Stemmeret

Siden 1970'erne er der i verdens demokratier sket en gradvis udvidelse af stemmeretten til indvandrere, som ikke er statsborgere.

Denne udvikling skal ses i lyset af den bølge af indvandring, som demokratierne i ikke mindst den vestlige verden har været genstand for gennem det seneste halve århundrede. Man har efterhånden fået store befolkningsgrupper, som på den ene side har betalt skat og haft fælles politiske interesser med naboer og kolleger, men ikke desto mindre har været forment retten til at stemme.

I den proces er New Zealand gået længere end noget andet demokratisk land ved at give stemmeret til indvandrere efter blot et års ophold i landet. Det gælder både lokale og nationale valg. Irland og Holland har også udvidet indvandreres stemmeret betragteligt, mens Belgien, Letland og Tyskland til gengæld er eksempler på lande, der har været tilbageholdende med at give stemmeret til indvandrere. I Danmark fik nordiske statsborgere i 1977 stemmeret til lokalvalg, mens denne ret i 1981 blev udvidet til alle indvandrere med mindst to års fast bopæl i landet, som senere er blevet til tre år. EU-borgere har en særstilling, da de har automatisk stemmeret til lokalvalg i alle EU-lande.

I forbindelse med et serviceeftersyn af integrationsloven har Dansk Folkeparti stillet krav om en ændring af regler om stemmeret for indvandrere, således at indvandrere fremover skal have boet fem år i landet, før de får ret til at stemme ved kommunalvalg. Det er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark er tiltrådt, men det er ikke desto mindre et dårligt forslag.

Ifølge Dansk Folkepartis integrationsordfører Peter Skaarup er der to argumenter for at hæve grænsen for stemmeret fra tre til fem år: For det første tvivler man på, at indvandrere på tre år kan få tilstrækkelig indsigt i det danske samfund til, at de kan afgive en kvalificeret stemme, og for det andet frygter DF, at grupper af indvandrere bliver presset til at stemme på politikere, der går ind for at opføre stormoskeer.

Begge argumenter er svage. Hvis stemmeretten konsekvent skal ledsages af et krav om evnen til at tage kvalificeret stilling, så er der sandsynligvis mange danske statsborgere, der burde fratages deres stemmeret, og hvad vil det sige at tage kvalificeret stilling? Skal man have læst bestemte bøger eller set udvalgte tv-programmer? Kan en stemme på et yderligtgående parti, der opfatter det danske samfund som en politistat, defineres som kvalificeret stillingtagen?

Det andet ræsonnement er ikke bedre. Der er hemmelig afstemning i Danmark, og selv om der findes et stærkt gruppepres i nogle indvandrergrupper, så er den enkelte borger alene i stemmeboksen. Ingen behøver at fortælle sine nærmeste, hvordan man stemmer, og det kan da ikke udelukkes, at netop her kan indvandrere nyde en flig af den individuelle frihed, der findes i Danmark. Desuden er forslaget ulogisk. De stærkeste fortalere for muslimske parallelsamfund er jo netop de kræfter, der opfordrer muslimer til at melde sig ud af demokratiet med henvisning til, at det er i strid med islamisk lov. Hizb-ut-Tahrir og andre islamistiske grupper vil hilse DF's forslag velkomment, for det udskyder muslimske indvandreres mulighed for at deltage i den demokratiske proces. Læg hertil at netop stemmeretten gennem historien har været en stærk integrationsfaktor for slaver, tjenestefolk, ejendomsløse og kvinder. Derfor bør regeringen afvise DF's forslag, uanset at det indgår i en politisk handel, som gør det lettere for indvandrere at få permanent opholdstilladelse.