Svigt på svigt

Fredag i sidste uge blev en 40-årig mand og hans 36-årige hustru varetægtsfængslet for fire uger, sigtet for vanrøgt af familiens otte sammenbragte børn og tillige for grov mishandling af faderens voksne datter.

Mishandlingen og vanrøgten er ifølge det oplyste foregået gennem mindst fire år, og der er fremlagt hjerteskærende oplysninger om, hvad børnene har været udsat for.

Det er på ingen måde usædvanligt, at familier med sociale problemer flytter fra kommune til kommune og således er væk, inden de sociale myndigheder med hjemmel i serviceloven kan iværksætte tvangsforanstaltninger med henblik på at beskytte børnene mod vanrøgt.

Alligevel må det give anledning til alvorlige overvejelser, at noget sådant - igen - kan finde sted i et af verdens mest gennemregulerede lande - måske det mest gennemregulerede overhovedet. Fra fødsel til død følges vi tæt af myndighederne, vi har pligt til at holde myndighederne underrettet om alle relevante forhold. I den udstrækning, borgerne ikke opfylder den lange række af pligter, har sociale myndigheder både ret og pligt til at gribe ind og se til, at det hele går rigtigt til.



I en sag som denne samler interessen sig om servicelovens paragraf 50, der forpligter kommunerne til at gribe ind, eventuelt med tvangsforanstaltninger, hvis børn mistrives. Der er også taget højde for, hvad man i socialrådgiverkredse kalder sociale nomader - folk, der hyppigt flytter til nye kommuner for at undgå myndighedernes indblanding: Fraflytningskommunen har pligt til at underrette tilflytningskommunen. Den sammenbragte familie, hvis forældre i fredags blev varetægtsfængslet og børnene tvangsfjernet til mere trygge omgivelser, var absolut ikke ukendt for de sociale myndigheder i de seneste tre kommuner, hvor den har boet: Lolland, Skanderborg og Brønderslev. Overalt havde skolefolk, buschauffører, lokale handlende og såmænd også politiet gjort de kommunale myndigheder opmærksom på alvorlige problemer. Familien var blevet besøgt flere gange, og der var skrevet lange sagsfremstillinger, men der blev ikke grebet ind. Ikke før den voksne datter stærkt forkommen flygtede til sin biologiske mor i Ringsted, hvorfra der efter nogen tid blev foretaget politianmeldelse.



Borgmesteren i Brønderslev Kommune tager bekymrende afslappet på kommunens adfærd i denne sag. Hun mener ikke, at Hjørring Kommune kunne have grebet ind, og hun hævder, at sagen i et og alt er behandlet kommunalt korrekt.

Det stemmer i ringe grad overens med blandt andet politiets iagttagelser på stedet, hvor der blev fundet fire døde, halvt forrådnede ponyer og et ubeskriveligt, stinkende rod. Det stemmer også ringe overens med naboers oplysninger - og anmeldelser til kommunen - om børn, der rendte rundt i sneen kun iført bleer, og beretninger om, at den 20-årige var blevet banket med jernrør og baseballkøller og tvunget til at samle hestemøg med de bare hænder.

Borgmester Lene Hansen ser ingen problemer. »Jeg vil ikke som person have mine børn til at leve under de forhold, men vi er jo forskellige (...) Når mine fagmedarbejdere siger, at der ikke er omsorgssvigt, må jeg tro på det.«

Det må være tydeligt for alle andre end borgmesteren og hendes åbenbart dybt inkompetente medarbejdere, at der i høj grad er tale om omsorgssvigt.

Næste nærliggende spørgsmål er, hvad samfundet stiller op mod alvorlig pligtforsømmelse fra sociale myndigheder.