Offentliggjort 31.01.10 kl. 03:00
Hvis LO's tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger har ret i sin og sin fagforenings udlægning af sin pensionsaftale, skal hun naturligvis have sine penge. Ingen tvivl om det. En aftale er en aftale, også når den for udenforstående forekommer åbenlyst urimelig.
Afgørelsen kommer om et par måneder, når retten afsiger sin dom.
I mellemtiden kan så både LO's betalende medlemmer og vi andre gøre os nogle tanker om den fagforeningskultur, som den forløbne uges pinlige retssag har afsløret.
Den LO-baserede del af fagbevægelsen har gennem tiderne demonstreret et ganske afslappet forhold til sine egne overenskomster, arbejdsmiljø og almindelig anstændighed, når det gjaldt landsorganisationens og de tilknyttede fagforbunds og fagforeningers egne ansatte.
I toppen af hierarkiet har der imidlertid ikke været smalle steder, og fordelingen af løn, pension og personalegoder til de højest rangerende ansatte og folkevalgte har været gavmild og er sket i tryg forvisning om, at medlemmerne og skatteyderne betalte uden at kny. Førstnævnte fordi de i praksis i vid udstrækning var tvangsindskrevet til medlemskab, sidstnævnte fordi fagforeningskontingenter er skattefradragsberettigede.
Striden mellem Aurvig-Huggenberger og LO drejer sig kort fortalt om, hvordan man definerer fratrædelse. Den særligt gunstige pensionsordning, som sikrer to tredjedele af lønnen fra det fyldte 62. år, udløses, hvis den pågældende har været i embedet i mindst 20 år., men der er ikke eksplicit taget højde for, at en sådan privilegeret medarbejder kunne finde på at fratræde inden pensionsalderen.
»Vi blev, til vi døde eller var så heldige at nå pensionsalderen,« forklarede den pensionerede LO-sekretær Bent Nielsen i retten.
Tine Aurvig-Huggenberger brød imidlertid dette mønster, da hun i 2007 tabte formandsvalget til Harald Børsting. I stedet for at genopstille til næstformandsposten valgte hun at forlade LO og mente - og mener - sig dermed berettiget til livsvarigt at kunne hæve to tredjedele af sin pristalsregulerede næstformandsløn fra sin pensionering 18 år senere. Det herskede der ikke enighed om i LO's tilbageværende ledelse, og denne uenighed har i den forløbne uge resulteret i et uskønt familieslagsmål for åbent tæppe. Det er nemlig ikke Tine Aurvig-Huggenberger selv, der finansierer retssagen, men hendes fagforbund, HK-Privat. Som er medlem af LO. Til understregning af sagens alvor har både LO og HK-Privat hyret advokater, som på området nyder den højeste faglige anseelse og dermed næppe hører til de billigste.
Dermed er LO-medlemmerne, medlemmerne af HK-Privat og samtlige skatteydere under alle omstændigheder sikret en betydelig udgift til familieslagsmålet -og skønsmæssigt over syv mio. kr. mere, hvis Aurvig-Huggenberger vinder sagen.
Ud over det sikre økonomiske tab er den sikre taber i denne sag fagbevægelsens hele troværdighed.
At de faglige ledere skal have en løn, der kan konkurrere med tilsvarende kompetencer på det private og offentlige arbejdsmarked, hersker der almindelig enighed om, men den afsløring af grotesk bjergsomhed, som denne sag har åbenbaret, kan næppe tjene til den medlemstilstrømning, som LO-forbundene så desperat har brug for i disse år. Tværtimod forlader medlemmerne i en lind strøm LO-forbundene, og det er næppe en sag som denne, der kan vende strømmen.
Annonce:



















