Offentligt gys

To overskrifter fra de seneste dages udgaver af denne avis siger sådan set alt: 1) »8.500 flere ansatte på rådhusene« og 2) »Flertallet lever nu af statskassen«.

Førstnævnte overskrift dækker ikke blot over den uhæmmede vækst i de offentlige udgifter, der har præget det forløbne årti under VK-regeringerne, men også det faktum, at der har været en voldsom vækst i antallet af administrative medarbejdere i landets kommuner. Kommunalreformen burde have haft den modsatte effekt, men alligevel giver de faktiske tal ikke anledning til nævneværdig debat.

Samme selvfølgelighed præger konstateringen af, at Danmark i år passerer det punkt, hvor flere borgere lever af statskassen, end der er borgere, som bidrager til den.

Danmark har verdens højeste skattetryk og i forhold til befolkningens størrelse også verdens største offentlige sektor.

Det burde have resulteret i verdens bedste velfærd, verdens bedste ældreforsorg, verdens bedste skoler, verdens bedste universiteter, verdens bedste sygehuse, osv.

Sådan er det ikke, og det vidner om, at Danmark befinder sig på en nationaløkonomisk katastrofekurs, som der ikke synes at eksistere en reel politisk vilje til at rette op.

Dét på trods af de gennemgribende strukturelle forandringer, som landet i dette årti står overfor, og som blandt meget andet betyder, at et mindretal af danskerne fremover skal forsørge flertallet. Det er en aldeles uholdbar situation.

Regeringen har bebudet nulvækst i de offentlige udgifter vel vidende, at der reelt er behov for minusvækst med en langsigtet plan, der via naturlig afgang tilpasser antallet af offentligt ansatte til Danmarks reelle behov.

De 8.500 flere ansatte på rådhusene repræsenterer ikke mere velfærd, men er tværtimod en synliggørelse af, at kommunerne under ét har mistet det økonomiske herredømme. At Folketinget forværrer situationen med sin ulidelige detailstyring, hvad madordningen er et eklatant udtryk for, understreger blot det politiske afsind.

Under borgerlige regeringer turde det være en selvfølge, at øget offentlig velfærd skal hentes inden for de bestående ressourcer for herved at mindske byrderne for verdens hårdest beskattede borgere. I stedet har VK-regeringerne under Anders Fogh Rasmussen ført en så slap økonomisk politik, at de offentlige udgifter nu årligt ligger 40 mia. kr. over niveauet i Poul Nyrup Rasmussens sidste regeringsår. I samme tidsrum er Danmark dalet støt på den globale velstands-rangliste.

Løkke Rasmussen-regeringen står nu over for at skulle træffe nogle yderst ubehagelige valg, når regningen for recessionen skal betales. Det er vel at mærke valg, man kunne have undgået ved i tide af have balanceret de langsigtede udgifter og indtægter på et bæredygtigt niveau i stedet for at lade pengene fosse ud af de offentlige kasser.

Forståeligt nok føler oppositionen ikke noget behov for at hjælpe en rådvild regeringen ud af dens selvskabte plager.

Efter i otte år at have ført en endnu mere ekspansiv offentlig udgiftspolitik, end selv ortodokse socialdemokrater ville have turdet, skal regering heller ikke vente nogen hjælp fra de borgerlige vælgere, der i horisonten ser konturerne af kommende skatteforhøjelser.

Skattesmæk er nemlig den uundgåelige konsekvens, da den næste regering - uanset kulør - vil have fortsat vækst i de offentlige udgifter og antallet af offentligt ansatte som de vigtigste punkter på den politiske dagsorden - for sådan har det været uafbrudt under alle statsministrene Rasmussen.