Et folkedrab

I januar 2008 kritiserede senator Barack Obama den amerikanske udenrigsminister for at have fyret landets ambassadør i Armenien med henvisning til, at denne som USA's repræsentant havde omtalt det osmanniske Tyrkiets massemord på armenierne under Første Verdenskrig som folkedrab.

»Det armenske folkedrab er ikke en påstand, en personlig holdning eller et synspunkt, men en vidt og bredt dokumenteret kendsgerning underbygget af en overvældende samling af historiske beviser. Kendsgerningerne er uafviselige,« fastslog Obama. Han tilføjede, at han som præsident ville gøre, hvad han kunne, for at få anerkendt det armenske folkedrab, hvilket ingen amerikansk præsident har gjort siden Ronald Reagan. Obamas forgængere, Bill Clinton og George W. Bush, stoppede lignende tiltag med henvisning til amerikanske interesser, dvs. våbenkontrakter, adgang til en strategisk vigtig luftbase i Tyrkiet og forholdet mellem Washington og Ankara i det hele taget.



Nu er endnu et resolutionsforslag på vej til afstemning i Kongressen, og det skal blive interessant at følge, om Obama denne gang vil stå fast, når han bliver udsat for pres af Tyrkiet og dele af den hjemlige opinion. Det må man håbe, for det armenske folkedrab er efter udryddelsen af jøderne under Anden Verdenskrig det bedst dokumenterede folkedrab, historien har kendskab til. På den baggrund er det pinligt, at Tyrkiets ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, i stedet for at erkende fakta og søge forsoning med armenierne og andre kristne mindretal, som blev ofre for det osmanniske riges udryddelsespolitik, for nogle år siden foreslog at nedsætte en kommission til at efterforske begivenhederne i 1915-1917. Den internationale sammenslutning af folkedrabsforskere afviste korrekt forslaget som propaganda og sagde, at de ikke ville medvirke til Ankaras julelege. Forskerne har utvetydigt og flere gange fastslået, at det armenske folkedrab er en dokumenteret kendsgerning.



Samtidig med den amerikansk-tyrkiske debat og forsøg på at få gang i en armensk-tyrkisk dialog har folkedrabet udløst en debat blandt danske politikere med tyrkisk baggrund. Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation og Serdal Benlin fra Gladsaxe byråd har opfordret 25 kolleger med tyrkisk baggrund til i fællesskab at udsende en appel til den tyrkiske regering om at erkende folkedrabet og give en undskyldning til armenierne. Alle undtagen én afviste opfordringen, nogle med absurde påstande, som man normalt kun hører fra rabiate stemmer på yderfløjene. Socialdemokraten Yildiz Akdogan er en af dem, der undslog sig. Det er mildt sagt underligt, da hun for nylig på sin blog opfordrede danskerne til i anledning af den internationale Auschwitz-dag den 27. januar at være opmærksomme på udgrænsning af mindretal. I Tyrkiet risikerer man en straffesag for at omtale massemordet på armenierne som folkedrab. Det har nobelprisvinder Orhan Pamuk, hans kollega Elif Shafak og flere andre mærket, og den armenske avisredaktør Hrant Dink blev skudt ned på åben gade i Istanbul efter at have fået en betinget dom for sin opfordring til den tyrkiske regering om at anerkende folkedrabet. Det er selvfølgelig uhyrligt og uforeneligt med EU-medlemskab. Omvendt er det tåbeligt, at enkelte europæiske lande har gjort benægtelse af det armenske folkedrab til en forbrydelse. I Schweiz er en tyrkisk nationalist således blevet dømt. I et åbent samfund skal afvisningen af historiske kendsgerninger ikke imødegås med straf, men med argumentation og gode argumenter.