Skidrop

Den af komikerparret Monrad og Rislund lancerede vintersportsdisciplin "skidrop" var ikke med på programmet ved de olympiske vinterlege i Vancouver, men ordet finder udmærket anvendelse til en beskrivelse af de danske vintersportsatleters præstationer.

Netop som man troede, at den sidste jord var kastet på kisten, hvor ordene »det gælder ikke om at vinde, men om at være med« er stedt til hvile, sendte Danmark 18 udøvere til vinter-OL i Canada. Det talstærke danske hold talte blandt andet en 42-årig OL-debutant, og en alpin skiløber, der egentlig havde indstillet karrieren i 2007, men som lige ville give sig selv en ordentlig sortie, fordi lempeligere kvalifikationskrav åbnede døren til de olympiske lege.

Nu bør de olympiske lege ikke være et redskab for aldrende danske idrætsudøveres selvrealisering, derimød bør de danske resultater i Vancouver give anledning til betydelig selvransagelse.

Et ekstrakt: Nummer 86 ud af 87. Nummer 88 ud af 88. Nummer 76 ud af 96. Nummer 21 ud af 22. Nummer 53 ud af 64. Nummer 40 ud af 45. Og så var der en enkelt udøver, der udgik, da han blev overhalet med en omgang. Det bedste resultat blev opnået af det danske kvindecurlinghold, der havde håbet på medalje, men som blev nummer fem.

Kan ske, at disse resultater er med til at hylde den olympiske ånd, men for dansk eliteidræt skyld kunne man ønske et større ambitionsniveau end det.

Årsagen til det store danske hold i Vancouver skal findes i, at Danmarks Idræts-Forbund (DIF) efter et længere forløb valgte at lempe de danske OL-krav ved at harmonisere dem med de internationale. DIF vægrer sig ved - alene på baggrund af bundplaceringerne i Vancouver - at vende tilbage til de tidligere, strengere og bedre udtagelseskriterier, hvor udøverne forventedes som minumum at placere sig i den bedste tredjedel.

Man kan måske udtrykke en vis forståelse for, at DIF ikke ønsker at opføre sig alt for ”radikalt” ved endnu en kovending, men som minimum må DIF ind og justere udtagelseskriterierne og én gang for alle få lagt sig fast på, hvordan vi i Danmark ønsker at lade os repræsentere på elitesportens internationale scener. I al stilfærdighed kan man håbe på, at vi hurtigt vender tilbage til tilstande, hvor Danmark bliver repræsenteret af kvalificerede atleter, der kan blande sig i den gode halvdel, og ikke optræder som komiske ”sidekicks”, der kalder på overbærende smil.

Selv om de danske præstationer i Vancouver ikke umiddelbart kan inddrages som argumentation i diskussionen om Team Danmarks fremtidige støttekoncept, kan indsatsen forhåbentlig bidrage til at bringe debatten om elitesport tilbage på sporet. Team Danmarks hovedretning er en skarpere prioritering af de offentlige støttekroner på færre specialforbund. Det er en filosofi, som er den fremherskende i de fleste andre lande og efter alt at dømme den eneste og den rigtige vej at gå, hvis målet stadig er at kæmpe for guld til Danmark.

Udfordringen for politikere og idrætspolitikere bliver at sikre midler nok til at fastholde en bredde i eliten, så det værdifulde elitemiljø, der er bygget op i Team Danmarks 25-årige levetid, ikke eroderes. Der må imidlertid også tilvejebringes en bred forståelse af, at der kan dyrkes eliteidræt og skabes elitemiljøer i Danmark uden offentlig støtte og uden udsigt til at repræsentere Danmark ved OL. For det er nu engang ikke sjovt at blive overhalet med en omgang.