Iraks demokrati

Om Irak er et demokrati, er ikke længere til diskussion. Det relevante spørgsmål forud for søndagens parlamentsvalg er, om det fortsat skrøbelige demokrati kan overleve, når de amerikanske tropper trækkes ud næste år.

Syv år efter, at Irak blev befriet for Saddam Husseins brutale styre, er der sket store fremskridt. De overskygges ofte af de fortsatte terrorangreb. Men kendsgerningen er, at Irak allerede har haft flere demokratiske valg, bl.a. om forfatningen, og at søndagens parlamentsvalg er det andet siden 2005.

Irak er ikke faldet fra hinanden. Dets politikere begynder at arbejde sammen på tværs af etniske og sekteriske skel. Irak har den højeste gad af ytringsfrihed i Mellemøsten, og den irakiske hær og sikkerhedsstyrkerne er nu så veltrænede, at de i stigende grad kan garantere sikkerheden.

Infrastrukturen, som var totalt negligeret under Saddam Hussein, er i stærk forbedring. Love, som skal sikre udenlandske investeringer og en bedre udnyttelse af de store oliereserver, er ved at være på plads. Økonomiske reformer, som kan føre Irak hurtigt frem mod en egentlig markedsøkonomi, kan efter valget styrke den økonomiske fremgang.

Meget af dette kan tilskrives premierminister Nouri al-Maliki, der som kompromiskandidat overtog sit lands ledelse efter valget i 2005. Gennem fire kaotiske år har han vist sig at være andet end den sekteriske person, som mange mente. Tvært i mod har han vist sin vilje og evne til at forene de sekteriske fløje, og han har bevidst nedtonet sit partis shia-muslimske profil.

Men han er stadig en kontroversiel politiker, som beskyldes for at misbruge sin magt, og at hans regering har trykt 7 millioner flere stemmesedler, end der reelt er brug for, og hans diskvalifikation af hundreder af andre partiers kandidater, understreger efter modstandernes mening, at der vil blive tale om valgsvindel. Det skal observatører fra FN og EU sikre, at der ikke bliver.

Maliki og hans shia-nationalistiske retsstatskoalition er valgets favorit. Hans budskab om fred og orden tiltaler vælgerne. Men et absolut flertal er formentlig utænkeligt. Han vil efter en valgsejr igen stå overfor den opgave at forene fløjene i en koalitionsregering.

Den usikre faktor i valget er sunni-muslimerne, som boykottede valget i 2005. De greb til våben, men senere indså, at det ikke var vejen til øget indflydelse. Ved provinsvalgene i 2009 fik de deres vælgere på banen i stort tal og tog adskillige poster. Den succes er de indstillet på at gentage, selv om hundreder af deres kandidater er blevet kasseret af regeringen.

Men uanset hvordan valget går, vil det betyde et vendepunkt. Det kan munde ud i en styrkelse af de sekteriske splittelser, som har været årsag til volden gennem de senere år, eller det kan føre til en forsoning mellem de etniske og religiøse grupper og dermed sende Irak videre på demokratiets vej.

Helt afgørende er det, om USA efter valget vurderer, at Irak er stabilt nok til, at det som lovet vil trække de sidste tropper ud i slutningen af næste år. Hvis det sker, vil det nye parlament og den nye regering styre et totalt uafhængigt Irak.

Kun syv år efter Saddam har Irak et demokratisk valgt parlament, demokratisk valgte lokalråd og en demokratisk forfatning. Hvis det lykkes den nye regering at bygge bro mellem sunnier, shiiter og kurdere, er fundamentet støbt for en fælles, demokratisk fremtid for det krigshærgede land.