Blair og Irak

Ville en ansvarlig regeringsleder sende 40.000 soldater i krig blot for at behage en anden leder? Svaret er helt indlysende et nej, og det kan ikke overraske nogen, at Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair gentog dette nej i den tredje høring om sit ansvar for den britiske deltagelse i Irak-krigen.

Blair har i årevis, i de syv år siden Storbritannien gik ind i krigen, været under anklage for at have løjet for parlamentet, offentligheden og medierne om årsagen til, at han besluttede at lade sin nation slutte sig til USA. Han har været under mistanke - og vil sandsynligvis fortsat være det - for at have lavet en hemmelig aftale med George W. Bush. I så fald skulle denne aftale være indgået inden april 2002, medens terrorangrebet i New York den 11. september 2001 stadig dominerede den internationale dagsorden.

Allerede på dette tidspunkt advarede Blair mod de masseødelæggelsesvåben, som stort set alle eksperter mente, at Saddam Hussein var i besiddelse af. Først et år senere sluttede Storbritannien sig til USA trods FN's modstand mod invasionen i Irak.

Hvad denne høring, den tredje på fem år, burde have søgt at bringe klarhed over, var, om efterretningstjenesterne havde gjort deres arbejde ordentligt, og hvorfor der ikke var detaljerede planer for, hvad der skulle gøres efter invasionen.

For der synes kun at herske ringe tvivl om, at Blair var overbevist om det hensigtsmæssige i at fjerne Saddam Hussein. At der ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben er en kendsgerning. Men det er en lige så klar kendsgerning, at Saddam Hussein var en destabiliserende og farlig faktor i Mellemøsten, og at han var en opportunistisk og kynisk leder, som undertrykte det irakiske folk.

Det er, hvad Blair synes at have troet på. Han troede på, at det var moralsk rigtigt og strategisk klogt at fjerne Saddam Hussein. Han troede formentlig på, at det var både i det internationale samfunds og de irakiske borgeres interesse at fjerne en mand, som pustede til terrorismens bål, og som var en stigende regional trussel. Uanset det kun kunne ske på trods af FN's beslutning imod en krig i Irak.

Helt indlysende er det relevante spørgsmål, om Blairs fokusering på det berettigede i at fjerne Saddam Hussein overskyggede hans indsats for at sikre sig, at efterretningstjenesternes oplysninger var pålidelige. Men der er næppe belæg for at tvivle på hans forklaring om, at terrorangrebet i New York og dets 3.000 ofre dramatisk havde ændret hans opfattelse af, at krigen kunne undgås, hvis man søgte at inddæmme truslen fra Saddam Hussein.

Om det var berettiget for tredje gang at sætte den tidligere premierminister på anklagebænken kan i høj grad diskuteres. Hvem kunne vente, at han ville komme med nye chokerende afsløringer af sin rolle? Kunne nogen overhovedet forestille sig, at det ”skyldig” i løgn og bedrag over for nationen, som kritikerne krævede, ville lyde?

Spørgsmålet om, hvorvidt han har fortalt den fulde sandhed, vil aldrig blive besvaret. Men det er unægtelig svært at finde mening i påstanden om, at han bevidst baserede sin beslutning om at sende unge englændere i krig på en løgn.

Så i dette historiske show, hvor en tidligere britisk premierminister blev afhørt i fuld offentlighed og for åben skærm, er der stadig kun én sandhed. Blair traf den utvivlsomt både pinefulde og vanskelige beslutning, fordi han troede på krigens berettigelse i indsatsen mod terror.