Spillet om spillet

Den danske stat har ikke længere monopol på de indtægter, der genereres af spillelystne danskeres drømme om den store gevinst.

Spillemonopolet har ellers været et politisk mantra i mere end 60 år, fordi Danske Spils lovfæstede udlodning af penge til almennyttige formål inden for kultur og idræt har været en effektiv stopklods for et opgør med den anakronisme, som monopoler udgør på den globale markedsplads.

Pres fra EU, pres fra en virkelighed, hvor udenlandske spiludbydere via internettet og ulovlig annoncering alligevel underløb monopolet, og forhåbentlig da også en liberal grundholdning hos regeringen har medført et bredt politisk forlig. Kun Enhedslisten står uden for en såkaldt »delvis liberalisering« af spillemarkedet i Danmark.

Man kunne stilfærdigt anføre, at den rette betegnelse havde været en ”delvis normalisering”, men det klinger selvfølgelig af noget mindre i liberale ører.

Den ”delvise liberalisering” dækker over, at Danske Spil opretholder eneretten til at udbyde lotto og skrabespil, mens udenlandske aktører mod erhvervelse af en licens og afståelse af en afgift til staten kan drive kasinospil som poker og væddemålsspil som oddset.

Den danske model ligner i nogen udstrækning den britiske, og man må formode, at skatteministerens varslede dialog med EU-Kommissionen sikrer den juridiske bæredygtighed.

Det er betydelige beløb, der nu gives delvis adgang til. Danskerne har i Danske Spils levetid bidraget med en samlet omsætning på mere end 135 mia. kr., nogle heldige er blevet millionærer, mens andre via deres spillelyst har afleveret pænt over 33 mia. kr. til statskassen og 24 mia. kr. i støtte til kulturelle og især idrætslige formål.

Idrætten, der altså er blandt de store modtagere af tipsmidler, ser med den nye lov ud til fortsat at være sikret en betydelig støtte med mindre risiko for udsving, og det er forståeligt, at idrættens organisationer utrykker tilfredshed. I realiteten har idrætten for længst indset, at det eksisterende monopol var blevet meningsløst, og de udenlandske spiludbyderes ulovlige tilstedeværelse på markedet har allerede betydet et faldende overskud hos Danske Spil og dermed færre penge til idrætten.

På den baggrund er der grund til trods alt at anerkende den politiske realisme, der har afstedkommet skatteminister Kristian Jensens initiativ til den delvise liberalisering af spillemarkedet, som samtidigt sikrer, at tæppet ikke rives væk under blandt andet foreningslivet i Danmark.

Om ikke andet, fordi enhver bevægelse mod liberalisering er bedre end stilstand.

Det ændrer ikke på, at den anden side af mønten i en delvis liberalisering er fastholdelsen af et delvist monopol, og en borgerlig regering må trods alt spørge sig selv om logikken i at liberalisere væddemål på fodboldkampe, men ikke lotto og skrabespil.

Målet bør fortsat være et endeligt opgør med alle monopollignende tilstande på spilleområdet, hvor også Danske Spil må klare sig - som statsejet eller privatejet - på markedsvilkår. En delvis liberalisering er og bliver kun en delvis normalisering.

Set i lyset af, at det har taget 60 år at nå hertil, og at den siddende regering skulle bruge mere end otte år og udsigten til et juridisk slagsmål i EU for at gøre det indlysende, kan man frygte, at vi kommer til at vente længe på en fuldstændig normalisering.