Krisetegn

Præsident Barack Obamas forslag til statsbudget for finansåret 2011 viser ubarmhjertigt, hvor hårdt ramt USA fremdeles er efter finanskrise og recession.

Ganske vist viser nye tal, at USA i fjerde kvartal af 2009 havde en høj økonomisk vækst, men den tilskrives i væsentlig grad en nødvendig lageropbygning, og arbejdsløshedstallene viser da heller ikke tegn på noget bæredygtigt opsving.

Med Obamas budgetforslag vil den amerikanske forbundsstat lægge beslag på 25,4 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), og det er ikke set siden Anden Verdenskrig.

I finansåret 2010, der slutter til september, ventes budgetunderskuddet at nå 10,6 pct. af BNP. Det synes uundgåeligt, hvis det skal lykkes at holde arbejdsløsheden nede.

På positivsiden tæller, at USA's statsgæld er på et anderledes komfortabelt niveau end i de fleste europæiske lande, hvor især de sydeuropæiske eurolande står over for finanspolitiske udfordringer af historiske dimensioner, der vil skabe sociale spændinger og kalde på gadens parlament.

I Spanien har arbejdsløsheden for første gang nogensinde passeret fire millioner, og det øger presset på regeringen i Madrid, der i år er tvunget til at mindske de offentlige udgifter med 50 mia. euro på grund af et forventet budgetunderskud på 11,4 pct. af BNP. Meget lidt skal gå galt, før hver femte spanier står uden arbejde.

Værst er situationen i Grækenland, der har endnu større budgetunderskud, endnu større offentlig gæld og tillige et alvorligt troværdighedsproblem efter, at EU-Kommissionen har godtgjort, at grækerne i årevis har manipuleret med de statistiske nøgletal for at skabe et skønmaleri af græsk økonomi. Havde nøgletallene været retvisende, ville Grækenland næppe have været medlem af eurosamarbejdet, og det gør lysten til at rykke grækerne til undsætning meget ringe.

Grækenlands selvskabte krise har blotlagt svaghederne i eurosamarbejdet, sat euroen under pres og skabt berettiget tvivl om sammenhængskraften i euroland.

Verdensbanken og andre globale iagttagere ser en betydelig risiko for et nyt økonomisk tilbageslag i år, da økonomierne ikke har genvundet den robusthed, der er forudsætningen for stabil økonomisk realvækst.

Hvis det er korrekt, venter der nye udfordringer, herunder en længere periode end forventet med pres på de offentlige budgetter og også en mere stædig arbejdsløshed.

En sådan udvikling forstærker behovet for samarbejde på tværs af Atlanten om at få gennemført de reformer, der er forudsætningen for at overvinde recession og finanskrise.

I situationen synes USA at blive stedse mere indadvendt i problemløsningen. Det kan være forståeligt på grund af de politiske friktioner i Kongressen, men intet vil være farligere, end hvis de toneangivende skikkelser på den geopolitiske scene begynder at miste det strategiske overblik og søge nationale løsninger på internationale udfordringer.

Præsident Obama har ikke den samme globale aura som for et år siden og skal derfor arbejde hårdere for at nå sine mål. Med de økonomiske og sociale udfordringer, som ikke kun USA står over for, er der mere end nogensinde behov for lederskab, og hvis verdens største økonomi ikke påtager sig opgaven, vil der opstå et økonomisk-politisk vakuum på noget nær det værst tænkelige tidspunkt i efterkrigstiden.

Europa må derfor vise vejen ved både at genskabe troværdigheden i eurozonen og ved at holde USA fast på løfterne om at søge globale løsninger på de globale udfordringer.