Uheldige hensyn

Videnskabeligt repræsentativ er undersøgelsen ikke, men tendensen er tydelig: Der tages i den danske folkeskole vidtgående hensyn til muslimske elevers - eller måske især deres forældres - ønsker om særbehandling.

73 pct. af de svarende skoleledere oplyser, at muslimske elever på deres skoler får lov til at holde fri på muslimske helligdage, som ellers er almindelige undervisningsdage.

Morgenavisen Jyllands-Posten har spurgt 1.504 folkeskoleledere, om der på deres skoler tages særlige religiøse hensyn, og af dem har 453 svaret. Undersøgelsen skal naturligvis vurderes med det forbehold, at den ikke er statistisk repræsentativ, men den er fuldt tilstrækkeligt underbygget til at afsløre alvorlige faresignaler i folkeskolen.

Efter den ballade, der for nylig opstod som følge af, at en københavnsk folkeskole holdt et kønsdiskriminerende forældremøde, hvortil kun mødre havde adgang, foreslog formanden for Folketingets integrationsudvalg, Karen Jespersen, at der skulle laves en kortlægning af religiøst begrundede særhensyn i folkeskolen. Forslaget fik opbakning fra VKO-flertallet, men gennemførelsen har vi endnu til gode. I mellemtiden kan vi konstatere, at 60 pct. af de skoleledere, der har svaret på Jyllands-Postens spørgsmål, er modstandere af en sådan undersøgelse.



For en umiddelbar betragtning kan det såmænd se meget sympatisk ud, at folkeskolen tager særlige hensyn til elever og deres forældre, som af den ene eller den anden grund ønsker særbehandling. En nærmere eftertanke gør imidlertid klart, at der tale om en helt utålelig underminering af selve folkeskolens grundlag: At alle elever tilbydes den samme kvalificerede undervisning på samme vilkår og med de samme forpligtelser. Det betyder blandt andet, at eleverne holder fri, når skolen holder fri, og når der er undervisning, møder man op og passer undervisningen og læser sine lektier.

Helt grotesk er det selvfølgelig, når muslimske forældre sender deres børn på månedlange sommerophold i deres slægters hjemlande og blæser børnenes folkeskoleundervisning en lang march.

Men mindre kan aktivere alarmsignalerne, for ved at give muslimske børn fri, mens alle ikke-muslimer skal passe deres skole, foranstalter man en helt utålelig og stærkt diskriminerende forskelsbehandling. Man udbygger de skel blandt elevgrupperne, som det netop burde være en af skolens vigtigste opgaver at udjævne.



Det er også en tanke værd at fundere lidt over, hvordan de pågældende skoleledere ville stille sig, hvis børn af Scientology, Divine Light Mission, Jehovas Vidner eller tilbedere af de gamle nordiske guder ville forlange særbehandling og særlige fridage på grund af deres tro.

Eller hvor officielt skal et trodssamfund overhovedet være, for at kunne berettige særbehandling? Da vi jo har religionsfrihed, er det enhvers ret at definere sin egen tro, og hvilken skoleleder kan med hvilken ret eller autoritet tillade sig at dømme om, hvorvidt den ene tro i højere grad berettiger særbehandling end den anden?

Hvad er det for noget tøjeri, at en skole gennemgår undervisningsmaterialet til seksualundervisningen og frasorterer billeder eller sprogbrug, der kunne »støde børn fra muslimske hjem?« Det er forløjede, misforståede hensyn, som udbygger kløften mellem børnene og som hviler på berøringsangst og politisk korrekthed. Folkeskolen er og bør fortsat være for alle med samme rettigheder og pligter for alle.