For letkøbt

Med den gamle traver om, at man ikke kan få både skattelettelser og velfærd, og at det i virkeligheden er bedre at finansiere udbygningen af velfærdssamfundet ved at opkræve højere skatter, er S og SF endnu en gang ved at forplumre den politiske debat. Det viste duellen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt tydeligt.

Det er så enkelt for socialdemokraternes formand at fremture med påstanden om, at skattelettelser er velfærdssamfundets modsætning. Men det er det stik modsatte, det handler om.

Forudsætningen for velfærdssamfundet er, at der er nogen til at finansiere det: folk, der har lyst til at arbejde, og virksomheder som i kraft deraf skaber vækst. Det er muligt, at lavere skatter ikke umiddelbart giver mere velfærd. Men hvordan man end vender og drejer det, giver det større arbejdsglæde, når man får noget ud af det.



Derfor har regeringens forårsskattelettelse betydning, især på et tidspunkt, da det handler om igen at få økonomien i gang. Hvis ikke forbrugerne har noget at forbruge, går økonomien i stå. Den lektie turde være tydeligt dokumenteret i den lammelse af de internationale konjunkturer, som finanskrisen medførte.

Alligevel forsøger S og SF at bilde befolkningen ind, at højere skatter giver mere velfærd. Det samme gjorde de uden held i den seneste valgkamp i 2007, men meningsmålinger som viser, at store dele af befolkningen faktisk er villige til at betale mere i skat, tyder på, at det letfærdige forsøg på at score lette points endnu ikke er gennemskuet.

Uanset, at økonomer og vismænd har fastslået, at ingen eller forsinkede skattelettelser absolut intet vil betyde for den danske økonomi, fremturer oppositionen med den påstand, at vi risikerer at sætte velfærdsudviklingen over styr, hvis regeringen fastholder skattelettelserne.



Det er, stort sagt, det eneste, oppositionen har at byde på. Men vi mangler unægtelig i stedet for de håbløse standpunkter, som den stædigt fastholder, et svar på, hvad det egentlig er, den vil gøre. Det helt indlysende problem er ikke, om vi skal have mere velfærd, men faldende produktion og en vildtvoksende og kostbar offentlig sektor, som suger den økonomiske kraft ud af samfundet.

S og SF kan ikke uden at redegøre klart for, hvad deres konkrete plan for en genopretning af den danske økonomi er, hvilke skattestigninger, de har i tankerne, og hvor de vil skære af den fælles kage for at øge velfærden, forvente at blive opfattet som et seriøst alternativ til den regering, som heldigvis først i 2011 igen skal til valg.

Fortæl det dog, så vi kan få en seriøs debat, for det er unægteligt forstemmende bare at blive ved at høre på tomme velfærds-slogans og påstande om ”ufinansierede skattelettelser.” Vælgerne har et berettiget krav på at få at vide, om der er andet og mere i tasken, eller om den reelt er tom.

Hvis socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke har andet at byde på end højere skatter, som vil dræbe den i forvejen problematiske mulighed for vækst, ser det skidt ud.

Heldigvis har regeringen i modsætning til oppositionen, som åbenbart ikke kan eller vil forstå de grundlæggende problemer i økonomien, erkendt, at økonomien er omdrejningspunktet, og at reformer er nødvendige. Lad os bevare det forfængelige håb, at S og SF snart indser, at økonomien er et fælles anliggende og ikke blot et spørgsmål om at komme til magten på den billigst mulige måde.