Elitens triumf

Bedst som man troede, at klokken havde ringet ud for klassesamfundet, viser journalist Lars Olsens veloplagte gennemgang af ”elitens triumf", at det eksisterer i bedste velgående.

Vel at mærke ikke i den traditionelle forstand, som i tv-serien ”Matador”, hvor social placering hænger tæt sammen med økonomisk formåen. Moderne klassekamp er mere subtil og foregår mellem de veluddannede, som sidder på retten til ikke alene at bestemme over samfundet, men også til at definere, hvilke metoder, begreber og sproglige vendinger man skal kunne jonglere med for at gøre sig gældende, for at være noget.

I dagens Danmark er man især noget, hvis man evner at teoretisere over sit fag og reflektere over sig selv.

I denne verden af ”hvordan synes du selv, det går” og ”hvilken teori ligger bag aktiviteten at bygge med klodser” er én gruppe den stensikre taber - nemlig den, som ikke formår at spille spillet i det elitære verdensbillede, som er styrende ikke alene for samfundsindretningen, men især for opfattelsen af, hvad der giver et menneske værdi.

Mens det i ”Matador” til sidst lykkes murermester Jessen at tilkæmpe sig en plads i Korsbæks finere cirkler, synes det noget sværere for nutidens håndværker at få foden inden for på Christiansborg. Som Lars Olsen rigtigt påpeger, bliver det en begivenhed, når en havnearbejder vælges ind i Folketinget. Ganske parallelt til, at det i sin tid ikke var Henrik Dam Kristensen, som blev minister. Det var ”landpostbuddet fra Vorbasse”. Sikke en sensation.

Havnearbejderen, Leif Lahn fra Socialdemokratiet, fortæller rammende i bogen om, hvordan taktik fylder 80 pct. af hverdagen på Christiansborg. Og det er ikke alene, som han selv siger, »noget skidt«, men også udtryk for, at ageren og måden at organisere på har trukket fokus væk fra det egentlige: substans og konsekvens.

Et samfund, hvor de uddannede klasser har taget magten, er indrettet til succesmennesket og karrieremennesket. Der lægges planer, der evalueres, der reflekteres over følelsesliv og samspil. Menneskelig virksomhed sættes ind i skemaer, og det bliver vigtigere, om »det kan måles, at noget er godt, end at det er godt,« som forfatteren til bogen ”Jeg-automaten”, Jørgen I. Jensen, har udtrykt det.

I en tid, da viden fremhæves som Danmarks råstof, er risikoen for misopfattelser stor. Danmark bliver ikke bedre rustet af, at en sosu-assistent kan holde lange foredrag om teorien bag pleje af ældre, eller om en pædagog i detaljer kan redegøre for børns brug af byggeklodser: tværtimod. Trangen til at akademisere selv de mest basale uddannelser højner ikke det samlede uddannelsesniveau. I stedet betyder det, at mange falder fra, fordi de selv fornemmer, at de ikke slår til på de bonede gulve på byggepladsen.

I dagens Danmark er der masser af ord til at beskrive succesmennesket. De andre - og dem er der stadig flest af - har groft sagt kun det sentimentale sprog at benytte. De er udstillet til latterliggørelse hos den lille elite, som fejlagtigt tror, at hvis samfundet fungerer som en udvidet udgave af klassens time med konstant gruppearbejde og ansvar for egen læring, så kommer det alle til gode.

Det er på høje tid, at den uddannede elite konfronteres med sit eget selvbillede, og at de ”samspilsramte” klasser hævder retten til at være en del af sammenhængen. Det gøres bedst ved at fastholde, at verden kan udforskes på andre måder end de belærte brødres i Klodshans.