Endnu en skive

Herregud, gør det så meget, at børnehaven undlader at servere frikadeller og leverpostej til børnene? Det hensyn kan vi vel godt vise vore muslimske medborgere.

Herregud, gør det så meget, at de muslimske børn ikke må gå i fællesbad efter gymnastiktimen? Herregud, betyder det virkelig så meget, at en kassedame har tørklæde på? Det er jo bare et stykke stof. Herregud, gør det så meget, at vi et par eftermiddage eller tre om ugen lukker det kommunale svømmebad for mænd og forbeholder det muslimske kvinder? De skal vel også have lov til at dyrke svømning, og når nu deres religion og tradition forbyder dem at bade sammen med mænd ? ? Herregud, gør det så meget, at vi indretter børnehavens kalender efter muslimernes ramadan? Herregud, kan vi ikke vise vore muslimske medborgere det hensyn, at vi ser lidt stort på rådighedsforpligtelsen og ikke tvinger muslimske kvinder til at tage arbejde, hvor de risikerer at komme i kontakt med mænd og svinekød. Herregud, er det så slemt, at en bank afskaffer sparegrisen til børnene af hensyn til vore muslimske medborgeres følelser?

Herregud, hvad galt skal der nu være i, at nogle københavnske skoler indkalder til mødre-møder i stedet for forældremøder. Når nu mændene ikke vil have, at deres koner deltager i møder, hvor mænd er til stede?

Er det virkelig så slemt?



Svaret er ja. Det er meget slemt. De enkelte episoder kan hver for sig se mindre betydelige ud, og en voldsom insisteren på frikadeller og leverpostej i børnehaverne kan såmænd med lidt ond vilje latterliggøres. Men det samlede billede er simpelthen dystert. Hver gang, der insisteres på særhensyn til muslimske medborgere, og hver gang disse særhensyn udvides til også at forpligte andre end muslimer, skæres der endnu en skive af salamien - endnu en skive af det danske, demokratiske kulturgrundlag.

Det er udtryk for, at vi her i samfundet har en gruppe medborgere, som simpelthen ikke accepterer det moderne, demokratiske samfunds normer og spilleregler. Kvindemøderne på de københavnske skoler handler ikke alene om de muslimske kvinders egen modvilje mod at deltage i forældremøderne sammen med de øvrige forældre. De handler først og fremmest om deres mænds modvilje mod, at deres koner overhovedet er i stue med andre mænd.

Når svømmehallerne lukkes for mænd og forbeholdes muslimske kvinder, handler det først og fremmest om, at de muslimske mænd ikke accepterer, at deres koner svømmer sammen med mænd.



I går vakte det opsigt, at Holbergskolen i København inviterer til mødre-møde, hvor fædre formenes adgang, og i løbet af dagen kom det frem, at Holbergskolen ikke står alene med denne ubehageligt forskruede praksis.

Man kan anføre, at den enkelte skole og den enkelte institution i vid udstrækning må have ret til selv at tilrettelægge sine forhold, herunder i hvilken udstrækning der skal tages særhensyn til kulturelle og religiøse besynderligheder. Men når man begynder at pille ved grundlæggende demokratiske principper som kønnenes ligeberettigelse og forældrenes fælles ansvar for deres børn, må der fastlægges overordnede rammer.

De københavnske skolers leflen for en middelalderlig mellemøstlig machokultur, som forbyder mødre at være i stue med fædre til deres børns kammerater, er langt hinsides det acceptable.