Krigsveteraner

Danmark har i efterhånden otte år været i krig i Afghanistan og Irak. Næsten 40 danske soldater har mistet livet, omkring 100 har mistet deres førlighed og har haft brug for hjælp for at kunne vende tilbage til tilværelsen.

Siden Folketinget i begyndelsen af 1990'erne bekendte sig til en aktivistisk udenrigspolitik har 25.000 danskere været sendt ud til internationale brændpunkter, hvor død og ødelæggelse er en del af hverdagen. Tusindvis er kommet hjem med sår på krop og sjæl og med erfaringer, som normalt ikke hører til i vores samfund. I krig handler det nemlig om at slå ihjel, og krigens virkelighed befinder sig uendelig langt fra retsstatens trygge rammer. Måske netop derfor har det følsomme tema været delvist tabuiseret i offentligheden. Så meget desto vigtigere for regering og folketing burde det være at sætte krigsveteranernes skæbne på dagsordenen. Som den bramfri oberst Lars R. Møller udtrykker det:

»Et politisk flertal i Danmark sender disse knægte ud i et arbejdsmiljø, som slet ikke tåler sammenligning med andre faggrupper, og så skal vi som samfund også være parat til at betale for deres skader.«

Det er en plet på forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussens eftermæle, at hans opfordring til en veteranpolitik først kom, da han var gået af som regeringschef. Det burde have været en selvfølge fra den dag, da regeringen besluttede at sende danske soldater i krig. Andre europæiske lande, som før 2001 heller ikke havde tradition for at være krigsførende, har for længst fået en sådan politik.

Men bedre sent end aldrig. I løbet af 2010 vil der blive formuleret en politik. Forslag skal sendes til høring hos relevante grupper og organisationer, og Forsvars-, Sundheds- og Socialministeriet skal koordinere indsatsen, før der sidst på året kan vedtages en lov. Det er på høje tid.

Her i avisen kunne man i søndags læse om hjemvendte, sårede soldater, som er kommet i klemme i det kommunale system. De har enten fået afslag på ansøgning om hjælp til proteser og anden støtte eller har i månedsvis forgæves ventet på svar. Det er uværdigt og fuldkommen uacceptabelt.

Forsvaret og Folketinget må sørge for, at de sårede soldater ikke bliver ladt i stikken. Når Folketinget har valgt at sende danskere i krig, så er det også politikernes ansvar at tage hånd om dem, der kommer til skade. Det manglede bare. Storbritannien og Italien har allerede lovgivning og særtilbud til soldater, der bliver sårede under udsendelse. Sådan bør det også være i Danmark.

Betyder det, at hjemvendte soldater, som er lammede eller har mistet et ben, skal foran dem i køen, som er født med et lignende handicap eller er blevet invalid efter en trafikulykke? Selvfølgelig ikke. Kommunerne kan ikke dele befolkningen i mennesker af første og anden rang. Desuden risikerer man med en sådan politik at skabe en misundelse i befolkningen, som i sidste ende risikerer at ramme soldaterne og opbakningen til deres udsendelse.

I øjeblikket får soldaterne erstatning og førstehjælp af forsvaret umiddelbart efter, at de er kommet til skade, mens hjælp til proteser, kørestole, genoptræning og særligt indrettede boliger sorterer under kommunen. Det er klart, at kommunerne ikke kan gøre forskel på sine borgere, men det er lige så uomtvisteligt, at Folketinget og forsvaret i så fald må træde til og bevillige den nødvendige hjælp, så soldater, der har mistet førligheden på slagmarken, ikke bliver svigtet af dem, der har besluttet at sende dem i krig.