hvert fald indholdet i dem. Søren Krarup gjorde gældende, at Hedegaard var kommet til at formulere sig uden sin verbale jakke og sit verbale slips, og i sidste uge offentliggjorde Berlingske Tidende et debatindlæg fra folketingsmedlem Jesper Langballe, som havde henligget på redaktionen i nogen tid, og som bevirkede den endelige afsporing af enhver fornuftig og nuanceret debat.

Ifølge Jesper Langballe var det en fejl af Hedegaard at tale om muslimske fædres voldtægt af deres døtre, når virkeligheden nu var, at fædrene nøjes med at slå døtrene ihjel og lade onklerne om voldtægten.

Hvilket jammerligt debatniveau, og hvilken ynkelig, ærgerlig afsporing af den nødvendige debat om de problemer, der faktisk er i muslimske indvandrermiljøer. I et sådant forskruet debatklima kan det være vanskeligt at berøre de faktuelle problemer uden straks at blive taget til indtægt for Hedegaards uheldige og senere modererede formuleringer og de to folketingsmedlemmers ildsprudende generaliseringer.

Det beklagelige faktum er, at der i store dele af de muslimske indvandrermiljøer er problemer med synet på og behandling af kvinder, og der er store problemer med en verdensanskuelse, som hører et andet århundrede til, men som ikke desto mindre prækes højtråbende af imamer, som ser en interesse i at fastholde deres selvbestaltede monopol på fortolkningen af den evige sandhed, som den for 1.400 år siden blev formuleret af folk, som troede, at Jorden var flad.

De muslimer, som ønsker at leve i en oplyst tidsalder i et frit land, som lægger vægt på menneskerettigheder og kønnenes ligeberettigelse, har ikke brug for generaliserende, unuancerede beskyldninger, som kun tjener til at så splid.



De har derimod brug for det danske samfunds aktive støtte til at gøre sig fri af de gale, konservative imamers meningstyranni. De har brug for støtte til at kunne sige fra over for de grupper, som udøver terror og anden kriminalitet i religionens navn, og som fastholder æresbegreber, der ligger meget langt fra dem, som gælder i et demokratisk samfund.

En sådan støtte kan de for eksempel finde i integrationsministerens forslag om stramning af reglerne for at opnå dansk statsborgerskab og permanent opholdstilladelse i landet. Ministerens budskab er indlysende og let forståeligt: Enhver, som vil være en aktiv del af et frit demokratisk samfund, og som er parat til at gøre en indsats for det, er velkommen. Enhver, som aktivt modarbejder integration, får venligt, men bestemt besked om at se sig om efter et sted, der bedre imødekommer hans ønsker. Så enkelt er det, og vi har ikke brug for svovlende, fornærmende generaliseringer til at aflede opmærksomheden fra det faktum.