Verbalhygiejne

Zenia Stampe, næstformand for Det Radikale Venstre, har med sin anmeldelse af Københavns politis drabschef, Ove Dahl, for racisme demonstreret, hvorfor det er ganske dækkende at betegne det såkaldt socialliberale parti som ”ekstremistisk”.

Desuden har Zenia Stampe med sin selvretfærdige og intolerante fremfærd gjort det klart for enhver, hvorfor straffelovens paragraf 266 b, den såkaldte racismeparagraf, bør afskaffes hurtigst muligt. Det kan kun gå for langsomt.

Historien er kort fortalt, at drabschef Ove Dahl efter en rumæners rovmord på en norsk stewardesse på et hotel i København i sidste uge udtalte:

»De åbne grænser gør, at vi bliver overrendt af østeuropæere. Det er et kæmpe problem. De begår bankrøverier, hjemmerøverier, grove røverier, tiggeri, butikstyveri alt.«

Og han tilføjede med adresse til mordet på stewardessen: »Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur.«

Den udtalelse kunne man selvfølgelig diskutere som så meget andet, der bliver ytret i det offentlige rum. Man kunne erklære sig enig eller uenig med drabschefen. Man kunne mene, at den var for skarp eller det modsatte. Men det var ikke nok for Stampe. Hun var overbevist om, at drabschefen med sin påståede generalisering og forhånelse af en befolkningsgruppe havde gjort sig skyld i en forbrydelse, og hun meldte ham derfor for racisme. I Politiken uddybede Zenia Stampe sin bevæggrund: »Ove Dahl er med til at legitimere racistisk motiverede overfald (?). På den måde risikerer han jo at skabe kriminalitet frem for at forebygge kriminalitet.«

Hverken mere eller mindre. Stampe gør sig med sin intolerance over for ytringer, hun ikke bryder sig om, til talsmand for en farlig verbalhygiejne, som får en til at tænke på anden ”samfundsgavnlig” hygiejne, der endte med et folkedrab eller to. Det ligger os naturligvis fjernt at sammenligne Stampes tåbelige rengøringsvanvid med fortidens forbrydelser. Vi konstaterer blot med Karl Marx' ord, at historien gentager sig selv, først som tragedie, dernæst som farce, og ingen ved deres fulde fem kan være i tvivl om, hvor Stampes stunt hører hjemme.

Mere alvorligt er det, at en næstformand i et parti trækker racismeparagraffen som en politiknippel, man banker uvorne borgere med. Man kunne forstå, hvis det var en borger, der havde svært ved at komme til orde i den offentlige debat, men ikke en politiker, der kan få ordet i et hvilket som helst medie. Og det er rent ud sagt bekymrende, at Stampe ikke selv kan se, at hendes anmeldelse peger frem mod en orden, hvor politikere med krænkelseslove i hånden får frie hænder til at lukke kæften på røster, de ikke bryder sig om.

Stampe har med sit initiativ givet os opskriften på den legaliserede politistat, og derfor bør racismeparagraffen afskaffes i en fart, før andre politikere og grupper gør den til deres foretrukne våben i debatten. Må vi minde Stampe om, at volden begynder, når ordene stopper, ikke omvendt. I et diktatur og et demokrati er mange handlinger forbudte. I begge systemer må man ikke stjæle, ikke køre for hurtigt og ikke snyde i skat. Forskellen på de to er, at man i et demokrati til forskel fra et diktatur ikke kriminaliserer ord og tanker. Det er det skel, Stampe og hendes ligesindede ønsker at ophæve. Dansk PEN og andre fortalere for bevarelse af racismeparagraffen har med denne sag fået et stykke anskuelighedsundervisning i, hvad et demokrati besat af en krænkelseskultur risikerer med den slags paragraffer.