Kinas hårde tone

Kinas aggressive retorik afspejler en nation, som ikke uden belæg ser sig selv som en stadigt mere betydningsfuld deltager i det globale spil.

Med sin bemærkelsesværdige vækst har Kina aftvunget omverdenen respekt. Men det er blevet hjulpet godt på vej af et USA, som grundlæggende ønsker et godt forhold til Kina, et Asien, som er blevet Kinas vigtigste marked, og et splittet Europa, hvis store nationer skrupelløst har konkurreret om at blive Kinas bedste ven.

Tror Kina nu så meget på sin overlegenhed og sin uundværlighed som handelspartner, at det ikke er i tvivl om, at alle andre nationer vil bøje sig? Er Kinas nye, hårde tone blot den sædvanlige retorik? Er den et forsøg på at teste USA's og Europas beslutsomhed, eller er den et tegn på, at Kina for alvor er ved at ændre politik?

I 2008 aflyste Kina et topmøde med EU efter forbundskansler Angela Merkels og præsident Nicolas Sarkozys møder med Dalai Lama. Sidste år var Kina i konfrontation med EU i Tibet-spørgsmålet og med en række lande på klimakonferencen i København. Der var fornyet spænding mellem Indien og Kina, og nu truer Kina efter det amerikanske våbensalg til Taiwan og i lyset af Barack Obamas møde med Dalai Lama med handelssanktioner mod amerikanske og andre internationale firmaer. Til overflod stiller Kina sig i vejen for nye sanktioner mod Iran, som selv Rusland muligvis vil støtte.

Er det et signal om, at Kina nu for alvor søger at flytte magtbalancen og at tvinge den amerikanske regering og Europa til at svigte idealer og principper, som de har forsvaret i årtier. Er det blot retorik, eller vil Kina sætte handling bag sine ord? Uanset hvad svaret er, har USA og Europa intet andet valg end at imødegå det kinesiske pres. For det kan munde ud i en handelskrig.

At det vil ramme Kina selv hårdest, turde være en kendsgerning. Den eksport, som har drevet den kinesiske økonomi frem med rekordfart, vil blive skadet. Samtidig vil Kinas mulighed for at købe nødvendig teknologi komme i fare.

Al sund fornuft siger, at dette må indgå i de kinesiske lederes overvejelser. De kan næppe heller være blinde for, at de stort set intet har givet til gengæld for Europas og USA's imødekommenhed. Obamas regering har af hensyn til samarbejdet med Kina valgt at bøje af på vigtige områder som menneskerettigheder og valutaspørgsmål. Men hvis ikke den er helt forgabt i sin egen ufejlbarlighed, må den kinesiske ledelse stille sig det spørgsmål, om den for alvor tror på, at USA kan presses yderligere.

Der må være grænser for, hvor langt Europa, Asien og USA vil lade sig skubbe rundt i manegen af en kinesisk sprechstallmeister, der i stigende grad svinger den retoriske pisk. Kina er godt i gang med at overspille sine kort, og det er en alvorlig fejltagelse, som kan give bagslag, for Kina er en ”skrøbelig supermagt.” Det var titlen på den bog, som Kina-eksperten Susan L. Shirk skrev for et par år siden. Lad os håbe, at hun har ret, når hun nu vurderer, at Kinas aggressive tone stadig er den vante kinesiske retorik.

Ellers er der kun et svar: Europa, Asien og USA må ikke blot tage til genmæle, men aktivt modsætte sig den kinesiske afpresning. Hvis Kina vil have en handelskrig, så må det klart have at vide, at det kan det få med de konsekvenser, som det vil få ikke blot for Kinas økonomi, men også for Kinas omdømme og fremtidige placering i det internationale samfund.